Topseedede Elmer Møller og August Holmgren spillede sig som forventet frem til finalen, hvor resultatet afspejlede de to finalisters aktuelle formkurve
I optakten til den forløbne uges turneringer blev fremhævet, at 20-årige Elmer Møller på det seneste har gjort markante fremskridt på ATP-ranglisten, hvor han de seneste 12 måneder er avanceret fra lige under top 600 til sin hidtil højeste rangering som no. 270 på ranglisten pr. 27. maj, hvor han havde i alt 210 point.
Uge 24: Elmer Møller M25 titelforsvar i Aarhus. Clara Tauson på græs i Holland
Baggrunden for den hastige opstigning på ranglisten blev grundlagt, da Elmer for godt et år siden vandt en M15 titel i Constanta i Rumænien, og 2 uger senere vandt han titlen ved sidste års M25 turnering i Riisskov, da han vandt finalen over Leo Borg.
Efterfølgende var Elmer finalist ved 2 M15 turneringer i Holland og på hjemmebane i Vejle, hvorved han optjente 3 gange 8 point, og desuden optjente han 11 point ved ved at vinde 2 kampe i kvalifkationen og derefter nå 1/8-finalen ved ATP Challenger 75 Amersfoort i Holland.
Elmer havde hidtil primært spillet M15 og M25 på ITF Men’s World Tennis Tour, men en fortsat forbedret rangering åbnede mulighed for at få adgang til kvalifikationen til turneringer på ATP Challenger touren.
Derved fik han i starten af september 2023 en ny mulighed i kvalifikationen til ATP Challenger 75 Cassis i Frankrig, hvor August Holmgren ligeledes deltog, og ved skæbnens ugunst mødte de hinanden i kvalfinalen, som August vandt 6-3, 6-2.
Dog var Elmer “heldig” og fik en ny chance som Lucky Loser, og med en sejr i 1. runde sikrede han sig yderligere 9 point til ranglisten, mens August måtte “nøjes” med de 4 point, som han optjente i kvalfinalen, da han blev besejret i 1. runde af hovedturneringen.
I 3 efterfølgende ATP Challengers nåede Elmer ikke videre fra kvalifikationen, og de udeblevne sejres påvirkning af selvtilliden har formentlig også haft indflydelse på, at Elmer i november 2023 ved 2 M25 turneringer i træk i Heraklion ikke slap videre fra 1. runde.
Dog sluttede Elmer 2023 sæsonen ved at gå hele vejen, da han vandt titlen ved M15 Limassol på Cypern efter 5 suveræne 2-sæts sejre.
2024 blev indledt med et 1. runde nederlag ved M25 i Luxembourg, men ugen efter opnåede Elmer sit hidtil bedste Challenger resultat, da han efter sejre i kvalifikationen nåede kvartfinalen og optjente 16 point til ranglisten.
I de efterfølgende 3 M25 turneringer var point-høsten begrænset til 5 point, inden Elmer igen nåede til tops i en M25 turnering på Sardinien i starten af april og optjente yderligere 25 point, og han kunne tilføje yderligere 16 point, da han ugen efter nåede kvartfinalen ved ATP Challenger 75 i Spit i Kroatien.
I starten af maj var Elmer igen “heldig”, da han som Lucky Loser efter nederlag i kvalfinalen ved ATP Challenger 75 Francavilla al Mare i Italien nåede kvartfinalen og optjente 14 point, og i slutningen af maj opnåede Elmer sit hidtil bedste resultat, da han for første gang i karrieren var i en ATP Challenger 75 finale i Augsburg i Tyskland, hvor han optjente 44 point, og derved var den samlede point-høst de seneste 52 uger 210 point og en rangering som no. 270.
Derved var Elmer den næsthøjeste rangerede dansker på ATP-ranglisten, hvor August Holmgren 4. marts opnåede sin højeste rangering som no. 278 med 199 point.
En væsentlig årsag hertil var en M25 titel i Texas i slutningen af oktober og point optjent ved 4 Challengers i Japan, hvor August nåede semifinale ved ATP Challenger 75 Matsuyama og optjente 34 point, og en 1/8-fiiale ved ATP Challenger 75 Kobe gav yderligere 11 point.
Efter tidlig exit ved ATP Challenger 75 Yokohama optjente August 25 point med en kvartfinale ved ATP Challenger 100 Yokkaichi.
