De rygproblemer, som tvang Holger Rune til at trække sig fra kvalifikationen i Miami Open, medfører også afbud til Challenger i Marbella. Clara Tauson fortsat sengeliggende i Miami
Med udsigten til, at Danmark fremover kan være repræsenteret i de fleste større WTA og ATP turneringer, var der begrundet håb om, at både Holger Vitus Nødskov Rune og Clara Tauson som minimum kunne gøre sig gældende i de indledende runder ved Miami Open presented by Itau i Florida, men rygproblemer var stærkt medvirkende til, at Holger allerede efter et enkelt sæt i 1. kvalrunde måtte forlade turneringen.
Masters Miami: Låst ryg tvang Holger Rune til at opgive efter 1 sæt i kvalifikation
Efter hjemkomsten fik Holger behandlinger af en rygspecialist fra Team Danmark, men da han fredag forsøgte at spille, gjorde det fortsat ondt, når han roterede i kroppen, og derfor aflyses Plan B, som – i tilfælde af tidlig exit i Miami – var deltagelse i næste uges ATP Challenger AnyTech365 Andalucia Open i Marbella, hvor både Dominic Thiem og Stan Wawrinka gør comeback efter lange skadespauser.
Dermed går Holger glip af muligheden for at optjene værdifulde point i Marbella, og det samme kan blive tilfældet ugen efter, hvis Holger ikke er 100 procent klar til at deltage ved ATP Challenger 80 i Sanremo, hvor Holger ifølge entry-listen bliver seedet 1.
Da Holger ikke har point at forsvare i april måned, vil han næppe få problemer med at bevare sin top 100 status, selvom der ikke kommer nye point på kontoen inden den næste større grus-turnering, ATP 1000 Monte Carlo i uge 15, hvor Holger forventes at deltage kvalifikationen
Ugen derefter er Holger på alternate-listen til både ATP 500 Barcelona og ATP 250 Beograd, og derfor er det fortsat uvist, hvor han deltager.
Efter Holgers hurtige exit lå de danske forhåbninger alene på skuldrene af Clara Tauson, der i 1. runde af hovedturneringen i onsdags mødte 33-årige Zhuai Zhang (CHN), der 3 uger forinden vandt titlen ved WTA 250 i Lyon, hvor Clara året forinden vandt sin første WTA 250 titel.
Selvom der tidligt i kampen var tydelige tegn på, at Clara virkede hæmmet, formåede hun alligevel med sin velkendte “easy power” at bringe sig foran 4-1 i 1. sæt, men efter et kinesisk break til 2-4 og et par tætte langstrakte partier, som begge faldt ud til kineserens fordel og udligning til 4-4, var der ikke meget energi tilbage i tanken.
Inden Clara ved 4-5 servede for at blive i sættet, blev hun tilset ved en medical timeout, hvorefter 3 danske fejl på stribe gav Zhang 3 sætbolde.
Den første blev afværget, da Zhang sendte returneringen af 2. serven direkte i nettet, men endnu en danske fejl betød, at Zhang med sit 5 point i træk vandt sættet 6-4.
I det første serveparti i 2. sæt fulgte Clara med til 30-30 efter en kinesisk fejl til 0-15 og en smash afbrænder til 15-30, men en kinesisk fejl på 2. bolden efter en kort returnering gav Clara muligheden for et tidligt break, som blev udnyttet da Clara med en longline vinder fra baghånden straks brød til 1-0.
Resten af sættet koncentrerede Clara sig om at gøre duellerne så korte som muligt, hvilket lykkedes til perfektion, da hun afsluttede et rent parti med et es til 2-0.
Det lykkedes også for Clara at afkorte duellerne, da hun ved 15-15 i sit næste serveparti servede es nummer 6 og 7 og sikrede partiet til 3-1 efter en fremprovokeret kinesisk fejl på servereturneringen.
Efter et rent kinesisk serveparti til 2-3, kom Clara dog i problemer i sit næste serveparti, da et es til 15-15 blev fulgt op af 2 større fejl til 15-40, men en servevinder og endnu en dansk vinder skabte balance ved 40-40, hvorefter 2 velplacerede 1. server banede vejen for, at Clara bevarede forspringet til 4-2.
