Anders Grinderslev har i to omgange været med til at sikre Give guld i holdturneringen for herrer. Senest i en flot finale i sidste sæson på KB, stedet som han er skiftet til efter et farvel til jysk tennis.
Der er ingen tvivl, Anders Grinderslev vil hade skribenten af denne artikel for overskriften. Den ydmyg tennistræner og spiller med det etniske ophav i Esbjerg har dog, mere end nogen anden, gjort sig fortjent til titlen. Ikke for hans fremherskende og højtråbende tilgang til spillet. Faktisk stik modsat. Ydmyghed og arbejdsomhed er de to ord, der kommer først op, når man spørger folk der kender ”AG”, hvad det er der gør ham værdsat, uanset om det er i Esbjerg, Give eller Skovbakken. De tre klubber i Jylland, hvor Anders Grinderslev har tilbragt det meste af sin tid.
Inden indendørssæsonen skiftede Anders Grinderslev Jylland ud med Sjælland, Give ud med KB. Et stort spring, der blev taget af flere årsager. Men hvorfor egentlig skifte en tryg tilværelse nær familie og venner ud med de langt større rammer i KB i al almindelighed og København i særdeleshed. Det har Tennisavisen spurgt Anders Grinderslev om.
– Kan du ikke beskrive, hvad det er tennis gør for dig? Du har brugt tusindvis af timer på sporten men virker slet ikke mæt, hvad er det den sætter gang i hos dig?
Når vi taler om, hvad tennis gør for mig, så er den lidt todelt for mig; På den ene side er trænergerningen. Jeg elsker mit job som tennistræner. Det at kunne være fysisk aktiv på sit job og have med unge mennesker at gøre, det er noget, jeg nyder. På den anden side side er mit eget tennis, hvor jeg efterhånden er blevet bedre til at slå hjernen fra og bruge tennissen som et frirum. I bund og grund elsker jeg bare at konkurrere, og tennis er jo så udfordrende en måde at konkurrere på – teknisk, taktisk, fysisk og mentalt kombineret. Man kan altid blive bedre til et eller andet! Mit trænerjob og eget tennisspil går hånd i hånd til dagligt. Jeg finder stor inspiration til min undervisning i mit eget spil og kampe. De ting jeg har lært og stadig lærer på daglig basis, forsøger jeg at dele ud af – så er det svært at blive mæt 🙂
– Hvad vækkede interessen hos dig for at skifte til KB og dermed rykke fra Jylland til hovedstaden?
Min kæreste og jeg blev begge færdige med vores kandidatuddannelse i september sidste år, så vi skulle finde vores første fuldtidsarbejde. Vi ville egentlig begge gerne prøve at bo i storbyen, og jeg kunne mærke at jeg ikke var færdig med at undervise i tennis og selv spille mindre end det jeg har været vant til (det ville være tilfældet hvis jeg tog et job der var mere i forlængelse af min akademiske uddannelse). Tværtimod havde jeg lysten til at fyre den endnu mere af på tennisbanen. KB, synes jeg, er Danmarks bedste tennisklub og de mennesker der arbejder i klubben, har jeg en rigtig stor respekt for – det var egentlig det, der vækkede min interesse.
– Hvad gjorde du dig af forestillinger om, hvordan det er at være en del af en stor klub i en stor by kontra det du kom fra?
Det er få klubber i Danmark, hvor man har så mange fuldtidsprofessionelle kollegaer. Det ville jeg gerne være en del af. Derudover er KB simpelthen en institution – med en enorm historie – det er noget, jeg føler jeg allerede her efter godt et år har fået ind under huden og er stolt af at være en del af. Jeg forestillede mig, at det var en god mulighed for mig selv for at udvikle mig.
– Levede disse ting op til, hvad der mødte dig?
Vi har på mange måder haft stor succes på KB det sidste år. Jeg føler også at jeg selv personligt har udviklet min egen tennis og trænergerning. Så forestillingen om dette, har i den grad levet op til det, jeg har oplevet siden mit skifte hertil.
– Udover størrelse og dimensioner, hvad er der så af forskelle på Give/Skovbakken og KB? Kulturelt, træningsindsats?
En af de største forskelle er størrelsen og ressourcer. Hvis man bruger de ting rigtigt, så er det klart, over en bred kam, at det smitter af på kvaliteten. Der er ekstremt mange dygtige tennisspillere på KB. Der er en stor konkurrence hver evigt eneste dag på træningen – det skaber en speciel kultur, som jeg nyder at være en del af og bidrage til.
– Hvis du skulle tage en ting fra Jysk tennis og integrere på KB og omvendt, hvad ville du så vælge?
Det er virkeligt et svært spørgsmål! Jeg tror ikke, jeg har et svar lige på stående fod. Men jeg lover at tænke videre over det!
Så selvom Anders Grinderslev ikke har det store behov for at få opmærksomhed, så giver det sidste svar en invitation til at tage fat i AG igen om et par år. Måske er han til den tid ”Kongen af Københavns tennis” og kan give svar på de store forskelle.