Der er ikke tale om flere timer i døgnet, men lys på de udendørs tennisanlæg, som gør det muligt at have længere åbningstider fordelt over hele året.
Mange klubber investerer, eller søger penge til banebelysning for at forlænge spilletiden på udendørsanlæggene. Det kan både trække flere medlemmer til, men giver også mulighed for at forlænge spilletiden om aftenen og i efterårsmånederne. Det er særligt til glæde for klubber, som deltager i turneringer.

Tapdrup Udeliv Tennis (TUT) glæder sig over ny banebelysning
I den lille by Tapdrup udenfor Viborg, blev TUT etableret i 2015, med formand og ildsjæl Birgit Rasmussen i spidsen. Her startede klubbens tenniseventyr med 4 klubmedlemmer, i dag er de 93 medlemmer, og har netop fået installeret LED-belysning over deres helårskunststofbane. Bestyrelsesmedlem Ole S. Nielsen er overbevist om, at det nye lys og en tennissæson, der varer hele året, betyder flere medlemmer og fastholdelse af de nuværende: ”Vi ser en voksende interesse for sporten og klubben. I dag er vi 93, og vi forventer at være over 100 medlemmer inden sommerens udgang. Med det nye lys giver det mulighed for vores medlemmer at spille hele året rundt – også dem som går på arbejde, kan også nå hjem og spille tennis i de måneder, hvor solen går tidligt ned”.
Selvom sommeren lige nu står på sit højeste over Tapdrup Udeliv Tennis, gør man klar til at tage det nye lys i brug med et åbningsevent d. 4/9, hvor medlemmerne skal spille tennis hele natten og frem til den lyse morgen.

Fokus på det rette lys
Belysningsanlægget i Tapdrup Udeliv Tennis er leveret af LITE A/S, som er anlægspartner ved DTF. Foruden de 6 master med det robuste og energirigtige LED-armatur, som bringer lys over TUT’s helårsbane, har LITE også været behjælpelige med lysberegningen, som sikrer det rette lys over banen:
”Tennisklubber- og foreninger har forskellige behov til belysning – sammen med vores kunder finder vi den rette belysning, som også sikrer at kravene overholdes.
Derudover er vi altid opmærksomme på blændingen, og om lyset ’forstyrrer naboen’. Meningen med belysning på et udendørsanlæg er selvfølgelig at forlænge spilletiden, og så nytter det ikke noget, at lyset skaber gener for beboerne tæt ved tennisanlægget.” Udtaler salgschef for LITE, Morten Andersen.

Forrige artikelCorona har skabt kaotiske tilstande i international tennis
Næste artikelUTR Summer Cup: Simon Friis Søndergaard vinder efter match-tiebreak mod Søren Wedege
Tennisavisen.dk
Tennisavisen.dk er Danmarks største digitale tennisunivers. Vi bringer nyheder, billeder, analyser, debat og aktuelle opdateringer fra tennisverdenen – både fra Danmark og internationalt.