Det danske Davis Cup-landshold har efter et imponerende 2021 spillet sig nærmere det fornemme selskab. Nu venter den hidtil største udfordring, der grundet udebane, er blevet endnu sværere.
Håret er langt, ketsjeren er af træ og læderjakken sidder perfekt i forhold til de stramtsiddende jeans. Lyder det som en scene taget ud af en film skudt i 1980´erne?
Hvis det var den tanke du havde, så skal du endelig læse videre i denne artikel. Vi er på Aarhus 1900´s udendørsanlæg i 1984, hvor holdkaptajn Finn Christensen giver de sidste gode råd inden Michael Mortensen skal i aktion. Sammen med Peter Bastiansen udgør han det danske hold, der denne weekend skal forsøge at bevare Danmark i World Group. På forhånd har Indien det klart bedste mandskab, så hjemmebanefordelen har Danmark forsøgt at sætte i spil til yderste potens. I sidste weekend af september står en flok frysende indere derfor på de udendørs tennisbaner i Aarhus og skal forsøge at levere på det grus, de ikke kender meget til hjemme i Indien.
Udover en flot sejr i lørdagens double er de danske chancer for sejr minimale. Fredagens to singler giver samlet Danmark 8 partier i 6 sæt, hvilket med al tydelighed understreger klasseforskellen mellem de to lande denne weekend. Ført an af den legendariske Amritraj-familie har danskerne aldrig en mulighed for at byde de indiske værter op til dans. Det skulle da lige være, hvis kampen havde foregået på Casablanca eller en af de andre populære beværtninger i smilets by.
Selv husker Michael Mortensen også med glæde tilbage på kampen, der præcis som resultatet siger det, var et opgør mellem to nationer på forskellige niveauer. Hjemmebane, kulde og halvsløje grusbaner kunne ikke for alvor ændre på det faktum. Et faktum der gjorde, at Indien udlignede til 1-1 i den indbyrdes statistik mellem de to lande. Tilbage i 1927 lykkedes det Danmark på hjemmebane at besejre Indien 5-0. Dengang var det med et dansk hold bestående af Povl Henriksen, Axel Petersen og Einer Ulrich.
Ny tid med historiens vingesus
Når Danmark fra den 4-5 marts 2022 gæster Indien og Deli Gymkhana Club i New Delhi bliver det til det tredje opgør mellem de to nationer i Davis Cup-sammenhæng. Efter i en årrække at have været inddelt i geografiske zoner ændrede man formatet i en af de mest traditionsrige sportsbegivenheder, hvor nationer på årlig basis dyster mod hinanden. Det betyder, at variationen af modstandere er blevet større. Eksempelvis har Danmark de seneste kampe på hjemmebane mødt Puerto Rico og Thailand, mens sidste år blev afrundet med en flot sejr ude mod Marokko.
Nu venter så et nyt opgør med Indien i en ny tid, hvor ikke meget er, som det var for 38 år siden i Aarhus. For første gang mødes landene i Indien og det foregår på hjemmeholdets eget favoritunderlag græs. Det eneste der er som det var senest er, at Indien via deres holdudtagelse på forhånd må betegnes som klare favoritter. Danmark må se bort fra deres helt store profil Holger Rune. Danmark stiller med Mikael Torpegaard, Johannes Ingildsen, Christian Sigsgaard, Elmer Møller og Frederik Løchte Nielsen. Danmarks spillende kaptajn Frederik Løchte Nielsen ser modstanderen som favorit, men vil naturligvis bestræbe sig på at få det maksimale ud af holdet, han skal til Indien med.
– Indien er favoritter. De har et hold fyldt med erfarne Davis Cup-spillere, der er på hjemmebane på et lidt specielt underlag, som de er klart mere komfortable på, end vi er. Men vores spillere er gode, og når vi rammer dagen, kan vi hamle op med de fleste hold i verden, siger Frederik Løchte Nielsen om kampen mod Indien.
Indiens hold består af Ramkumar Ramanathan (ATP-single 184/ATP-double 97), Prajnesh Gunneswaran (ATP-single 235), Divij Sharan (ATP-double 135), Yuki Bhambri (ATP-single 669) og double-legenden Rohan Bopanna (ATP-double 38).
Græs ikke ubetinget en ulempe
Danmarks erfarne kaptajn har naturligvis mange gode erfaringer med græs. Ingen glemmer den sensationelle triumf ved Wimbledon tilbage i 2012. Underlaget er hurtigere og i dansk tennis ganske sjældent. I Indien findes der masser af græsbaner, hvilket har gjort inderne har valgt underlaget. De typer spillere det danske hold har med til Indien, er dog ikke helt skævt i forhold til det atypiske underlag.
– Folk skal serve godt og turde være spilafgørende. Men det føler jeg også ligger meget godt til vores spillere. Så skal vi som altid – og det plejer at være Danmarks force – skabe en god stemning, der gør, at drengene kan levere deres bedste, siger Frederik Løchte Nielsen.
Davis Cup-kampen afgøres bedst af fem kampe. Alle kampe spilles bedst af tre sæt. Kampen er en World Group I play-off og gælder om retten til at spille på næsthøjeste niveau i landsholdstennis senere på året. Vinder Danmark over Indien, spiller Danmark World Group I til september. Taber Danmark til Indien, bliver det en tur retur til World Group II.