I Uge 39 og 40 gennemførtes den første fælles tur for DTFs træningsmiljø for ungseniorer
Når danske tennisspillere forsøger at gøre sig gældende i internationale tennisturneringer under ITF World Tennis Tour er det yderst sjældent, at det er med økonomisk støtte fra Dansk Tennis Forbund (DTF), hvis budgetter normalt ikke tillader en sådan luksus.
I uge 39 og 40 blev dog gjort en undtagelse, idet DTF i år har taget initiativ til at få stablet et træningsmiljø for ungseniorer på benene, og i den forbindelse har flere danske ungseniorer i begge uger været i Tabarka i Tunis for at deltage i to $15.000 turneringer, hvis officielle navn meget rammende er “Magic Tours”.
DTF’s Sportschef Jens Anker Buus Andersen udtaler til forbundets hjemmeside, at
“Med det her initiativ vil vi gerne give spillerne chancen for at tjene deres første point til verdensranglisterne. Vi vil gerne have flere danske spillere rangeret internationalt, da det vil højne det generelle niveau herhjemme.”
Desuden påpeges de mange fordele ved at rejse sammen i en gruppe, så man slipper for at finde nogen at slå ind med om morgenen og træne sammen under og mellem turneringerne, og det giver mulighed for også at spille double sammen, og Sportschefen tilføjer:
“Desuden giver det noget ekstra, når man er en del af et hold, hvor man vinder sammen og taber sammen. International tennis kan ellers godt være ensomt.”
På DTF’s hjemmeside oplyses endvidere, at
“Midlerne til turen stammer fra Dansk Idræts Forbund og team Danmark, der med økonomisk opbakning fra de olympiske partnere Salling Fondene, KIRKBI A/S, Arla, ISS, Toms, Ørsted, SAS, Toyota, Nykredit og BESTSELLER skaber bedre rammer og vilkår for talent- og elitearbejdet.”
Målgruppen er spillere, som står i overgangen mellem junior og senior, samt spillere, der enten er på vej ud til eller hjemvendt fra college i USA, og DTF har udtaget følgende spillere, som opnår støtte til turen:
Sofia Nami Samavati, Virum-Sorgenfri
Hannah Viller Møller, HIK
Karoline Laursen, KB
Carl Emil Overbeck, HIK
Sebastian Grundtvig, Gentofte
Jesper Andi Jørgensen, HRT
Gustav Theilgaard, Hillerød
Desuden har både Kasper Elsvad (KB) og Romeo Midtgaard Jivraj (Lyngby) tilsluttet sig truppe på eget initiativ.
Alle de 6 mandlige danske deltagere måtte igennem kvalifikationen, og ved skæbnens ugunst skulle Jesper og Romeo møde hinanden i 1. kvalrunde, hvorved Romeo måtte forlade turneringen, da Jesper vandt 7-5, 6-3.
For Sebastian sluttede turen på uheldig vis, idet han blev skadet og måtte trække sig efter 0-6 i 1. sæt mod Osman Torski (GER).
Kasper fik ligeledes en kort optræden, da han modtog “briller” af 10. seedede Lorenzo Bresciani (ITA) 6-0, 6-0.
Gustav måtte ligeledes forlade turneringen efter 1. kvalrunde, da 12. seedede Gregori Cordonnier (ARG) vandt 6-3, 6-4.
Det var tæt på, at Carl Emil ligeledes måtte sige tidligt farvel, da han mødte 9. seedede Roland Stuurmand (NED), men det endte dog med, at Carl Emil blev den “Stuure mand” – som man siger på jysk – da han vandt et jævnbyrdigt opgør 2-6, 6-2, [10-7].
Carl Emil vandt endnu mere overbevisende 6-2, 6-2 i 2. kvalrunde over Rhys Searant (AUS), hvorimod Jesper måtte ud i ombolde i match-tiebreak, da han vandt 6-4, 4-6, [12-10] over 12. seedede Gregorio Cordonnier (ARG).
Kvalfinalen blev derefter endestation for Jesper mod 6. seedede Fausto Tabacco (ITA), der vant 7-6(6), 6-2, hvorimod Carl Emil efter endnu en afgørelse i match-tiebreak vandt 3-6, 6-4, [10-5], og dermed var han klar til hovedturneringen, hvor der var ATP-point i spil.
Der blev dog ingen ATP-point til Carl Emil i denne omgang, idet 8. seedede Luca Prevosto (ITA) i 1. runde vandt 6-1, 6-2.
Til gengæld optjente Carl Emil med sejren i kvalfinalen 2 point til ITF-ranglisten, hvor Jesper optjente et enkelt point for at nå kvalfinalen.
Sofia var i kraft af hendes rangering som no. 978 på WTA-ranglisten direkte i hovedturneringen hos kvinderne, hvorimod både Hannah og Karoline måtte igennem kvalifikationen, hvilket for Hannah var en smertefri proces, idet hun i 1. kvalrunde vandt med de knusende cifre 6-0, 6-0 over Eszter Meri (SVK), og i kvalfinalen trak hendes modstander, Anfisa Danilchenko (RUS) sig, da Hannah førte 3-1 i 1. sæt.
