Efter en sikker sejr i 1. runde måtte Holger Rune bruge 2½ time, inden han med sejr i 3 sæt blev klar til kvartfinalen, hvor han har en oplagt chance for at nærme sig top 500

Efter afslutningen af weekendens UTR Leschly Nordic Challenge, hvor Christian Sigsgaard vandt over Holger Vitus Nødskov Rune i søndagens finale, opstod tvivl om, hvorvidt Holger ville blive klar til at deltage i M15-turneringen Club Megasaray Series 3 i Antalya i Tyrkiet som følge af en vabel under den ene fod.

Nordic Masters: Useedede Christian Sigsgaard viste klasse og vandt både titel og 80.000 kr.

Efter en tur på skadestuen, hvor der blev suget væske ud, blev vablen beskyttet efter alle kunstens regler med compeed, skumplaser og kinesiotape, så vablen kunne hele uden at blive generet af hård gaze direkte på vablen.
Arrangørerne imødekom ønsket om, at Holger først skulle spille sin kamp i 1. runde onsdag mod ranglistens no. 864 Matteo Gigante (ITA), hvilket var ekstra tiltrængt på grund af en øm fod og en ryg, der havde sat sig.

Tiden inden den første kamp blev udnyttet til et nyt indlæg på Holgers blog hos ITF.

Den ekstra dag bevirkede, at Holger efter en halv times træning onsdag formiddag var helt klar til at konkurrere uden gener, og efter en start med lange dueller tog Holger stadig mere styring i løbet af kampen, som han vandt overbevisende 6-1, 6-1.

Torsdagens 1/8-finale blev efter et par timers forsinkelse afviklet på en regntung bane mod 22-årige no. 593 Alexander Donski (CAN), der sørgede for, at Holger ikke fik rytme i spillet, idet han varierede med både lobs og stopbolde, og taktikken gav pote i 1. sæt, som canadieren vandt 5-7.

I 2. sæt brød Holger sin modstanders serv på den 2. break-mulighed efter 15-40 til 3-2, og derefter afværgede Holger selv 3 break-muligheder, da han udbyggede føringen til 4-2, og han sikrede sig sættet, da han brød canadierens serv igen til 6-3.

Holger fik en skidt start på 3. sæt, da han kom bagud 0-40 og blev brudt til 0-1 i 2. forsøg, men han brød dog straks tilbage til 1-1 efter 15-40 og 30-40, hvorefter han afværgede en enkelt canadisk break-mulighed og bragte sig på 2-1.
Efter sikre servepartier til begge havde Holger 3 muligheder for at bryde serven og bringe sig på 4-2, men Donski afværgede dem alle, og i stedet havde han selv en enkelt mulighed for at bryde Holgers serv i det 7. parti, som levede op til betegnelsen som “psykologisk” afgørende for kampen, idet Holger efterfølgende udnyttede en break-mulighed ved 30-40 til 5-3.
Donski havde en enkelt chance for at bryde tilbage ved 30-40, da Holger servede for kampen, men Holger afværgede muligheden og lukkede efter næsten 2½ time kampen på den første matchbold til resultatet 5-7. 6-3, 6-3.

Turneringer uge 49: Sigsgaard på livestream for Fair Play. Mulig livestream fra Antalya og Madrid med Rune og Vanshelboim

I optakten til ugens turneringer blev det forventet, at Holger i en eventuel kvartfinale kunne møde no. 219 Cem Ilkel, som Holger overraskende havde besejret i Davis Cup opgøret mod Tyrkiet i 2019, men selvom Ilkel både er seedet 1 og har hjemmebane, blev han i 2. runde besejret af 18-årige Sebastian Gima (ROU), der er no. 1401 på ATP-ranglisten og i starten af året var no. 39 på junior-ranglisten.

Umiddelbart forekommer det som en sensationel sejr mod Ilkel, der før corona-pausen var i top 200, men et studie af Ilkel’s seneste resultater viser, at han har ganske få sejre på grus.
Holger mødte Gima for 2 år siden i en Grade 1 grusturnering i Mexico City, hvor Holger vandt 6-0, 6-2, og rumænerens efterfølgende resultater tyder ikke på, at Holger bør få problemer, hvis han i øvrigt yder en fokuseret indsats.
I tilfælde af sejr er Holger formentlig blot en enkelt sejr fra top 500.

Kvartfinalen er programsat til torsdag kl. 0800 dansk tid på Court 2, hvor den kan følges på livestream, men vejrmeldingen tyder på, at der igen kan opstå forsinkelser.

 

Forrige artikelTurneringer uge 49: Sigsgaard på livestream for Fair Play. Mulig livestream fra Antalya og Madrid med Rune og Vanshelboim
Næste artikelTomme flasker var nøglen til padel-bane i Rødekro
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.