Fremover vil Dansk Tennis Forbund byde på to ugentlige træninger for landets ypperste tennisspillere. Et skridt i retning af, at Danmark kan være en base i jagten på international succes.
Rodløs. Et ord der på mange måder beskriver det at være professionel tennisspiller. For sjældent er destinationen den samme længe nok til at slå rødder. Og lykkedes det, så kan man være sikker på, at de kort efter bliver flået op. En turnering afløser den anden, præcis som lufthavnene med fast frekvens en gang ugentligt dukker op i dagligdagen.
Den tilværelse er en af årsagerne til, hvorfor mange tennisspillere prioriterer tiden uden turneringer, ofte sidst på året, særdeles højt. Det er her der er tid til et lille pusterum, også selvom træningen frem mod den kommende sæson ofte tager sin begyndelse kort efter afslutningen på den forrige af slagsen.
Danske spillere har i en årrække måtte træffe et svært valg. For uden et elitecenter eller en stærk elitekultur herhjemme, så var det i høj grad op til spilleren selv at sikre kvalitet i træningen. Det kræver både banebooking, koordinering af træningsmakkere og noget så lavpraktisk som bolde. Mange har ikke noget valg, men enkelte har de seneste år uden Team Danmark-ordning valgt udlandet som destination for træningen mellem turneringerne.
Det håber man i Dansk Tennis Forbund nu er slut. Forbundet vil fremover styrke indsatsen for landets bedste kvindelige og mandlige tennisspillere. Det sker ved at etablere et elitemiljø for bruttotrupperne til Davis Cup og Fed Cup. Sportschef i Dansk Tennis Forbund, Jens Anker Andersen, bliver ansvarlig for elitemiljøet, der fysisk vil holde til på KB´s anlæg.
”Elitemiljøet kommer til at højne kvaliteten af træningen i Danmark, når de bedste træner med de bedste. Det er et stærkt supplement til den daglige klubtræning for de spillere, der har base i Danmark. Samtidig sikrer det stor hjælp til det optimale træningssetup for de spillere, der befinder sig udenfor landets grænser det meste af året,” siger Jens Anker Andersen.
De små skridt kan virke uambitiøse. Men efter al støtte fra Team Danmark forsvandt i 2017 og 2018 var det givet, at noget måtte ske. Efter i en årrække at have fået millioner af kroner i støttebeløb og etableret et stort elitecenter i Farum, er virkeligheden i dag en anden. En virkelighed hvor det i høj grad er op til spilleren selv at skabe det setup, der kan skabe en hverdag med international kvalitet både på og udenfor banen.
Tilfredshed blandt spillerne
En af dem der fra tid til anden har henlagt træningsuger til andre lande end Danmark er Frederik Løchte Nielsen. Det til trods for, at han altid har haft bopæl i Danmark. Han har selv i de yngre år haft sin gang på elitecenteret i Farum, derfor har han om nogen mærket, hvordan der har været stor forskel på det at være professionel tennisspiller med base i Danmark. Han glæder sig over udsigten til, at der i fremtiden kan være træning for ham, uden han behøver svinge forbi Intersport og købe to rør bolde inden.
”Jeg sætter meget pris på, at der vil være træningsmuligheder med de andre Davis Cup-spillere, når jeg er hjemme. Jeg glæder mig over, vi kan arbejde sammen om at gøre os alle sammen bedre, og at der bliver lavet et initiativ,” forklarer Frederik Løchte Nielsen og fortsætter.
”Jeg sætter også pris på, at der vil være mulighed for, at vi kan styrke forholdet mellem os, som forhåbentlig kan gøre en forskel for os på Davis Cup holdet,” forklarer Frederik Løchte Nielsen.
Udover at være den mest erfarne danske spiller på internationalt niveau, så har Frederik Løchte Nielsen også siden sidste år været kaptajn for det danske Davis Cup hold.
Træning mandag og onsdag – elitecenter er drømmen.
Udover to ugentlige træningsdage på Frederiksberg vil det kommende elitemiljø også danne ramme for fælles rejser til internationale turneringer, når det igen bliver muligt.
