[quote_box_center]Dette læserbrev er skrevet af Michael Østergaard Hansen. Indholdet er udtryk for skribentens egne holdninger, og ikke redaktionen på Tennisavisen.dk.[/quote_box_center]
I en tenniskamp kan du enten vinde eller tabe. Før der kan være en vinder, må der være en taber - før der kan være en taber, må der være en vinder. Dette er tennis’ nulsumstruktur, på godt og ondt.
Hvis fokus udelukkende bliver på sejr eller nederlag, så har vi sat vores fælles udvikling i stå. Hvad værdi har det at være nr. 3 i Danmark, når den 3. plads ville være besat af en anden, hvis du ikke havde den.
Det er ikke ændret på den samlede mængde lykke i verdenen – den er bare redistribueret, således du har mere af den end hvad du havde før. Der er til gengæld en der har mindre – og sådanne kom vi ingen steder.
Målsætninger
Hvis målsætninger er baseret på at få en større bid af kagen, i stedet for at forsøge at udvide kagen, vil jeg mene man har fejlet som spiller, som forældre, som menneske.
Misforstå mig ret, det er klart en fornøjelse at have målsætninger om turneringssejre og ranglisteplaceringer – så længe det går godt. Den dag det, muligvis, ikke går godt længere, hvad bygger man så sin lyst til spillet på?
Det er selvopfyldende at de unge mister deres motivation til sport, hvis deres motivation i første omgang bliver opfostret på baggrund af en nulsumstankegang. På et tidspunkt bliver det synligt, at kagen ikke var lavet til dem – og så er der ingen grund til at sætte sig til bords.
Krigslignende tilstande
[quote_box_center]“Son, a real battlefield lacks dignity and honor. When lives are being spent—actual human lives—those high-minded concepts lose their meaning. All that matters is victory. If you have blades, you’ll use blades. If you have rocks, you’ll use rocks. If there’s nothing but sand, you’ll throw the damn sand. A true war is only waged when men don’t want to live to see what failure looks like. You do what it takes to win. You go wherever necessity takes you.” – B. Justin Shier[/quote_box_center]
Idéen om at sejren er det primære, fordre også den ubehagelige opførsel, hvor bolde tæt på linjen pludselig bliver ens mulighed for at få en bid af kagen. En art ultimatum spil, hvor begge spillere intet andet valg har en at snyde den, der selv snyder.
Det ender oftest i at den tabende person går grædende fra banen, fordi nederlaget bliver et signal om formindsket værdi som menneske – den vindende derimod bruger sejren som signal, via sociale medier og blær, om forhøjet værdi som menneske.
Lad mig anbefale at der sættes lidt mindre fladpandede grundprincipper i spil, når en tenniskamp spilles – en mulighed for at være rolig under pres, lade tvivlen komme modstanderen til gode og være komfortabel med sig selv i nederlagets time.
Der er plads til værdighed og ære på en tennisbane – det skal bare italesættes, og sættes værdimæssigt over idéer om sejr for enhver bekostning.
Den indre motivation
Nogle gange skal ting udføres, hvor ingen indre motivation eksisterer. Opvasken, oprydningen og lignende klarer ikke sig selv, og det virker utopisk at vi ejer indre motivation for sådanne opgaver, medmindre vi samtidige ejer en art neurose.
Tennis er dog ikke nødvendigt i vores liv, på nogen måde, hvorfor det ikke giver filosofisk mening at dyrke sporten, medmindre den bidrager til ens livskvalitet.
Jeg vil derfor gerne opfordre forældre og spillere til at stoppe op, tænke over hvilke mål, og deraf hvilke midler der bliver brugt til jeres tenniseventyr.
[quote_box_center]Opfordring: Har du også et læserbrev, debatoplæg eller lignende som er relevant for læserne på Tennisavisen.dk, så send det til os på kontakt@tennisavisen.dk.[/quote_box_center]