Karoline vandt ligeledes med komfortable cifre 6-1, 6-3 i 1. kvalrunde over Delisha Guttikonda (USA), hvorefter der var mere kamp om sejren i kvalfinalen, hvor Karoline efter match-tiebreak vandt 4-6, 6-3, [10-3] over 3. seedede Perla Nieuwboer (NED).
Hverken Sofia eller Karoline opnåede WTA-point i hovedturneringen, idet Chiraz Bechri (TUN) vandt 6-3, 7-5 over Sofia, og 8. seedede Julia Stramatova (BUL) vandt 6-2, 6-1 over Karoline, der således optjente 2 ITF-point for sejren i kvalfinalen.
Hannah fortsatte sejrsrækken fra kvalifikationen, da hun i 1. runde vandt 6-2, 6-0 over Louise Brunskog (SWE), hvilket blev fulgt op med endnu en sejr i 1/8-finalen i et jævnbyrdigt opgør over 3 sæt, da det kun er i kvalifikationen, at kampe kan afgøres i match-tiebreak.
Sejrscifrene mod 5. seedede Katharina Hering (GER) blev 2-6, 7-5, 6-4.
I kvartfinalen blev det igen til 2-sæts sejr til Hannah, der vandt 6-4, 6-2 over Humera Begum Shaik (IND), der også havde været igennem kvalifikationen.
Sejrsrækken blev bremset i semifinalen af 2. seedede Martina Colmegna (ITA), der vandt 6-1, 6-2, og dermed blev det samlede udbytte for Hannah 30 point til ITF-ranglisten og 4 point til WTA-ranglisten, hvilket hendes træner og læremester var godt tilfreds med.
Stærkt af Hannah – på vej mod WTA ranglisten ????? #hiktennis pic.twitter.com/VB2tHt13dp
— Tine Scheuer-Larsen (@scheuertennis) September 27, 2019
Hannah kommer dog ikke på ranglisten endnu, idet der kræves mindst 10 point, eller at der optjenes WTA-point i mindst 3 turnering, inden en spiller kommer på ranglisten.
Stadig ingen ATP-point, men 2 WTA-point til Sofia
Efter planen skulle Hannah kun være med i den første uge, og da Sebastian blev skadet, blev truppen i den anden uge reduceret til 7 deltagere.
I den anden uge af Magic Tours skulle de mandlige danske deltagere atter igennem kvalifikationen, og denne gang lykkedes det ikke for nogen af dem at slippe videre til hovedturneringen.
Både Carl Emil og Kasper blev sendt ud i 1. kvalrunde af argentinske spillere, Ignacio Vinas vandt 6-4, 6-4 over Carl Emil, og 9. seedede Boruch Skierkier vandt 6-0, 6-3 over Kasper.
I et rent dansk opgør vandt Gustav over Romeo 6-1, 2-6, [10-2].
Jesper vandt sikkert 6-0, 6-1 over Ons Daaloul (TUN), hvorefter han i 2. kvalrunde vandt mere knebent 7-5, 7-6(8) over Samuel Paulovcak (SVK).
Gustav blev ligeledes klar til kvalfinalen, da han i 2. runde vandt 6-4, 3-6, [10-3] over 8. seedede Jing Long Weng (NED).
I kvalfinalen blev begge danskere besejret af seedede spillere, da 1. seedede George Von Massow (GER) vandt 6-4, 6-0 over Gustav, og 5. seedede Roland Stuurman (NED) fik revanche for nederlaget ugen før til Carl Emil, da han vandt 6-1, 6-4 over Jesper.
Hos kvinderne sørgede Karoline for at begge danske deltagere var med i hovedturneringen, da hun i 1. kvalrunde vandt 6-2, 6-2 over Chanel Scudiero (USA) og i kvalfinalen vandt Karoline 6-3, 6-2 over 4. seedede Daria Solovyeva (RUS).
Karoline var meget tæt på at optjene sig første WTA-point, da hun i 1. runde var i 3 sæt mod Aline Thommen (SUI), der vandt 5-7, 6-1, 7-5, men Karoline optjente dog yderligere 2 ITF-point for sejren i kvalfinalen.
Sofia, der ikke optjente point i den første uge, tog revanche i den anden uge, hvor hun nåede kvartfinalen, hvorved hun optjente yderligere 2 WTA-point og 12 ITF-point, efter at hun i 1. runde vandt 5-7, 6-1, 7-5 over Aline Thommen (SUI), og derefter 6-3, 6-4 over 6. seedede Emma Lene (FRA), inden 3. seedede Anna Pribylova (RUS) i kvartfinalen vandt 6-4, 6-1.
Efter denne første fælles tur for træningsmiljøet, forventes at der i 2020 arrangeres flere tilsvarende ture i 2020.