Zhang bevarede kontakten, da hun reducerede til 3-4 efter 40-15, men Clara formåede fortsat at holde duellerne korte, da hun ved 40-30 vandt sit serveparti til 5-3, og hun sluttede sættet med sit 9. es på den første sætbold ved 40-15 til 6-4.
Efter en usædvanlig lang pause på ca. et kvarter vendte Clara tilbage til banen, og ligesom i 2. sæt var Zhang under pres efter en dansk vinder og en kinesisk fejl til 0-30, og presset øgedes efter endnu en fejl til 15-40.
Begge break-muligheder blev dog forpasset efter fejl på de efterfølgende servereturneringer, men en kinesisk fejl gav endnu en dansk break-mulighed, som blev udnyttet med endnu en kinesisk fejl, som var resultatet af god dybde i boldene fra Clara.
Clara virkede fortsat hæmmet, og hun var derfor afhængig af, at serven ligesom i 2. sæt fungerede optimalt, så duellerne kunne afkortes, men Claras første dobbeltfejl i kampen åbnede muligheden for Zhang, der efterfølgende pressede Clara til en fejl, som betød 2 muligheder for straks at bryde tilbage, hvilket blev udnyttet med en vinder, da Zhang havde presset Clara til en kort bold.
I Zhangs næste serveparti blev det stadig tydeligere, at Clara kom til kort i de længere dueller, men ved 40-0 sendte Clara dog en vinder fra forhånden tæt på baglinjen, men da hun forsøgte at gentage kunststykket i den næste duel, ramte bolden udenfor banen og bragte Zhang på 2-1.
Clara forsøgte fortsat at afkorte duellerne, men da 2. bolden i det første point i Claras næste serveparti blev sendt for langt, og Zhang derefter havde heldet på sin side med en stopbold, der dumpede over på danskerens halvdel, begyndte det at se endnu sværere ud for Clara, der efter en fejl til 0-40 indså det formålsløse i at fortsætte kampen, og derfor gik hun frem til nettet og sagde tak for kampen, der således sluttede med kinesisk sejr 6-4, 4-6, 2-1.
I en gentagelse af kampen på WTATV var kommentatoren dybt imponeret og udtrykte stor anerkendelse for, at Clara trods omstændighederne formåede at grave dybt og vinde 2. sæt.
Den fugtige varme i Florida gav anledning til forskellige spekulationer blandt “eksperter” på sociale medier, hvor den sorte farve på Claras spilledragt blev nævnt som en mulig årsag til problemerne, og det blev bl.a. betegnet som “totalt idiotisk” at stille op i sort.
Måske er det derfor på sin plads at gøre opmærksom på, at der følger faste kollektioner med til turneringerne, og at spillerne er kontraktligt forpligtet til at stiller op i det tøj, de får udleveret inden turneringen, hvilket denne gang tilfældigvis er sort for Adidas, og derfor ser man bl.a. også spillere som Muguruza, Rybakina og Kerber i sorte spilledragter.
Søren Tauson er dog efterfølgende blevet citeret i BT for den reelle årsag, som nærmere undersøgelser og tests tyder på skyldes en virus, som har tvunget Clara til at blive i Miami, hvor hun – ifølge de seneste meldinger til Tennisavisen – fortsat er sengeliggende, og derfor er det fortsat for tidligt at planlægge returrejsen til Europa, hvor det er planen at bruge de kommende uger til at forberede sig på grus-sæsonen, og derfor er der ikke planlagt flere turneringer inden Clara tidligst efter 17. april deltager ved WTA 250 i Istanbul som optakt til WTA 1000 Madrid og Rom forud for French Open, der indledes 22. maj.
Som konsekvens af denne planlægning har Clara fravalgt at deltage, når Danmark 11-16 april deltager i Billie Jean King Cup i Antalya, og måske hænger deltagelsen i WTA 250 Istanbul ligeledes i en tynd tråd, afhængig af hvor hurtigt Clara bliver i stand til at påbegynde forberedelserne på grus, da teamet tidligere har påpeget, at Clara fortsat er i en face, hvor der primært er fokus på udvikling.