Uden en grundlæggende reformering af Davis Cup ville den traditionsrige turnering stille, men sikkert blive lagt i graven. Husk på det ikke er første gang, at der laves ændringer i formatet, lyder det fra ITF bestyrelsesmedlem Thomas Kønigsfeldt.
– Nogle gange er tennis mere end et spil. Mere end bare penge. De fleste af mine største sejre og værste nederlag kom i episke kampe i 5 sæt foran skrigende fans, hjemme eller ude. ITF tager med reformen af Davis Cup det væk fra den næste generation af tennisspillere.
Sådan skrev den australske tennislegende Lleyton Hewitt på Twitter tilbage i august 2018. Det var på det tidspunkt det lå fast, at en af sportens ældste turneringer, Davis Cup, stod foran gennemgribende forandringer. To ting står over alle andre elementer i den strukturelle ændring af turneringen, der har mere end 100 år på bagen.
Kampene i World Group, den højeste række, bliver i slutspillet reduceret fra bedst af fem sæt til bedst af tre sæt. Derudover går man væk fra begrebet home/away. Ser man bort fra den indledende kvalifikationsrunde først på året afvikles hele World Group over én uge sidst på året i Spaniens hovedstad Madrid. Her vil 18 hold dyste om titlen som vinder af Davis Cup 2019. På alle måder en voldsom forandring af en traditionsrig turnering, der i mange år har bragt sportens største stjerner rundt i verden. Også steder, der normalt ikke ville få besøg af sportens superstjerner.
ITF´s danske bestyrelsesmedlem understreger, at han selv er stor fan af hjemmebanekampe i Davis Cup. Præcis som han også sætter stor pris på en episk kamp i fem tætte sæt. Han har, med den øvrige bestyrelse i det Internationale Tennis Forbund, ITF, blot også skulle se realiteterne om turneringens aktuelle form i øjnene.
”De gode spillere deltog ikke i den udstrækning, det kunne være forventet. På 10 år er antallet af sponsorer halveret. TV stationerne var ikke længere på samme måde interesseret i produktet, da home/away formatet gjorde det svært at planlægge. Med færre indtægter, spillere der skal have store summer for at stille op, så var tiden ganske enkelt løbet fra det format, vi i mange år har haft,” forklarer Thomas Kønigsfeldt.
Han understreger, at Davis Cup oprindeligt udelukkende var en dyst mellem USA og EnglandStorbritanien. Siden kom andre lande med i et format, hvor sidste års vinder var direkte i finalen, Et format der først blev ændret i 1972. Således er strukturændringer i Davis Cup ikke et nyt fænomen.
Økonomisk urentabelt
– Jeg har altid spillet tennis, fordi det er min passion. Ja, mange kan gøre det til en god forretning. Lad dem. Men det er ikke årsagen til, hvorfor jeg startede med at spille. Det har altid været en ære at spille for mit land, men nu er denne smukke turnering (Davis Cup red.) blevet reduceret til et spørgsmål om penge.
Sådan lød det tilbage i august 2018 på Twitter fra den hollandske spiller Robin Haase. Han og en lang række andre spillere, herunder også Novak Djokovic, skød med skarpt mod de forandringer af World Group i Davis Cup, der blev annonceret. En kritik rettet mod ITF, der står bag afholdelsen af Davis Cup.
Spørger man Thomas Kønigsfeldt, giver han Robin Haase ret i at økonomi ikke kan ignoreres. Det er også et spørgsmål om penge. Davis Cup i sin hidtidige form er en underskudsforretning. Både for ITF men også for langt de fleste nationale forbund. Derfor gav det ingen mening ikke at slå til, da et godt tilbud, der i øvrigt lå i tråd med tidligere planer fra blandt andet Djokovic, dukkede op.
”For et par år siden anbefalede ATP´s eget spillerråd, med Djokovic i spidsen, at netop denne model skulle skabes, hvis de bedste spillere i hyppigere grad skulle deltage i Davis Cup. Den bestyrelse jeg er en del af blev valgt på blandt andet det faktum, at vi ville reformere Davis Cup. I samarbejdet med Kosmos ( Sports investerings firma med base i Spanien red.), fik vi muligheden for at realisere disse planer. Derfor kan jeg kun se det som en politisk udmelding, at Djokovic og Robin Haase (begge ATP player council medlemmer) nu kritiserer de planer, de selv var med til sætte i søen,” forklarer Thomas Kønigsfeldt.
Siden Novak Djokovic og ATP anbefalede en strukturændring har ATP selv lanceret et holdformat, der skal afvikles i starten af 2020 i Australien. Et format der betyder, at Hopman Cup sættes på stand-by. Desuden har tennissporten via Laver Cup oplevet et underholdningsformat, hvor Europa møder resten af verden i en dyst rundt om på forskellige locations. Tre holdformater er dog blot starten på en trend i international tennis tror Thomas Kønigsfeldt.
”Vi vil se flere af disse holdformater de kommende år. Der er en interesse blandt spillere og publikum for at følge et hold og ikke udelukkende individuelle spillere. Holdformatet kan tænkes på mange forskellige måder, hvilket jeg tror på vil få succes de kommende år,” afrunder Thomas Kønigsfeldt.
Det første slutspil i Davis Cup World Group afvikles i Madrid i Spanien i dagene 18-24. November.