Eric Vanshelboim måtte tilbringe præcis 11 timer på tennisbanen, inden han efter 5 sejre på stribe sikrede sin anden professionelle titel i karrieren
19-årige Eric Vanshelboim er ukrainer, men da han er opvokset i Danmark, hvor han har spillet tennis fra barnsben, betragtes han i danske tenniskredse som “en af vore egne”.
Eric er blandt de flittigste til at rejse ud til internationale turneringer, og hverken corona eller Jul og Nytår har forhindret, at han sammen med sin coach, Rune Thomsen har tilbragt de sidste 3 uger i Monastir i Tunesien for at deltage i de ugentlige M15 Magic Hotel Tours.
Begge de 2 forrige uger leverede Eric stabile resultater, idet han både i uge 52 omkring Jul og uge 53 omkring Nytår nåede semifinalen i såvel single som double, hvor han i begge tilfælde havde den jævnaldrende hviderusser Alexander Zgirovsky som makker.
I årets første uge spillede Eric double sammen med den 19-årige polak Wojciech Marek, som han tidligere nåede kvartfinalen med ved M15 i Melilla i september 2020.
Parret fik dog kun en enkelt kamp, da de i 1/8-finalen mødte det spansk-tjekkiske par David Perez Sanz og Dominik Palan, der vandt 6-4, 6-3.
Til gengæld blev det en forrygende uge for Eric i single, hvor han for 2. gang i karrieren strøg helt til tops og vandt titlen, men forinden måtte han i samtlige kampe bruge 3 sæt, inden sejrene var sikret.
I den første kamp var modstanderen – ligesom i doublen – hans gode tjekkiske ven Dominik Palan, som bor og træner i samme by som Eric, der var både nervøs og låst, fordi han absolut ikke ville tabe til ham.
Palan uddelte et “æg” i 2. sæt, men efter 2 tim. 6 min. sikrede Eric alligevel sejren 6-3, 0-6, 6-1.
Den “hurtigste” sejr vandt Eric i 1/8-finalen, hvor han efter at have vundet første sæt blev brudt til 0-2 i 2. sæt, som han helt opgav, hvorefter han tog sig sammen i 3. sæt, og efter 1 tim. 45 min. vandt han 6-4, 2-6, 6-0 over Paras Dahiya (IND).
Eric var “tynget” af presset for at kvartfinalen ikke igen skulle blive endestation, men da han efter 3-6 i 1. sæt fulgte rådet fra sin coach om at få clearet hovedet under en medical time out ved 2-3 i 2. sæt, fik han styr på spillet, og efter lidt over 2 timer vandt han 3-6, 6-4, 6-0 over 18-årige Axel Garcian (FRA), der var med i turneringen på en “Junior Reserved” plads.
De svingende cifre i de 3 første kampe kunne tyde på, at det har knebet med at holde koncentrationen hele vejen i kampene, hvilken Erics coach mener kunne skyldes mental træthed som følge af det store antal turneringer.
Der blev dog for alvor brug for både mental styrke og fysisk udholdenhed, da Eric i semifinalen mødte sin polske doublemakker Wojciech Marek (POL), der er no. 664 på ATP-ranglisten og seedet 7 i turneringen.
Efter 6-4 i 1. sæt og 5-2 føring i 2. sæt var Eric meget tæt på en plads i finalen, men han var begyndt at spille på baggrund af stillingen i stedet for sit eget spil, hvilket Marek udnyttede ved at vinde 5 partier i træk, hvorved han sikrede sig 2. sæt 7-5, og kampen var vendt helt på hovedet, da polakken bragte sig foran 5-2 i det afgørende 3. sæt.
Marek begik dog samme fejl, mens Eric virkelig fightede og fik løftet sit spil, og derved bragte han sig tilbage i kampen, som Eric efter 3 tim. 3 min. vandt 6-4, 5-7, 7-6(4).
I finalen mod den 3. seedede tuneser, no. 388 Skander Mansouri spillede Eric sit bedste ved turneringen, men alligevel vandt tuneseren 1. sæt 6-3, og han førte 3-1 i 2. sæt, men Eric blev ved at tro på sin mulighed, og efter at Eric straks brød tilbage til 2-3 og derefter til 4-3, var momentum skiftet til Erics fordel, mens tuneseren blev “tight”, og Eric sikrede sig sættet 6-4.
Det knækkede tilsyneladende tuneseren, idet Eric efter 2 breaks og et rent serveparti førte 4-0, og med endnu et sikkert serveparti blev stillingen 5-1, hvorefter Eric havde 3 matchbolde i modstanderens serv, men Mansouri holdt alligevel serv til 5-2, og han brød Erics serv til 3-5.
Mansouri førte desuden 30-0 i sit næste serveparti, og spændingen om udfaldet var ved at blive genetableret, men Eric vandt derefter 4 bolde i træk og sikrede sejren 3-6, 6-4, 6-3 efter 2 tim. 5 min.
En sammentælling viser, at Eric således har tilbragt præcis 11 timer på banen i de 5 singlekampe.
Dermed vandt Eric sin 2. professionelle titel i karrieren, siden han for 2 år siden vandt en M15 turnering i Anning i Kina, hvilket også var i årets første uge.
Eric kan se frem til yderligere avancement på ranglisten, hvor han i mandags opnåede sin hidtil højeste rangering som no. 689 med 31 point.
Da titlen i Monastir giver yderligere 10 point, som tilføjes næste mandag, opnår Eric derved 41 point, som på live-rankingen medfører en placering som no. 615.
Da Eric var no. 730 inden han rejste til Tunesien, er udbyttet af turen således et avancement på omkring 115 pladser på ATP-ranglisten, hvilket både Eric og han coach ser kan være yderst tilfredse med.
Rune Thomsen knytter disse supplerende kommentarer til Erics præstationer:
“Jeg har vidst han har haft niveauet hele efteråret til at kunne vinde en M15, gode sejre over spillere 300-400 ATP-neveau, men det hele skal gå op i en højere enhed, og det kom så i denne uge, hvor det viser, at man langt fra skal spille sit bedste spil i første runde, men man skal spille sig varm i løbet af ugen.
Det jeg syntes er mest positivt, er at efter 3 uger på et resort, hvor man går op og ned af de andre spillere 24-7, ser jeg virkelig at Eric/vi er til blandt de allermest seriøse, med henblik på (opvarmning, mængde af tennistræning, fys træning, udstrækning, diæt, søvn).”
Rune benytter samtidig lejligheden til at sende en opfordring til, at flere danske seniorspillere sørger for at komme ud og få international erfaring, da der er stor forskel på at spille holdkampe og nationale turneringer sammenlignet med futures, hvor man er helt alene ude i Verden, og han påpeger, at der har været rige muligheder for at spille, da kvalifikationen til mange turneringer ikke er fyldte.
Rune har med stor glæde bemærket, at enkelte af de danske juniorer forsøger at skabe et fundament for deres udvikling ved at rejse ud til fjerne egne for at deltage i junior turneringer, som er de helt rigtige for dem på deres nuværende udviklingstrin.