Du skal tro på det! Ja, sådan lyder en sætning eller nærmest et mantra inden for konkurrencesport. Og det gælder både inden for amatøridræt og på elite-plan. Men er det nok "bare" at tro på sig selv? Læs dette gæsteindlæg af Bjarne Eiby, autoriseret psykolog.
Betydningen af at tro på sig selv er vist noget i retning af, at man skal tro på, at man kan vinde, når man går ind til for eksempel en tenniskamp – og at man holder fast i denne tro under kampen. Og for ret så mange er det tilsyneladende en indlysende og indiskutabel sandhed: Du skal tro på det.
Bag det ligger det modsatte. Noget i retning af: At det vil ikke fungere for dig, og du vil ikke have de store chancer – hvis du ikke tror på det. Eller hvis du ikke har ”Den nødvendige tro på dig selv”, som jeg hørte en kommentator sige forleden til en tenniskamp. Eller som Patrik Wozniacki, der er tenniskommentator, har formuleret det til B.T:
”Som tennisspiller skal man have en sindssyg tro på sig selv. Og hvis man ikke har det, så vinder man ikke en skid”.
Så det er der vel ikke noget galt i? At tro på sig selv. Næ, ikke umiddelbart. For hvis man virkelig tror på det – tror på, at man kan vinde, eller i det mindste tror på sin chance – så giver det jo et vældigt boost af selvtillid og gå-på-mod, der nærmest kan føles i hele kroppen. Og det kan netop kan have stor betydning for både ens præstation og ens sandsynlighed for at vinde.
Så hvad er problemet?
Problemet er, hvis man rent faktisk ikke tror på det. Men gribes af tvivl og usikkerhed og netop manglende tro på sig selv. Og det kan der være ret så mange grunde til. Man kan for eksempel have en dag, hvor tingene af forskellige grunde ikke rigtigt fungerer for en. Eller at modstanderen simpelthen bare er bedre. Så vil nogen sikkert sige: Jamen, så skal du alligevel tro på det – også når du ikke tror på det. Det siger man måske flere gange til sig selv. Måske er der nogen på sidelinjen, der også råber det: “Tro på det“. Og igen: Hvis man så kommer til at tro på sig selv og kan få sit spil til at fungere, så er alt jo godt.
Men hvad så, hvis det alligevel ikke lykkes? Og det sker jo ret nemt, når tingene ikke kører for en. Man bliver frustreret. Man bliver irriteret. Man mister modet. Man bliver rådvild. Man mister fokus. Panikken breder sig. Og så er man jo for alvor på den. For hvad skal man så gøre? Alt for mange har nemlig ikke en nødplan, hvis man mister troen på sig selv. Og i kritiske situationer har vi altid brug for en nødplan.
Det er derfor, at jeg grundlæggende ikke er så begejstret for det mantra: “Du skal tro på det”. Det er simpelthen for skrøbeligt. Og det er ikke mindst alt for diffust og abstrakt. Det er nemlig ret svært at satse på, at man altid skal have en bestemt mental og fysisk tilstand – altså den der særlige tilstand af selvtillid, overskud og tro på sig selv – eller en særlig følelse, som nogen kunne kalde det. Langt bedre ville det fungere, hvis man havde en meget konkret plan eller et mindset, som man fulgte, uanset om man spillede godt eller skidt. Uanset hvordan modstanderen spillede. Og uanset hvad som helst, som kan påvirke spillet.
Som roeren Lærke Berg Rasmussen, der har vundet en masse medaljer i karrieren, så præcist og bramfrit har formuleret det:
“Folk kan ofte sige, at man bare skal tro på det; men jeg kan ikke hive selvtillid ud af røven. Det opstår ikke bare af sig selv. Jeg bliver nødt til at have noget, at lægge den selvtillid i”.
Et bedre alternativ
Så hvad kan man lægge ens selvtillid i? Eller rettere sagt: Hvad kan en mere sikker, konkret og robust plan være end at sætte sin lid til en sårbar selvtillid eller tilsvarende skrøbelig tro på sig selv? Sådan helt overordnet set kan det handle om:
Fokus på opgaven. Hele tiden. Og intet andet. Uanset hvad. Fokus på opgaven.
Det vil føre for vidt i denne sammenhæng helt præcist at beskrive, hvad det indebærer med “Fokus på opgaven”, og hvordan man praktiserer det; men det vil handle om hele tiden at have fokus på ens spil – og netop intet andet. Det vil blandt andet på den ene side sige: Fokus på taktik. Fokus på at ramme bolden rigtigt. Fokus på at bevæge sig rigtigt. Fokus på at læse modstanderen osv. Og på den anden side og som den måske mest krævende del af det hele: Lade alle distraherende tanker og følelser ligge uden at gå ind i dem; men hvor man netop hele tiden drejer sit fokus tilbage til: Fokus på opgaven.
Derfor er der to centrale og sammenhængende elementer i denne evne at have fokus på opgaven og dermed at kunne præstere under stort pres:
- Dels ens evne til at koncentrere sig og dermed hele tiden flytte sit fokus til det væsentlige, selv om nok så mange distraherende tanker banker på og vil lokke fokus et andet sted hen.
- Dels at opøve en evne til at være med svære følelser og svære indre tilstande som ikke mindst irritation, frustration, skuffelse, ærgrelse, tristhed, nervøsitet og frygt. Det er nemlig sin sag at fokusere på spillet og opgaven, når disse kraftige og svære følelser sidder i kroppen. De kalder jo nærmest på opmærksomhed. Men, som man nærmest kan sige, så er følelser en luksus, du ikke kan tillade dig at lytte til, mens du spiller.
Alt dette udelukker ikke, at man ikke lige kan tage sig fem sekunders såkaldt øv-tid, hvis man har lavet en fejl. Her kan man lige kort ærgre sig, sige øv eller bande over et eller andet. Men derefter så er det benhårdt tilbage til: Fokus på opgaven. Og dermed ikke kigge tilbage, men fremad. Der går rygter om, at denne øv-tid er et element, som badmintonspilleren Victor Axelsen har fået indført i sit spil; og må man sige, han har jo klaret sig ganske godt i de sidste par år.
Denne plan – dette mindset – kræver både meget øvelse og ikke mindst forståelse af principperne i det. Men opnår man det, så har man en ret så robust og driftssikker plan til alle tider og alle steder, som gør personen i stand til at udnytte sit potentiale betragteligt – og langt bedre end at sætte sin lid til: “Du skal tro på det”.
Gæsteindlæg af Bjarne Eiby, autoriseret psykolog.
