På under en time sikrede Benjamin Hannestad for anden uge i træk adgang til hovedturnering, hvor han i 1. runde møder Filip Horansky, der stoppede ham i kvartfinalen i sidste uge
For en sjælden gangs skyld havde tennis-interesserede danskere mulighed for at følge 18-årige Benjamin Hannestad på Livestream, da han i kvalfinalen ved $15.000 turneringen F2 Santo Domingo Open i den Dominikanske Republik mødte den jævnaldrende 9. seedede (1773) Oskar Lusti (EST).
Livestream transmissionen viste dog ikke stillingen undervejs, og i de første 3 partier kunne man heller ikke følge med på livescore, så en af Tennisavisens læsere spurgte bekymret, om det var danskeren i den røde bluse, da stillingen på det tidspunkt var 3-0 til den rødblusede spiller, og den hvidblusede modstander havde på det tidspunkt kun vundet et enkelt point.
Til beroligelse for spørgeren kunne oplyses, at det var Benji i den røde bluse, som dog nærmere var orange, og han fortsatte dominansen ved at bryde til 4-0 ved 15-40, og han var også godt på vej til 5-0 ved 30-0 i egen serv.
Pludselig vandt Lusti ud af den blå luft 3 bolde i træk og havde derved chance for at bryde serv, men Benji holdt dog fast og bragte sig alligevel foran 5-0, men modstanderen havde opdaget, at det godt kunne lade sig gøre at vinde point, hvilket han demonstrerede ved at reducere til 1-5 efter et blankt serveparti.
Benji bevarede dog koncentrationen og sikrede sig med et blankt parti 1. sæt, som varede 25 minutter. Statistikken fortæller desuden, at Benji vandt 25-10 i totale point, 71 procent 1. server, hvoraf 80 procent blev vundet, og han vandt samtlige bolde på sine fire 2. server.
I 2. sæt indledte Lusti med at holde sin serv, men derefter satte Benji sig igen tungt på kampen, og han vandt de efterfølgende 6 partier i træk og dermed kampen 6-1, 6-1 på lidt under en time.
Som tidligere omtalt tabte Benji i sidste uge i kvartfinalen i Santiago til den fysisk stærke slovak Filip Horansky, og lodtrækningen til hovedturneringen magede det således, at han bliver Benji’s modstander i 1. runde.
Benji følte i sidste uges kamp, at cifrene burde være tættere end resultatet 6-2, 6-1, da han havde 30-30 i alle partier, og at han muligvis kunne have testet hans psyke noget mere med en bedre serv.
I dagens kvalfinale fik Benji væsentlig flere 1. server ind end det var tilfældet i sidste uges kvartfinale, så hvis det kan fastholdes, kan en overraskelse næppe helt udelukkes.
Spilletidspunkt og eventuel mulighed for at følge næste kamp på Livestream vil blive tilføjet, når oplysninger foreligger, og man kan desuden holde øje med, hvilke kampe der vises på Livestream på Youtennis.tv.
Tilføjelse: Benji’s 1. runde kamp mod Filip Horansky spilles tirsdag kl. 1630cet på court 10, hvor der desværre ikke er Livestreaming. Stillingen undervejs i kampen kan dog følges på livescore.