Benjamin Hannestad førte 5-3 og egen serv i 1. sæt, men rutinerede Frederik Løchte Nielsen sikrede sig alligevel sejren i det rent Danske opgør
Både Benjamin Hannestad og Frederik Løchte Nielsen deltager i denne uge i $15.000 turneringen Setubal Open2017 i Portugal, hvor 20-årige Benjamin først måtte gennem kvalifikation.
Benjamin var oversidder i 1. kvalrunde, og han vandt overbevisende sejre både i 2. runde med 6-3, 6-0 over Russell Henderson (GBR) og i kvalfinalen, hvor han vandt 6-3, 6-1 over 17-årige Afonso Portugal, hvis nationalitet næppe behøver at blive nævnt på hans hjemmebane.
Dermed var Benjamin videre til hovedturneringen, hvor Frederik Løchte Nielsen er seedet 5, og ved skæbnens ugunst formede lodtrækningen sig på den måde, at de to Danskere skulle mødes i 1. runde.
Den unge “udfordrer” indledte med at holde sin serv rent, og begge fulgtes pænt ad indtil stillingen 2-2, hvor Benjamin kom i problemer i sit serveparti ved 0-40, men han afværgede alle 3 break-muligheder, og begge holdt serv frem til stillingen 4-3 til Benjamin.
Herefter var det Løchtes tur til at komme i problemer, da han kom bagud 15-40 i sit serveparti, og han kunne ikke forhindre, at Benjamin derved bragte sig foran 5-3 og havde mulighed for at serve 1. sæt hjem.
Det er dog ikke et ukendt fænomen i tennis, at det ofte er væsentligt sværere at vinde de afgørende partier, når en overraskelse kan være på vej, og det blev også tilfældet i denne kamp, da Benjamin igen kom bagud 0-40 i serven.
Denne gang fik han afværget en enkelt break-mulighed, inden Løchte brød tilbage og efterfølgende fik udlignet til 5-5 i egen serv.
Benjamin afværgede også en break-mulighed ved 30-40 i det næste parti, men på den næste mulighed bragte Løchte sig på 6-5, og med et blankt serveparti sikrede han sig 1. sæt 7-5.
I 2. sæt fik Benjamin brudt sin serv i det første parti, og Løchte konsoliderede sit break, da han holdt serv til 2-0, og de næste partier holdt begge serv, indtil Benjamin ved 3-5 blev brudt på Løchtes 2. matchbold, som sikrede den rutinerede 33-årige sejren 7-5, 6-3.
Løchte møder i 2. runde den talentfulde 18-årige Emil Ruusuvuori (FIN), der for en måned siden var no. 15 på ITFs junior-rangliste, bl.a. efter flere titler i både Grade 2, 3 og 4 sidste år.
Ruusuvuori må derfor ikke undervurderes, hvilket Mikael Torpegaard formentlig kan skrive under på, da han sidste år havde anerkendende bemærkninger om den dengang 17-årige Finne, som gav ham kvalificeret modstand i Kaarina i Finland, hvor Torpegaard senere tabte finalen i 3 sæt til Casper Ruud (NOR).
ITF Kaarina: Torpegaard udfordret af finsk talent og kastevind
Benjamin er dog ikke helt ude af turneringen, idet han stiller op i double sammen med Justin Roberts (BAH).
De møder onsdag eftermiddag det Portugisiske par Nunu Borges og Francisco Cabral.
Løchte, der i sidste uge vandt sin 53. double-titel, er ikke med i double i denne uge.