Den opmærksomme læser af Tennisavisen har formentlig bemærket, at man kan følge kampe fra de fleste ATP Challenger turneringer på 2 baner, og derfor har vi ofte haft mulighed for at følge nogle af Frederik Løchte Nielsen kampe.

I denne uge deltager Løchte, der på den seneste rangliste er faldet 8 pladser tilbage som no. 306, i Knoxville Challenger i Tennessee, hvor han i 1. runde tirsdag kl. 1730 møder 5. seedede (116) James Duckworth (AUS), som han har mødt en enkelt gang tidligere i Winston-Salem i 2013, hvor Løchte vandt 7-5, 6-2.

Løchte behøver ikke vente 2 år på sit næste møde med Duckworth, idet han samme dag kl. 2330 dansk tid igen står overfor australieren og hans tyske makker Mischa Zverev (GER) i double, hvor Løchte for 5 turnering i træk spiller sammen med Johan Brunstrom (SWE).

Tennisavisen har spurgt Løchte, om parret har planer om at fortsætte et fast makkerskab i et forsøg på at komme ind i de større ATP-turneringer og Grand Slams, hvortil Løchte svarer

“Nej, umiddelbart har vi ikke planer om spille fast næste år, men vi tager det lidt som det kommer. Jeg har stadig ikke planer om at overgive mig til double, så det afhænger af vores forskellige planlægninger. Desuden skal vi begge forbedre vores rangeringer markant for at være aktuelle for Grand Slams.”

Løchte blev også spurgt, om der var grund til bekymring, da han i sidste uge blev behandlet under sin 2. single-kamp i Charlottesville, men han har dette beroligende svar

“Nej, ikke noget bekymrende som sådan. Det var bare generende på kort sigt. På min sidste serv i mit andet servegame fik jeg et hold i nakken, som naturligvis er meget generende, men ikke burde tage mere end et par dage at komme sig over. Jeg er sensitiv i nakke regionen, og har været igennem tilsvarende adskillige gange og er relativt bekendt med situationen. Det overrasker mig ikke, at det kommer efter sen rejse til USA og DC weekend.”

Løchtes single tirsdag kan følges herunder på livestream kl. 1730, hvorefter man kan følge yderligere 2 singler (WC) Hunter Reese (USA) vs. (177) Mischa Zverev (GER) og [4] (110) Ryan Harrison (USA) vs. (155) Blaz Kavcic (SLO), inden doublen spilles tidligst 2330.
Hvis man bliver hængende oppe, kan man derefter følge endnu en single mellem [6] (122) John-Patrick Smith (AUS) og Verdens bedste junior-spiller (205) Taylor Fritz (USA)

Mikael Ymers debut på Challenger på Livestream

Mens Verdens bedste junior 18-årige Taylor Harry Fritz som nævnt deltager i Knoxville, deltager en anden af Verdens bedste juniorer (615) Mikael Ymer, som det danske publikum kunne stifte bekendtskab med ved Davis Cup mod Sverige, i en ATP Challenger i Bratislava.

Kampen kan følges herunder på Livestream, hvor man forinden kl. 1400 kan følge kampen mellem 1. seedede (66) Lukas Rosol (CZE) og (162) Daniel Brands (GER).
Efter Ymers kamp følger (185) Aslan Karatsev (RUS) vs. [6] (131) Norbert Gombos (SVK) samt (210) Uladzimir Ignaik (BLR) vs. (WC) (861) Alex Molcan (SVK)

Mikael Ymer
Foto: Sportsfotograf.com.

Mikael Ymers storebror no. 132 Elias Ymer, deltager ligeledes i turneringen, hvor han er seedet 7, og han møder i 1. runde 36-årige (219) Radek Stepanek (CZE), som har wildcard.
Den kamp spilles dog ikke før onsdag, hvor den formentlig også kan følges på Livestream.

Hvis resultaterne flasker sig for de 2 brødre, kan de mødes i semifinalen i nederste halvdel.

Tennisavisens svenske kollegaer på SweTennis.se har denne Livestream oversigt, som har link til samtlige ATP Challenger turneringer, som dækkes på Livestream.

Julia Boserup møder vinderen fra Waco

Tennisavisen kan tilføje, at der i denne uge formentlig også vil blive Livestream-dækning fra $50.000, Scottsdale, Arizona, USA, hvor dansk-amerikanske (190) Julia Boserup i 1. runde møder (205) Viktorija Golubic (SUI), som i sidste uge vandt turneringen i Waco med finalesejr 6-2 6-1 over (130) Nicole Gibbs (USA), bl.a. efter sejr 0-6, 6-4, 6-2 i kvartfinalen over (141) Rebecca Peterson (SWE), som ugen før havde vundet finalen i Macon over 1. seedede (110) Anna Tatishvili (GEO), der i semifinalen sendte Julia Boserup ud 6-4, 6-0.
Svenskeren deltager ligeledes i denne uge i Scottsdale, hvor hun er seedet 5 og indleder mod en kval-spiller.

Der er endnu ikke oprettet link til turneringen, men den vil kort før hovedturneringen starter tirsdag dukke op på dette link.
Turneringen er den sidste i rækken af 2015 USTA WOMEN’S PRO CIRCUIT.
Boserup spiller dog tidligst 1. runde onsdag.

Tennisspilleren Julia Boserup
På billedet ses Julia Boserup. Foto: Sportsfotograf.com.
Forrige artikelNyt DTF e-magasin er nu online
Næste artikelChampions Battle: Frivillige søges, får 2 billetter til kampen
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.