”Vi har en gruppe af spillere, der er i gang med eller står på tærsklen til at skulle slå igennem i international tennis. Der kan fælles rejser være med til at lette den overgang. Når du rejser i en gruppe er du automatisk sikret gode træningsmakkere under turneringer og meget andet,” siger Jens Anker Andersen, der også er kaptajn for Fed Cup-holdet.
Udover at samle de bedste spillere herhjemme i håbet om at gøre dem endnu bedre, så har det nye træningsmiljø også et andet mål. I dag ofrer en række klubber store beløb på at tilbyde deres bedste spillere specialiserede tilbud. I Dansk Tennis Forbund håber man fremover at disse penge kan frigøres til andre formål i klubberne.
På den lange bane er drømmen, at to ugentlige træningsdage på KB skal skiftes ud med et mere permanent elitecenter.
”Det er et stort ønske for Dansk Tennis Forbund at støtte op om landsholdsspillernes træning, rejser og udvikling. Med vores nye elitemiljø tager vi et stort skridt i den rigtige retning. På sigt kan vi forhåbentlig i endnu højere grad supplere klubbernes træning via et egentligt elitecenter, der både rummer de mest talentfulde juniorer og senioreliten,” siger Thomas Kønigsfeldt, der er eliteansvarlig i Dansk Tennis Forbunds bestyrelse.
Dansk Tennis Forbunds elitemiljø startede officielt op onsdag den 3. juni. Men herrespillerne havde allerede taget forskud på fællestræningen med Davis Cup-kaptajn, Frederik Løchte Nielsen, som tovholder.
Glæde på KB
KB tennis er i forvejen en af landets bedste tennisklubber på elitetennis. Derfor er valget om placeringen af træningen på Frederiksberg også naturlig. Hos formanden for tennisafdelingen på KB er der da også stor glæde over udsigten til, at landets bedste spillere fremover vil have deres gang på KB to gange om ugen.
”Projektet er et vigtigt skridt for dansk tennis, i det der nu skabes gode rammer og organiseres træning for landets bedste spillere. Det er vores ønske, at projektet over en årrække udvikles til et kraftcenter for dansk tennis og medvirker til at skabe dynamik og positiv opmærksomhed omkring de bedste spillere og sporten,” siger tennisformand på KB, Nicolai Caiezza.
Caiezza er ikke den eneste på KB, der glæder sig udsigten til det ikke kun er klubbens egne spillere, der skal indtage banerne. I princippet kunne Martin Pedersen selv få gavn af træningen. Men den tidligere professionelle tennisspiller har valgt at sige nej tak til landsholdet, men spiller fortsat for KB´s førstehold. I dagligdagen har Martin Pedersen, der nu korrekt hedder Linnet Killemose, siden første december 2019 været ansat i jobbet som chef for tennisafdelingen på KB. I den position glæder han sig over, at mange af de tidligere landsholdskollegaer fremover vil have deres gang på klubbens anlæg på Frederiksberg.
”Det er meget positivt for dansk tennis, at der igen bliver et sted, hvor de bedste danske spillere kan træne sammen. Vi skal kunne hjælpe hinanden og træne sammen uanset klubrelation. Det her projekt er et vigtigt skridt i retning mod at gøre netop det,” forklarer Martin Linnet Killemose.
Han er sikker på, at projektet bliver en succes. Han tror også det vil have gavnlige effekter for både landsholdsspillere og KB, at der nu kobles endnu mere elite ind på banerne på Peter Bangs Vej på Frederiksberg.
”DTF´s elitemiljø passer rigtig godt sammen med de ambitioner, vi har for vores talentarbejde. Vi ønsker vores spillere udvikler sig, så de en dag kan inkluderes i forbundstræningen. Derudover er det bare en kæmpe inspiration og motivation for vores yngste, at de kan se hvordan de bedste i landet træner,” slutter Martin Linnet Killemose.
Den første træning er allerede blevet afholdt på KB. Og så kan kun tiden vise, om Martin Linnet Killemose kan holde ketsjeren i tasken, eller han på et tidspunkt springer med ind i træningen og gør comeback på landsholdet.