Emilie Francati var på vinderkurs i både 1. og 2. sæt mod 2. seedet, som alligevel vandt i to tiebreaks
$10.000 turneringen Szczawno-Zdrój CUP i Polen blev indledt med fynd og klem af Emilie Francati, da hun i 1. runde mandag uddelte briller (6-0, 6-0) til Anna Pribylova (RUS), der er no. 891 på ranglisten, hvor Emilie selv er no. 744.
Tirsdag blev hendes modstander i 2. runde fundet, da 2. seedede no. 467 Sofia Kvatsabaia (GEO) vandt 6-1, 6-3 over Miriam Kolodziejova (CZE), som sidste år vandt deres tidligere opgør 6-1 i 1. sæt, hvorefter Kvatsabaia trak sig ved 0-1 i 2. sæt.
Trods forskellen i rangering var det alligevel Emilie, der havde overtaget i kampens start, hvor hun både førte 3-0 og 4-1, men det lykkedes ikke at bevare forspringet, så sættet måtte afgøres i tiebreak, efter at Emilie havde haft sætbold ved 6-5.
Kvatsabaia vandt en jævnbyrdig tiebrek 7-5.
I 2. sæt var det igen Emilie, der kom bedst fra start, endda så godt at hun var i oplagt position til at fremtvinge et 3. sæt, da hun førte 5-1.
Herefter ændrede kampen fuldkommen karakter, og pludselig var Emilies føring blevet indhentet, og hun kom desuden bagud 5-6, inden hun igen vandt et parti og udlignede til 6-6, så sættet måtte afgøres i tiebreak.
Emilie kom slet ikke med fra start i denne tiebreak, hvor hun hurtigt kom bagud 0-6 og dermed nede med seks matchbolde.
En efter en fik hun afværget de første af dem, indtil et regnvejr satte en stopper for videre spil, da Emilie havde reduceret til 4-6.
Da kampen senere blev genoptaget, blev der kun spillet et enkelt point, da Kvatsabaia sikrede sig sejren 7-6(5), 7-6(4).
Da Tennisavisen i regnvejrs-pausen var i kontakt med Emilies coach, Philip Ørnø, som blev spurgt, om der var tale om “vinder-nerver”, da Emilie ikke fik lukket 2. sæt trods 5-1 føringen, bedyrede han at bestemt ikke var “med vilje”, men han betegnede det som en svær match, hvor også modstanderen var lidt “ude af den”, og ingen af dem havde “rigtig ro”.
Selvom Emilie formentlig må være skuffet over kampens forløb, var det dog en understregning af, at hun har spillet til at besejre højere rangerede spillere, hvis hun kan bevare sit niveau hele vejen, hvilket Emilie selv er udmærket klar over, så med mere rutine og mental ro kommer resultaterne i single uden tvivl.