August Holmgren mødte for første gang en spiller fra ATP-ranglisten i en Futures turnering, hvor han tabte til no. 716. Benjamin Hannestad vandt sin 1. kvalrunde

Efter avancementet til top 100 på ITFs junior-rangliste har 17-årige August Holmgren søgt nye udfordringer, da han tilmeldte sig USTA MEN’S $10K PLANTATION COMMUNITY TENNIS OPEN-B, hvor også Benjamin Hannestad deltager.
August har ikke nogen ATP-rangering, og han figurerede på et tidspunkt som 7. Alternate på Acceptancelisten, og derfor var hans deltagelse afhængig af afbud.
Kort før kvalifikationen startede var han avanceret til no. 3, men da lodtrækningen blev foretaget, var han dog sluppet med i kvalifikationen, hvor 128 deltagere spiller om 8 pladser, hvilket kræver 4 sejre.

August havde ikke fået nogen nem lodtrækning, idet han i 1. kvalrunde mødte 6. seedede Jorge Montero (CHI), der er no. 716 på ATP-ranglisten, hvilken kun overgås af en enkelt dansker, Frederik Løchte Nielsen, så det ville være urimeligt at forvente dansk sejr.
Kampen gav da også den forventede sejr til chileneren, som vandt 6-3, 6-2, hvilket bedømt alene efter cifrene må betegnes som godkendt.

Tennisspilleren Benjamin Hannestad
Foto: Sportsfotograf.com.Benjamin Hannestad

Den samme betegnelse må også kunne anvendes om Benjamin Hannestads indsats, da han i 1. kvalrunde vandt over Gandhi Bhakthavachalam (USA) 6-0, 6-2, hvilket man dog kunne tillade sig at forvente, idet den 22-årige amerikaner i årets første 4 Futures kun har vundet en enkelt kamp.

I 2. runde er modstanderen no. 1431 Juan Pablo Ficovich (ARG), der på ranglisten er nogenlunde på linje med Benjamin, der er no. 1447.
Den 19-årige argentiner vandt ligesom hans jævnaldrende danske modstander overbevisende i 1. runde over Sasha Supruniuk (ARG) 6-3, 6-0.
Benjamin må dog formentlig påtage sig favorit-værdigheden, idet han sidste år var ca. 100 pladser foran modstanderen på ITFs junior-rangliste, men argentineren nåede kvartfinalen ved juniorernes French Open, så det bliver ikke nødvendigvis en walkover for danskeren.

Forrige artikelChallenger Wroclaw: Løchte Nielsen videre i kvalifikationen
Næste artikelWTA Sankt Petersburg: Bencic mod Vinci i finalen
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.