En maraton-kamp på næsten 4 timer i 1/8-finalen banede vejen for, at Johannes Ingildsen vandt sin første professionelle titel i single, og han satte kronen på værket med sæsonens 3. double-titel

Efter at 24-årige Johannes Ingildsen (Joe) sommeren 2021 afsluttede sit ophold på University of Florida, har han forsøgt at etablere sig som professionel tennisspiller på ITF Futures touren, hvor der er benhård konkurrence i M15-kategorien for at få fodfæste på ATP-ranglisten.

I de første 2 turneringer efter hans “graduation” fra college i Florida fik Joe wildcard til de danske M15-turneringer i Vejle og KB, og efter nederlag i 1. runde i Vejle lykkedes det for Joe at optjene sine første 2 ATP point, da han nåede kvartfinalen i KB.
De 2 rangliste-point åbnede mulighed for, at Joe kunne få adgang til kvalifikationen til et par M15-turneringer i Monastir i Tunesien, hvor han dog ikke opnåede resultater, der medførte yderligere point til ranglisten, og der var heller ingen point at hente, da han fik mulighed for at deltage i kvalifikationen til M25 i Falun i Sverige i slutningen af september.

Derimod kom der igen point på kontoen, da Joe i oktober vendte tilbage til Florida, hvor han nåede kvartfinalen ved M15 i Naples, hvilket indbragte yderligere 2 point, og i slutningen af oktober opnåede Joe sit hidtil bedste resultat, da han nåede finalen ved M15 i Tallahassee.

I starten af november måtte Joe nøjes med et enkelt point mere, da han i 1/8-finalen ved M15 i Fayetteville i Arkansas manglede de afgørende marginaler mod Charles Broom (GBR), der vandt 6-4, 4-6, 7-6(2), og marginalerne manglede også 2 uger senere i kvalfinalen ved M15 i East Lansing i Michigan, hvor Matt Kuar (USA) vandt den afgørende matchtiebreak 13-11.

Derefter var Joe på en “fransk visit” i Marokko med Danmarks Davis Cup trup, hvor han til manges overraskelse ikke fik spilletid, selvom han var anført på holdkortet til doublen sammen med den spillende holdkaptajn Frederik Løchte Nielsen, som i stedet valgte at spille sammen med Christian Sigsgaard, der sammen med Løchte bragte Danmark foran 2-1, inden August Holmgren sikrede Danmark sejren og mulighed for at kvalificere sig til Group I, hvis Danmark 5-6. marts vinder på udebane mod Indien i Group I Play-offs.

Davis Cup: Efter sejr i doublen sikrede August Holmgren oprykning i ren opvisning

Joe har i de fleste turneringer også deltaget i double, hvor han både i college-tiden og den efterfølgende periode har opnået sine bedste resultater, idet han sammen med Christian Sigsgaard var i finalen ved M15 i Vejle, og ugen efter vandt de sammen double-titlen i KB.
Desuden var Joe sammen med August Holmgren i finalen ved en M15 i Monastir, og i Florida har Joe sammen med 22-årige Duarte Vale (POR) været i 2 double-finaler, med en titel i Vero Beach som det bedste resultat, hvorved Joe foreløbig havde vundet 2 double-titler i 5 finaler.

Umiddelbart efter turen til Marokko rejste Joe videre til Den Dominikanske Republik, hvor han både i sidste og indeværende uge var tilmeldt M15 turneringer i Santa Domingo i både single og double, hvor han spiller sammen med den jævnaldrende Alfredo Perez (USA), som også var var Joe’s makker på college-holdet i Florida.

Efter en flyvende start på turneringen med en sikker sejr 6-0, 6-1 over Gonzalo Achondo (CHI), der var videre fra kvalifikationen som Lucky Loser, vandt Joe i torsdags med de langt mere jævnbyrdige cifre 7-6(8), 4-6, 6-4 over Sebastian Gima (ROU) i 1/8-finalen, som muligvis  er karrierens længste kamp, idet den først var afgjort efter 3 timer 42 minutter.

