Matchfixing har været et problem længe, og vil desværre nok altid være det. Spillere, som ikke tilhører top-200 i verden kæmper for at få det hele til at hænge sammen økonomisk. Og spillerne kan blive så fortabte i drømmen om, at holde liv i håbet om den forsatte tenniskarriere i gang, at de tyr til løsninger som matchfixing, desværre.

Ikke nok med at nåleøjet er småt for at nå til et niveau, hvor spillerne kan begå sig på futures- og challenger touren. Så er nåleøjet for at kunne leve af professionel tennis nok på størrelse med et hul i øret til øreringe.

Mens livet for top-100 spillerne- og i sær top-50 er en dans på røde roser, i hvert fald set ud fra et økonomisk synspunkt. Så gør det samme sig ikke gældende for spillere uden for top-200. Derfor må mange også sande, at de ikke kan gøre tennis til en levevej.

I skrivende stund er der 2.016 spillere på ATP touren, men kun 200-250 er fuldtidsprofessionelle. Det er stof til eftertanke.

Derudover har omkring halvdelen af disse spillere skåret alle udgifter helt ind til benet, og mange vælger også at rejse verden tynd uden coach, eller at dele en coach med træningsmakkeren – ellers kan spillerne ikke få det til at hænge sammen.

Skrønerne ved det perfekte og rige liv som professionel tennisspiller er mange

Professionelle tennisspillere lever i sus og dus, og har mange millioner stående på bankkontoen, det ved vi jo alle sammen. Den påstand, den kan mange skyde en hvid pil efter. Det er kun en lille procentdel af verdens professionelle tennisspillere, der er i den gunstige position.

Hvis du er så dygtig og heldig, at du hedder Rafael Nadal, Roger Federer, Novak Djokovic eller andre top prominente tennis-navne er din økonomiske situation ‘helt fin’, sagt på godt jysk. De tjener mange millioner år efter år, både i kraft af præmieindtægter og diverse sponsorere. Men som nævnt ovenfor, udgør disse spillere en meget lille skare.

I 2019 vandt Japaneren, Kei Nishikori ‘kun’ 14.500.000 grundet en skadespræget sæson. Men alligevel skovlede han sponsorpenge ind for svimlende 190.000.000 kr. Her skal en top-200 spiller være glad, hvis personen får gratis tøj, sko, strenge osv.

Men hvordan er vilkårene så for de mange andre professionelle tennisspillere? 

Den er hård, til tider urimelig og kampen for ‘det søde liv’ kan virke umulig. Hvad er belægget for dette? Hvis man researcher lidt på internettet, vil man kunne adskillige artikler og videoer, hvor spillere forklarer deres udgifter på én helt almindelig uge til en turnering.

Jeg vil tage udgangspunkt i spilleren Ilya Marchenko, som er en ukrainsk professionel tennisspiller. Ilyas højeste rangering er nr. 49 som han opnåede i september 2016, og har deltaget ved en Grand Slam 8 gange i alt – heriblandt én 4. runde ved US Open i 2016, hvilket også forklarer hans høje rangering det år. Hans nuværende rangering er nr. 200. Dermed tilhører Ilya ikke den lille gruppe spillere, der lever det ‘søde liv’.

Ilya forklarer i en YouTube video hans omkostninger ved deltagelse i 2 turneringer – kvalifikation til Roland Garros og én challenger turnering i Biella. Udover Ilyas egne udgifter tillægges 50% af Fillips udgifter, Filip er Ilyas coach, som han deler med en anden professionel tennispiller.

Udgifter forbundet med to ugers rejse til Paris og Biella:

• Flybillet fra Wien-Paris= 800 kr.
• En bil: Benzin + Parkering + afgifter = 5.000 kr. / 2 = 2.500 kr. (fællesudgift)
• Hotel: Paris + Biella= 8.100 kr.
• Strenge: Paris + Biella= 1.250 kr.
• Mad: Paris + Biella + halvdelen af Filips= 9.350 kr
• I alt= 22.000 kr. 

Det vil altså sige, at på 14 dage/2 turneringer har Ilya brugt 22.000 kr. Derfor skal Ilya altså tjene 22.000 kr. blot for at ‘gå i nul’.

Præmiepengene i en challenger turnering som Biella er 46.000 kr. til vinderen, 27.000 kr. til finalisten, 16.000 kr. til semifinalisterne, 9.500 kr. til kvartfinalisterne, 5.500 kr. til 2. runde-deltagerne og 3.500 kr. til 1. runde-deltagerne.

Det vil sige, at når Ilya spiller challenger turneringer, som han primært gør, skal han som minimum nå til en kvartfinale, hvis udgifterne skal gå cirka lige op med præmieindtægterne. Og challengers er det næsthøjeste niveau inden for professionel tennis.

Tager man skridtet længere ned til futures turneringerne, hvor vores eget danske håb, Holger Rune hovedsageligt huserer for tiden, ser det straks værre ud med præmiepengene. Lad os antage, at udgifterne er de samme for én spiller, der rejser til en futures turnering.

Hvis vi tager den turnering, som Holger Rune netop har vundet, hvilket var en såkaldt M15 i Frankrig. På futures touren figurerer man med to slags niveauer M15 og M25, hvor præmiepengene cirka er det dobbelte i én M25, som i en M15

I en M15 turnering honoreres vinderen med 13.000 kr., 7.500 kr. til finalisten, 4.500 kr. til semifinalisterne, 2500 kr. til kvartfinalisterne, 1.500 kr. til 2. runde-deltageren og 1.000 kr. til 1. runde-deltageren.

