Dansk-amerikanske Julia Boserup er videre til 2. runde, hvor hun møder sin double-makker Naomi Broady torsdag kl. 17. Kampen kan følges på Livestream
Onsdag spillede Julia Boserup 1. runde i single ved Bush’s $50,000 Waco Showdown i Texas, hvor hun mødte no. 172 Samantha Crawford (USA), som er rangeret 18 pladser højere end Julia på ranglisten
Julia er efter nogle ugers pause inde i en god spillerytme, og statistikken fra nogle af kampene i sidste uges turnering i Macon, hvor hun nåede semifinalen, tyder på at hun har fået optimal udbytte af pausen, hvor hun bl.a. ville forsøge at forbedre sin ustabile serv, som havde kostet mange dobbeltfejl.
I Macon havde hun generelt en høj procent af 1. server og antallet af dobbeltfejl var reduceret væsentligt, hvilket var stærkt medvirkende til, at hun nåede helt frem til semifinalen, hvor hun dog tabte til 1. seedede Anna Tatishvili, som efter flere jævnbyrdig opgør tilsyneladende har fået det mentale overtag mod Julia.
I kampen mod Samantha Crawford var antallet af dobbeltfejl ganske vist oppe på 8, mens Crawford præsterede 7 dobbeltfejl og 4 esser.
Til gengæld var Julia mest effektiv på break-boldene, idet hun i løbet af kampen udnyttede 6 af 11, mens Crawford kun udnyttede 2 af 12.
Dette resulterede i sejr til Julia med cifrene 6-3, 6-1.
Julia spiller ligesom i sidste uge double sammen med Naomi Broady (GBR), der er no. 118 på ranglisten og seedet 2 i single, og det er netop hende, som Julia møder i 2. runde i single, idet Broady i 1. runde vandt 7-5, 6-3 over Kiah Generette (USA), som havde wildcard.
Kampen spilles torsdag kl. 17 dansk tid og kan følges på Livestream herunder, hvor man desuden kan se nogle af kampene fra 1. runde – dog blev Julias første kamp ikke vist.
Hvis man har Chromecast tilsluttet sit smartTV kan man med fra moderne smartphones og tablets med Livestream-app få billederne op på stue-alteret.