Thomas Schwencke Lindqvist og Maxim Landa blev begge besejret i 2. kvalrunde. August Holmgren er videre til hovedturneringen

2016 er sidste år i August Holmgrens junior-karriere, som han afsluttede på fornemste vis, da han vandt Grade 2 turneringen i Oberentfelden i Schweiz.
I sidste uge forsøgte August at kvalificere sig til en Futures i Heraklion, hvor han efter 2 sejre var fremme i kval-finalen, hvor han tabte i 2 tætte sæt 4-6, 6-7(2) til 6. seedede Maxim Tybar (BLR).

August er rejst videre til Cypern for at gøre et nyt forsøg i $10.000 turneringen CYPRUS F2 FAMAGUSTA TC i Limassol, hvor også Thomas Schwencke Lindqvist og Maxim Landa har deltaget i kvalifikationen.

Thomas vandt en sikker sejr i 1. kvalrunde over Lorenzo Gobet (FRA) 6-1, 6-0, og i næste runde tabte han 3-6, 4-6 til Oliver Hudson (GBR).

Maxim, som i sidste uge optjente sin første point til ATP-ranglisten, får ikke mulighed for at gentage dette, idet han i 2. kvalrunde blev besejret med de overbevisende cifre 6-2, 6-0 af 12. seedede Adrian Obert (GER).
Forinden have Maxim i 1. kvalrunde vundet over Nicholas Campbell (CYP) 7-5, 6-4.

August spillede sig som den eneste af danskerne videre til kvalfinalen efter at have vundet over 2 cypriotiske modstandere – først 6-3, 6-3 over Andreas Damianou og derefter 6-0, 6-0 over Christos Kyrillou.

I kvalfinalen mod Jamie Whiteford (GBR) så det sort ud for August, da man på livescore kunne konstatere, at Whiteford havde vundet 1. sæt 6-1 og ved 2-0 i 2. sæt førte 40-15 i danskerens serv.
Et nærstudie på SofaScore viser dog, at 1. sæt var væsentligt mere jævnbyrdigt, end cifrene tyder på, men i flere af de tætte partier faldt marginalerne hver gang ud til britisk fordel.

Da det så sortest ud ved 0-2 15-40 i 2. sæt, fik August dog afværget begge break-muligheder til 3-0, og han holdt kontakten med et enkelt break nede frem til 3-4, hvor han for første gang i kampen fik chancen for at bryde modstanderens serv – endda ved 0-40.
Det lykkedes imidlertid for Whiteford at afværge alle de 3 danske muligheder, og han fik derefter selv fordel til 5-3, men August holdt fast, og da han fik en ny break-mulighed blev den udnyttet til udligning til 4-4.

Dette momemtum-skift blev fulgt op af et blankt dansk serveparti til 5-4, og ved 15-40 i brittens efterfølgende serveparti, sørgede August for, at kampen skulle afgøres i 3 sæt.

Begge holdt serv til 1-1, og August bragte sig på 2-1 efter et blankt serveparti, og han spillede sig derefter frem til 2 break-muligheder ved 15-40, hvorefter Whiteford trak sig fra kampen, som dermed sluttede med dansk sejr 1-6, 6-4, 2-1 Ret’d.

August havde disse bemærkninger efter kampen:
“I slutningen af første begyndte jeg at finde bedre ro i spillet. Jeg sigtede længere inden for linjerne og kom mere frem til nettet. Det fungerede godt og til sidst fik jeg breaket ham. Da vi begyndte at spille længere dueller, blev han hurtigt træt og fik ondt i lysken. Han spillede en lang kamp dagen før. Han fik meget svært ved at bevæge sig at måtte trække sig.”

Dermed er der 2 danske deltagere i hovedturneringen, hvor Benjamin Hannestad er direkte inde.
Der er i skrivende stund endnu ikke trukket lod til hovedturneringen.

 

Forrige artikelNyskabelse i dansk tennis: Akademi åbner i Hørsholm
Næste artikelITF Heraklion: Philip Ørnø i hovedturnering. Revanche til Emilie Francati
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.