Den skarpe læser bemærker hurtigt, at det altså kun er vinderen af turneringen, hvor deltagelse i turneringen ikke bliver en underskudsforretning. Og normalt ligger ‘cuttet’ for at komme direkte ind i hovedturneringen ved en challenger omkring 300-350, i denne uge ligger det på 214, ved challenger-turnering i Quimper, Frankrig.

Dette skyldes det lave udbud af turneringer i denne tid. Og dermed er der også større rift om pladserne på alle niveauer i professionel tennis.

Det betyder så, at langt den største procentdel af de professionelle tennisspillere, må tage til takke med futures turneringer. Og her kan du ikke få pengene til at slå til i særlig lang tid – så det gælder om at have et godt bagland, eller at være dygtig så springet fra Futures til challenger går relativt hurtigt.

For at sætte det hele i relief, er præmiepengene enorme i ATP-250, 500, 1000 og Grand Slams.

Hvad får vinderen på de forskellige niveauer?

• French Open: 11.900.000 kr.
• ATP-1000 (svinger fra turnering til turnering): 7.300.000 kr.
• ATP-500 (-||-): 2.200.000 kr.
• ATP-250 (-||-): 230.000 kr.
• Challenger 100: 91.000 kr.
• M25: 22.000 kr.
• M15: 13.000 kr.

Der er altså et drastisk fald fra ATP-250 til challengers og endnu større procentmæssig fra challengers til M15/M25.

Ovenstående ligger helt klart op til en masse debatter, og er måske roden til alt ondt, hvad angår matchfixing i tennis.

Matchfixing: Svindlere eller Idealister?

Ovenstående er i hvert fald kolde fakta på, at fordelingen på den professionelle tour er kæmpe stor. Mens toppen af pyramiden ikke mangler noget på bankkontoen, spiller klaveret ikke helt samme klang for den nederste del af pyramiden.

Hvis man tager det til ekstremerne, kæmper langt den største procentdel på den professionelle tour uge efter uge for at få smør på brødet.

Matchfixing lever i bedste velgående på challenger og futures touren, hvis man skulle være i tvivl. Alene de sidste 3 år er fem mandlige spillere kendt skyldige for matchfixing, det drejer sig om spillerne, Youssef Hossam, Diego Matos, Isam Taweel, Karim Hossam og Nicolás Kicker.

Nicolás Kicker som er klart det mest kendte navn af disse fire, men samtidig den mest bemærkelsesværdige sag.

Kicker blev i June 2018 dømt for at have matchfixet mindst to kampe tilbage i 2015. Han har efterfølgende erkendt sig skyldig i anklagerne, og blev suspenderet fra alt professionel tennis i 3 år. Dommen blev senere nedsat med fire måneder, grundet hans indsats i kampen i mod matchfixing for det internationale tennisforbund. Det betyder, at han d. 23.01.2021 må optræde på ATP touren igen.

Kicker opnåede d. 06.12.2017 sin højeste rangering, nogensinde, som nr. 78, og lå derefter solidt plantet i top-100 indtil han blev suspenderet. Historien var en anden, da matchfixingen foregik i 2015. Der lå Kicker i mellem nr. 170-328, og som tidligere belyst kan det være svært at få den økonomiske situation til at hænge sammen – nærmest umulig.

Det åbenlyse ville jo være, at udelukke Nicolás Kicker fra alt professionel tennis på livstid, da matchfixing strider så meget i mod det at være ægte sportsmand. Og for at statuerer et eksempel på, at matchfixing ikke tolereres. Men hvad ville der komme ud af det, udover endnu en spiller der er faldet i fælden – og måske han gjorde det i kærlighed til spillet, eller er de blot nogle pengegriske svindlere alle sammen?

Spørger man vores egen unge, fremadstormende Holger Rune, er svaret klart.

“Der vil altid være pengegriske svindlere, uanset præmiesummen”

Der er selvfølgelig ingen, der kan gætte sig frem til hvad, der ligger til handling for matchfixingen. Men en ting er sikkert, nogle kan stå i en situation, hvor de kan vælge i mellem at kaste håndklædet i ringen eller matchfixe.

Hvis størstedelen af spillerne ikke er nogle pengegriske svindlere, så ville den optimale løsning jo ‘blot’ være at sætte præmiepuljerne op på futures og challenger touren. Derved ville mange flere professionelle spillere kunne leve 100% af tennis, blot ved at svinge ketsjeren, og ikke være nødsaget til – i nogens tilfælde – at have et fleksibelt fuldtidsjob eller småjobs ved siden af tenniskarrieren.

Men er de spillere, som primært huserer på futures og challenger touren overhovedet mere ‘værd’? Kan spillerne i bund og grund forlange mere for deres anstrengelser? Spørger man Holger Rune, er svaret nej.

“Det er jo ikke meningen man skal leve af at spille Futures”

Men er det, det egentlige spørgsmål? Alle, som elsker spillet med den lille gule bold, er vel kun interesseret i at så mange som overhovedet muligt kan leve økonomisk af at svinge ketsjeren rundt omkring i verden.

Så måske burde spørgsmålet i stedet gå på, hvor mange, der vil kunne leve af tennis, hvis man hævede præmiepuljerne med eksempelvis 50% i alle futures og challenger turneringer – mit gæt er en hel del flere.

Og det kan vel kun være i alles interesse, at så mange som muligt skal kunne leve af at spile tennis. Og hvem ved, måske man kunne komme en stor del af matchfixingen til livs.

Så ville man automatisk hjælpe en stor del af dem, som kan stå i den svære situation, at de ikke kan leve af at spille professionel tennis, fordi det økonomisk ikke kan hænge sammen for dem – og derved ville mange, måske, ikke komme ud på det skråplan som matchfixing er.