Dagen efter mødte Joe no. 596 Felix Corwin (USA), der var seedet 1 i turneringen, og efter endnu en jævnbyrdig affære sikrede Joe efter knap 2 timer sejren 6-3, 6-3.
Den afgørende forskel blev, at Joe var den mest effektive på “big points”, idet han udnyttede 6 af 7 break-muligheder, hvorimod Corwin kun formåede at bryde serven 3 gange.
Medvirkende hertil var, at Joe ved 8 af modstanderens 11 break-muligheder satte 1. serven.

Turneringen var plaget af dårligt vejr, som medførte at mange kampe måtte udsættes, hvilket også var tilfældet i double, hvor Joe og Perez var seedet 3.
Efter 6-1, 6-4 i 1/8-finalen mod Louis Allen (GBR) og Razvan Baiant (CAN) medførte førnævnte forsinkelser, at kvartfinalen mod det italienske par Marco Brugnerotto og Tommaso Carnevale-Miino blev udsat til i fredags, hvor Joe og Perez vandt 6-2, 6-2.

Dagen efter mødte Joe igen Marco Brugnerotto i semifinalen i single, hvor Joe vandt 6-3, 7-6(4) og dermed var han klar til sin 3. M15 finale, men de fortsatte vejr-problemer forhindrede, at semifinalen i double mod Blaise Bicknell (USA) og Rowland Phillips (JAM) kunne nå at blive gennemført, og derfor blev den udsat til om søndagen, hvor den blev programsat til efter finalen i single.

Den anden semifinale i single mellem 6. seedede Jorge Panta (PER) og Enzo Wallart (FRA) blev på grund af vejr-problemerne lørdag afbrudt ved stillingen 6-6 i 1. sæt, og da den blev færdigspilles søndag, vandt Panta 7-6(4), 4-6, 6-2.

Efter en pause blev finalen derefter afviklet, og igen var Joe effektiv på de vigtige point, idet han udnyttede 5 af 6 break-muligheder, hvilket efter lidt mere end 2 timer sikrede sejren 6-4, 6-3, og dermed vandt Joe karrierens første professionelle titel i single, hvilket straks blev slået op på hans klubs Facebook-side.

Efter endnu en pause kunne semifinalen i double omsider gennemføres, og selvom Joe og Perez var langt bagud i den afgørende matchtiebreak, lykkedes det dem alligevel at sikre sejren 4-6, 6-0, [11-9].

Da både Joe og Perez samt franskmændene Alexis Musialek og Enzo Wallart, der var deres modstandere i finalen, også deltager i denne uges M15 turnering i Santo Domingo, havde alle 4 mulighed for at spille finalen dagen efter, hvor Joe for 3. gang i år vandt en double-titel, da han sammen med Perez vandt 7-6(4), 6-3 over franskmændene.

Joe og Perez spiller allerede igen tirsdag, hvor de i 1/8-finalen møder Matthew Foster-Estwick (BAR) og Tommaso Carnevale-Miino (ITA) på Court 7 ved 19-tiden.
Joe spiller tidligst onsdag i single, hvor hans modstander først findes, når kvalifikationen er gennemført.
Ligesom i sidste uge kan alle kampe på Stadium og Court 1 følges på livestream.

Da optjente ATP-point i M15 og M25 turneringer først opdateres på ATP-ranglisten med en uges forsinkelse er Joe fortsat udenfor top 1000 på den seneste rangliste, men når de 10 point for titlen medregnes på live-rankingen, tager han et stort spring fra no. 1013 til no. 821 med i alt 21 point, hvorved han er et enkelt point efter August Holmgren, der er no. 810 på live-rankingen.

På double-ranglisten er Joe næsthøjst rangerede dansker – efter Løchte – som no. 807 med 44 point på den seneste rangliste, og når de 10 point tilføjes i næste uge, vil Joe være omkring no. 726 på double-ranglisten.

 

Forrige artikelITF Junior Bergen: Vilma slutter sæsonen med karrierens første ITF junior titel.
Næste artikelTeam Danmark-støtte til dansk tennis
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.