Med sejr i 1. runde for 2. uge i træk bliver Cecilie Lundgaard Melsted den foreløbig 4. dansker på WTA-ranglisten i selskab med Caroline Wozniacki, Karen Barbat og Julie Noe
For mange danske kvindelige tennisspillere er et af de helt store mål at blive optaget på WTA-ranglisten, hvor Caroline Wozniacki, Karen Barbat og Julie Noe i øjeblikket er de eneste danske spillere.
Enkelte andre spillere har dog på det seneste optjent enkelte point til ranglisten, men for at blive optaget på WTA-ranglisten skal man optjene point i 3 forskellige turneringer eller have mindst 10 point.
Cecilie Lundgaard Melsted har netop ved $10.000 turneringen Jolie Ville golf F38 Women’s i Sharm El Sheikh vundet 1. runde i hovedturneringen med sejr 4-6, 6-4, 6-4 over ranglistens no. 1074 Anna Maria Procacci (ITA), hvilket indbringer 1 point til WTA-ranglisten.
Dermed opfylder Cecilie den første betingelse, idet hun 2 gange tidligere har optjent point i netop Sharm El Sheikh, da hun i juli måned optjente 4 point for at nå kvartfinalen, og i sidste uge vandt hun ligeledes i 1. runde og optjente et enkelt point.
Se eventuelt tidligere omtale ITF Sharm El Sheik: Flere WTA rangliste point til Cecilie Melsted
Dette betyder, at Cecilie vil optræde på WTA-ranligsten med mindst 5 point, når point for denne uges turnering om et par uger bliver registreret hos WTA.
Cecilie har fremsendt ovenstående billede, hvor hun ikke forsøger at skjule sin tilfredshed med dette resultat, og hun har desuden denne kommentar
“Fantastisk at få den sejr, betyder meget! Spillede ikke særlig godt – så det var mere arbejdsindsats end godt spil. Men jeg er tilfreds, jeg har opnået det mål, jeg kom herned for, så det er fedt.”Cecilie møder i 1/8-finalen 5. seedede 27-årige no. 686 Ana Veselinovic (SRB), som er oversidder i 1. runde og som for nylig var i henholdsvis finalen og semifinalen i et par $10.000 turneringer i Israel.
Tennisavisen ønsker Cecilie tillykke med denne milepæl i karrieren 🙂