En time efter at Caroline Wozniacki spillede sig i finalen i Singapore, fulgte Clara Tauson op på dansk succes ved at spille sig ind på WTA-ranglisten med sejr over ranglistens no. 533
Samtidig med at Caroline Wozniacki har spillet sig i finalen ved det prestigefyldte WTA slutspil i Singapore og er tæt på toppen af sin karriere, tog hendes 14-årige landsmand Clara Tauson et stort skridt på vejen mod opfyldelsen af hendes egen drøm om selv at opnå en karriere, som tåler sammenligning med det danske topnavn.
Selvom $15.000 turneringen Djursholm Ladies i Stockholm er milevidt fra WTA-slutspillet med Verdens 8 bedste kvindelige spillere, er det alligevel imponerende, at Clara allerede som 14-årig har formået at spille sig i finalen på Women’s Pro Circuit touren blot anden gang hun deltager på dette niveau.
I semifinalen mod WTA-ranglistens no. 533 Fanny Ostlund (SWE), som ikke kunne stille meget op mod Claras tempofyldte spil, der bragte hende i teten med 4-1 føring i 1. sæt.
Da Clara herefter slækkede lidt på tempoet, fik svenskeren udlignet til 4-4, hvorefter Clara igen skruede op for tempoet, og vandt en overbevisende sejr 6-4, 6-1.
Sejren betyder samtidig, at Clara har optjent yderligere 7 point til ranglisten, hvor hun i forvejen havde optjent 4 point for 5 uger siden i Antalya, og dermed har hun passeret de 10 point, som betyder at hun ved næste opdatering vil være på WTA-ranglisten.
En bekendt til undertegnede er bosat i nærheden af Stockholm, og han var blandt tilskuerne til semifinalen, og efter kampen fremsendte han ovenstående billede af den glade vinder. Billedet blev desuden bragt på TV, da TV2 Sport berettede om resultatet i pausen mellem 1. og 2. sæt ved semifinalen mellem Venus Williams og Caroline Garcia.
Desuden modtog Tennisavisen dette billede af Fanny Ostlund, som trods resultatet bevarede sit gode humør.
I den anden semifinale vandt 1. seedede no. 475 Jacqueline Cabaj Awad (SWE) 7-5, 3-6, 6-2 over sin landsmand, 3. seedede no. 646 Mirjam Bjorklund.
Finalen spilles søndag kl. 1200 dansk (og svensk) “normal-tid”, idet urene (og havemøblerne) stilles tilbage fra “sommer-tid” natten til søndag.