Julia Boserup (USA) var fredag på hårdt arbejde i kvartfinalen ved ITF $50.000 turneringen John Newcombe Women’s Pro Challenge i New Braunfels, Texas, hvor hun mødte 25-årige no. 973 Alexa Glatch (USA), som havde fået wildcard til turneringen, fordi hun efter halvanden års pause var røget langt ned af ranglisten, hvor hendes bedste placering var no. 102 i 2009.
Efter at Julia havde vundet 1. sæt 6-4 og på et tidspunkt førte med et break i 2. sæt, lignede det en sikker sejr til Julia, men Glatch fik vendt kampen, og hun tog 2. sæt 6-4.
I 3. sæt kom Julia bagud 2-4 og var nede med break-bold til 2-5, men Julia viste god mental styrke ved at kæmpe sig tilbage og vinde de efterfølgende jævnbyrdige partier, hvorefter hun holdt sin serv til 5-4 og derefter brød modstanderen, så hun vandt kampen 6-4, 4-6, 6-4.
Kampen blev spillet på Court 7, hvor der ikke er TV-dækning, men det må formodes, at semifinalen lørdag spilles på Stadium, hvor den kan følges på Livestream under USTA – New Braunfels, som i skrivende stund viser 3. sæt mellem no. 228 Mathilde Johansson (FRA) og 6. seedede no. 132 Irina Falconi (USA), hvor vinderen møder Julia i semifinalen.
Tilføjelse: Irina Falconi vandt 7-5, 3-6, 6-0 over Mathilde Johansson, og hun møder således Julia Boserup i semifinalen lørdag.