Førnævnte resultater bevirkede, at August sluttede sæsonen i top 300, og da han optjente 10 point med en 1/8-finale ved ATP Challenger 75 Santa Cruz de Tenerife nåede han et foreløbigt højdepunkt som no. 278 med 199 point.
Derefter fulgte et par turneringer i USA med beskedne resultater ved M25 Bakersfield og Calabasas, hvor August i 2. runde blev besejret 6-4, 6-3 af brasilianske Karue Sell, som bogstavelig talt indledte en dansk “karruseltur”, idet August måtte forlade de næste 3 ATP Challenger turneringer allerede efter en enkelt kamp i kvalifikationen.
Både ved ATP Challenger 75 Augsburg i slutningen af maj og ATP Challenger 125 Heilbron i starten af juni var August direkte i hovedturneringen, hvor han igen måtte nøjes med en enkelt kamp.
Det var således med modsatrettede formkurver, at Elmer og August mødte op til dette års udgave af M25 Aarhus, som blev afviklet på Elmers tidligere hjemmebane i Skovbakken, hvor Elmer og August var seedet henholdsvis 1 og 2.
Begge levede dog op til deres seedninger, men August var seriøst udfordret i 2. runde, hvor han efter en sikker sejr 6-4, 6-0 over no. 547 Olaf Pieczkowski (POL) måtte bruge 3 sæt, inden han vandt 6-7(5), 6-4, 6-2 over 19-årige Kane Bonsach Ganley, som Tennisavisens trofaste læsere, der følger med i den løbende resultatservice, formentlig har bemærket spiller under dansk flag.
Kane er født og opvokset og bor på Mallorca, men da han har dansk mor, har han både spansk og dansk statsborgerskab.
Han har fortalt til Tennisavisen, at han har valgt at repræsentere Danmark, fordi han gerne vil gøre sin mor stolt, og han føler sig også mere dansk indvendig, selvom han ikke kan tale dansk – han forstår dog det meste, fortalte han.
Hans ambition er at blive professionel og leve af at spille tennis.
I kvartfinalen mod no. 981 Adam Heinonen (SWE) vandt August 7-6(4), 6-3, og i semifinalen mod 4. seedede no. 396 Lucas Gerch (GER) var August på klar finalekurs efter 6-0 i 1. sæt, men tyskeren var var tæt på at presse kampen ud i 3 sæt, da han havde sætbolde i 2. sæt, hvor en længere regnvejrspause forsinkede kampen.
August vandt dog sættet 8-6 i tiebreak.
Semifinalen blev spillet samtidig med, at Elmer på Court 1 ligeledes uddelte “æg” i 1. sæt mod no. 1196 Toby Martin (GBR), der dog var bedre med i starten af 2. sæt, hvor han havde chancer for break til 3-1, men Elmer fandt tilbage på sporet fra 1. sæt og efter førnævnte regnvejrspause vandt han kampen 6-0, 6-2.
Heller ikke i de første runder var Elmer på noget tidspunkt i problemer, da han i 1. runde vandt 6-2, 6-2 over sin klubkammerat fra KB no. 1023 Philip Hjorth, og i 1/8-finalen 6-3, 6-1 over no. 1090 Jonas Trinker (AUT).
I kvartfinalen mod KB’s ukrainer Eric Vanshelboim, der måtte trække sig efter 1. sæt, som Elmer vandt 6-3.
Finalen blev derved som forventet mellem de to topseedede danskere, og de førnævnte modsatrettede formkurver blev afspejlet i kampen, hvor Elmer med en solid indsats vandt 6-3 i 1. sæt, hvor August dog undervejs havde muligheder for at skabe spænding om resultatet, men Elmer havde et solidt overtag i 2. sæt, hvor han igen uddelte “æg”, da han vandt 6-3, 6-0.
Elmer kommer ikke til at hvile på laurbærrene, idet han i den kommende uge er tilmeldt ATP Challenger 50 Blois i Frankrig, og i de efterfølgende 2 uger er han som følge af sin fremgang på ranglisten direkte i hovedturneringen ved italienske ATP Challenger 75 turneringer i Milan og Modena, hvor August i begge tilfælde er på entrylisten til kvalifikation.
August var også i finalen i double, hvor han sammen med Christian Sigsgaard mødte Oskar Brostrøm Poulsen og Ccarl Emil Overbeck, der efter match-tiebreak vandt 6-4, 3-6, [10-5]
Alle resultater for de danske deltagere i både kvalifikationen og hovedturneringen i single kan ses under ITF-sektionen i det øverste link.