Spændende opgør venter i weekendens slutspil
Der skal findes en mester i herrernes DH-turnering, når slutspillet i denne weekend afgøres, for de forsvarende mestre fra KB har i år ikke kvalificeret sig til kampen om medaljer. Den nye mesterklub skal findes blandt Gentofte, HIK, Lyngby og Hvidovre. Lyngby må anses for at være favoritter, og Lyngbys træner, Christian Camradt er da heller ikke i tvivl om at hans hold bærer favoritværdigheden, når han bliver spurgt; “Vi skal vinde guld i år” er svaret.
I lørdagens første semifinale mødes Lyngby og HIK, og selvom HIK har et stærkt og homogent hold, med en stærk holdånd, så rækker det næppe mod et hold med Frederik Løchte Nielsen og Kristian Pless på toppen. Lyngbys hold er ikke det yngste, men til gengæld er der stor erfaring på holdet, og det viser sig ofte at være en fordel når de afgørende bolde bliver slået.
I den anden semifinale møder Gentofte Hvidovre, og det tegner til et meget lige opgør. Begge hold har stærke svenske spillere på holdet og det mest sandsynlige scenarie er at de to doubler kommer til at afgøre kampen. Gentofte er anført af unge Christians Sigsgaard som leverede en super indsats i Davis Cup kampen mod Georgien, og han skal nok op mod en stærkt spillende svensk Davis Cup spiller, Isak Arvidsson.
De fire holds trupper forventes at se således ud:
Lyngby: Frederik Løchte Nielsen, Kristian Pless, Rasmus Nørby, Andreas Cunha Bang, Axel Cronje og Mads Hjorskov
HIK: Christoffer Kønigsfeldt, Alexander Kønigsfeldt, Rasmus Møller, Jakob Melskens og Sebastian Grundtvig
Gentofte: Christian Sigsgaard, Philip Ørnø, Dragos Nicolae Madaras, Jonas Berg, Andreas Laulund og Frederik Ørvad
Hvidovre: Isak Arvidsson, Marc Feriigno, Søren Borup Wedege, Nikolai Ferrigno og Kasper Warming
Semifinalerne spilles på KB, Peter Bangs Vej i morgen kl. 13.00
Bronzekampen spilles søndag kl. 09.00 og finalen kl. 13.00