Dansk-amerikanske Julia Boserup avancerede 18 pladser på den seneste WTA-rangliste, hvor hun nu er no. 190. Den primære årsag til dette avancement var sidste uges kvartfinale i Albuquerque, hvor hun efter sejr i kvartfinalen over Anna Tatishvili (GEO) optjente 42 point ved at nå semifinalen.
Semifinalen indbragte $3.325, og dermed har Julia i 2015 hidtil optjent $34.204 og i hele karrieren $175.748 – svarende til henholdsvis ca. 22.000, 228.000 og 1,17 mio kroner, hvilket formentlig giver en fornemmelse af, hvilke beløbs-størrelser spillere omkring top 200 har i præmie-indtægter, hvilket unægtelig er et pænt stykke under top-spillerne.
Til sammenligning har Karen Barbat, der netop er rykket ind i top 500, i 2015 hidtil indtjent $5.299 i præmie-penge, svarende til ca. 35.000 kr.
I denne uge deltager Julia i $50.000 turneringen Red Rock Pro Open i Las Vegas, og her møder hun endnu en gang Anna Tatishvili, der ligesom i sidste uge er seedet 2.
Tatishvili, der efter nederlaget til Julia i sidste uge er faldet 7 pladser til no. 116 på ranglisten, vandt sikkert 6-4, 6-1 i 1. runde over (WC) Zi Yang (CHN).
Julia Boserup vandt ligeledes i 2 sæt 7-6(2), 6-3, da hun i 1. runde besejrede (394) Amra Sadikovic (SUI), der var gået videre fra kvalifikationen, og dermed er hun klar til endnu et opgør mod Anna Tatishvili. Den indbyrdes stilling mellem de 2 spillere er 2-2.
Julia deltager igen sammen med Nicole Gibbs (USA) i double, og de fik en god start, da de i 1. runde vandt over Varatchaya Wongteanchai (THA)/Ai Wen Zhu (CHN) 6-4, 6-3.
I kvartfinalen møder de Mandy Minella (LUX)/Amra Sadikovic (SUI), der vandt knebent over 2. seedede Stephanie Foretz (FRA)/Ana Vrljic (CRO) 4-6, 6-3, [10-8].