Boris Becker er udpeget som manden, der skal føre Holger Rune det sidste stykke til tops i international tennis. En præstation tyskeren selv præsterede på banen som ganske ung, præcis som han har haft et succesfuldt samarbejde med en alle tiders største stjerner, Novak Djokovic.
Han er en personlighed og karakter. En af den slags med kant. Teenagefænomen, tennisikon, konkurs, fængselsophold og utroskab.
Rækken af beskrivende ord om den 56-årige tysker er mange flere. Så mange at de alene ville kunne udfylde spalterne i denne artikel. Så lad os starte med konstateringen af, at det er en stor personlighed Holger Rune og teamet omkring den danske tennisstjerne har engageret.
I 2012 havde jeg fornøjelsen af at dække ATP-sæsonfinalen i 02-arena i London. Som dansk journalist var mit naturlige fokus på Frederik Løchte Nielsen, der via den sensationelle sejr ved Wimbledon havde kvalificeret sig til sæsonfinalen i double med makker Jonathan Marray.
En eftermiddag bemærker jeg en række anerkendte britiske journalister, der sidder i selskab i presserestauranten med Boris Becker. Tyskeren var afslappet og tydeligvis i godt selskab blandt kollegaer, da han fungerede som ekspert for britisk TV under turneringen. Jeg øjnede muligheden for at få en kort snak med tyskeren, der virkede i godt humør, om danske Frederik Løchte Nielsen. En historie jeg følte mig sikker på ville vække tilfredshed hos min redaktør hjemme i Danmark.
Historien blev aldrig til noget. På ingen måde.
”Mr. Becker, do you have a minute?” lød min høflige indgangsreplik, da Boris Becker og følget forlod restauranten. Det blev også udgangsreplikken.
Tyskeren havde tydeligvis ikke samme tilgang til en journalist fra et mindre land som dem, der repræsenterede de store internationale medier. Han spadserede forbi mig uden at kommentere på min forespørgsel. Jeg stod tilbage med en følelse, der nok bedst kan sammenlignes med den nogle mænd har oplevet, når et helhjertet forsøg på at indlede en dialog med en potentiel kommende partner bliver afvist blankt.
Interessen var tydeligvis ikke gensidig.
Fuld fokus fra start
Ro på, jeg er kommet videre i mit liv. Jeg opfattede på ingen måde episoden og afvisningen som personlig. En stor stjerne som Boris Becker bliver bestormet af henvendelser og forespørgsler, hvilket gør det tvingende nødvendigt at sige til og fra. Nok mest det sidste.
Den egenskab har han ikke glemt her godt ti år senere, hvor hans relation til dansk tennis er blevet markant tættere. Samarbejdet med Holger Rune fik en god start i de sidste turneringer af 2023, præcis som de to kommer godt ud af det med hinanden udenfor banen. Derfor meldte parterne ud, at samarbejdet ville fortsætte ind i sæsonen 2024.
Evnen til at afskærme og fokusere på sig selv er af den slags, man som tennisspiller på internationalt topniveau er nødt til at tilegne sig. Holger Rune har på rekordfart spillet sig op i verdens top-10, hvor efterspørgslen og opmærksomheden er enorm. Selvom mor Aneke, der også er manager, beskytter Holger det bedste hun har lært, så er den enorme opmærksomhed også for hende ny. For hvordan håndterer man den?
For Boris Becker har denne opmærksomhed været en del af dagligdagen i flere årtier. Både i tiden som tennisspiller, men også i tiden efter, hvor konkurs, utroskab og fængselsophold igen og igen har skabt overskrifter om den tidligere tyske Wimbledon-vinder.
Derfor var det også interessant at opleve, hvordan Boris Becker hurtigt tog Holger Rune til sig i samarbejdet. Skærmede ham mest muligt fra den omverden, der hurtigt kan få en ung spiller til at miste fokus. Tyskeren udtalte sig kun sjældent til pressen om Holger Rune, præcis som han selv var med i det meste Holger Rune foretog sig udenfor banen. Uden tvivl en måde også at komme tæt på personen Holger Rune på. Noget der er altafgørende i arbejdet på at gøre Holger Rune til verdens bedste tennisspiller. Springet fra den aktuelle placering til den øverste bliver selvfølgelig taget via sejre på tennisbanen, men måden de kommer på, er i høj grad på det mentale plan.
Boris Becker siger selv om samarbejdet med Holger Rune i et interview med det franske magasin L´Equipe
– Jeg kan godt lide stærke personligheder. Jeg tror, tennis har brug for spillere med karakter, der udtrykker deres følelser. Præcis som Holger gør det.
– Han er utrolig passioneret og lever og ånder for tennis. Han ser næsten for mange kampe – inklusiv sine egne – når der er pauser. Han skal hvile sit hoved en gang i mellem. Han er fuldstændig tosset med tennis, lyder det fra Boris Becker.
Personlighed, karakter og følelser var også elementer mange vil huske Boris Becker for at have på tennisbanen. Netop de elementer Holger Rune har brug for at blive bedre til at håndtere, hvilket gjorde tyskeren til et drømmematch som ny træner.
– Jeg tror, at vi både føler og tænker ens på banen. Ligesom mig var han til tider følelsesladet. Jeg håber at få gavn af hans rutine og få bedre styr på følelserne. Han (Becker, red.) har også erfaring fra sit arbejde med Novak Djokovic. Jeg er virkelig spændt på at se, hvad samarbejdet vil bringe, udtaler Holger Rune
Næste store opgave for Holger Rune og Boris Becker er Australian Open, der begynder midt i januar måned.