Holger Rune vandt sin første professionelle titel efter overbevisende indsats med både præcision og disciplin
Inden finalen ved M25-turneringen ITF Men’s Open Klosters i Schweiz var den 20-årige hollænder Jesper De Jong favorit med odds 1.57 mod 2.25 hos et af betting-firmaerne.
Disse odds blev dog i løbet af kampen hurtigt ændret i favør af 17-årige Holger Vitus Nødskov Rune, der for første gang i karrieren stod i en international finale i en professionel turnering.
I flere tidligere turneringer har Holger tabt flere kampe, fordi han ikke havde den fornødne tålmodighed til lange opslidende dueller mod boldsikre erfarne modstandere, men i løbet af turneringen i Klosters har Holger formået at bevare disciplinen, når kampene skulle afgøres i 3. sæt.
Det samme var i endnu højere grad tilfældet i finalen, hvor Holger i 1. sæt på intet tidspunkt fik brug for at afværge break-muligheder, hvorimod De Jong både i sit første og andet serveparti var nede 30-40, men han afværgede dog begge muligheder.
De Jong holdt derefter serven rent til både 3-2 og 4-3 i en periode, hvor Holger undtagelsesvis lavede flere fejl, som han ikke var presset til.
Holger var dog en smule presset, da han kom bagud 0-30 i sit næste serveparti efter fremprovokerede fejl, men Holger vandt de næste 4 point og udlignede til 4-4, hvorefter De Jong i egen serv afsluttede en længere duel med at sende en bold i nettet til 15-30.
De Jong måtte skifte ketsjer efter den næste 1. serv, og efter 2. serven fulgte en længere duel, hvor Holger med tålmodighed og præcision holdt boldene i banen, indtil han fremprovokerede en hollandsk fejl til 15-40, og en efterfølgende længere duel endte med, at De Jong sendte en forhånd i nettet til det afgørende break til 5-4.
Nerverne spillede dog tilsyneladende med, da Holger kom bagud 15-30 efter dobbeltfejl, men han bevarede roen og tålmodigheden med stor præcision i de næste dueller, som endte med fejl fra De Jong, hvorefter Holger lukkede sættet med en vellykket stopbold til 6-4.
I modsætning til de tidligere 3 kampe, hvor Holger også havde vundet 1. sæt overbevisende, blev modstanderen denne gang ikke lukket ind i kampen, da Holger bevarede disciplinen i 2. sæt, hvor der kom meget få fejl fra Holgers ketsjer, hvis han ikke blev presset dertil, og da der desuden var god præcision i slagene, endte langt de fleste dueller med fejl fra De Jong, som blev brudt til både 0-1 og 0-3.
De Jong fik dog en enkelt mulighed for at reducere til 1-3 efter et par sjældne danske fejl, men Holger holdt serven til 4-0, inden De Jong omsider holdt serv til 1-4.
Ved 30-15 efter servevinder fra Holger, løb De Jong en stopbold op, hvorefter en dobbeltfejl betød ny hollandsk break-mulighed, som blev udnyttet med et lob til 2-4.
De Jong kom ikke tættere på, idet en længere duel ved 15-15 endte med hollandsk fejl, hvorefter Holger pressede modstanderen til fejl med en dyb bold i baghånds-hjørnet, og på den første matchbold sendte De Jong bolden i nettet til dansk sejr 6-4, 6-2.
Kort efter modtog Tennisavisen ovenstående billede, hvor Holger kan fejre sin første professionelle titel, som blev opnået i $25.000 kategorien, som er lige under ATP Challenger.
Med sejren optjener Holger 20 point til ATP-ranglisten, hvor han formentlig vil være omkring no. 570, når denne uges point medregnes med en uges forsinkelse næste mandag.