Hører tennis hjemme ved OL? Mange mener nej. Men når man ser de kampe, spillerne leverer og det følelsesdrama, de går igennem, er det synspunkt svært at tage seriøst. I går aftes fik vi således to af årets allerbedste tenniskampe. Og at de begge betød alverden for spillerne var krystalklart, når man så deres iver efter at vinde og deres jubelscener, da sejren endelig kom i hus.
OL er for de allerfleste atleter det største, de nogensinde kommer til at opleve i karrieren. Vi ser eksempler på det hver eneste dag. Atleter, der falder sammen i gråd – enten af skuffelse eller glæde. Forskellen på en 4. plads og en medalje til dit land. Forskellen på guld og sølv. Eller bare dét at nå med i en kvart-, semi- eller finale. Jublen og overraskelsen over en uventet guldmedalje – f.eks. hos Danmarks Pernille Blume i bassinet
Og så dér hvor vi for alvor mærker historiens vingesus, som når vi får den første individuelle guldmedalje nogensinde af en sort svømmer.
Lidt anderledes er det med tennis. Tennisverdenen drejer sig ikke om et højdepunkt hvert fjerde år, men derimod om fire højdepunkter hvert år: Australian Open, French Open, Wimbledon og US Open. OL passer ikke ind i kalenderen, og der er mere prestige i at vinde Wimbledon lige før eller US Open lige efter. Så har tennis overhovedet brug for at være med i OL? Fra 1928 og helt frem til OL i Seoul i 1988 var tennis ikke på programmet.
Og nogle vil mene, at det heller ikke burde være det i dag. Er man lidt puritansk anlagt, kunne man have den holdning, at OL primært bør være for “amatørerne”, hvorfor de mest kommercielle og eksponerede sportsgrene som tennis, fodbold, basket og golf principielt ikke hører hjemme.
Derudover er der spillerne. Ti spillere blandt herrernes top-20 er slet ikke til stede i Rio. En del p.g.a. skader, men også en del fordi det bare ikke lige passede ind. OL giver – i modsætning til alle andre turneringer, som tennisspillere deltager i – hverken ranglistepoint eller pengepræmier. Du spiller for dit land, du spiller for æren.
Juan Martin del Potros uimodståelige forhånd
Hvor meget den slags til gengæld stadig betyder – trods fire meget betydningsfulde slam-turneringer hvert eneste år – har vi set eksempler på hele ugen. Som da Juan Martin del Potro, typisk blot kaldet Delpo, overraskede alt og alle og slog verdensetteren Novak Djokovic ud i første runde med cifrene 7-6 (4), 7-6 (2) ved hjælp af sin tordnende forhånd.
Kampen efterlod begge mænd i en tårevædet omfavnelse – Delpo af glæde, Djokovic, en mand, der har vundet alt de senere år, i skuffelse over ikke at tage metal med hjem til Serbien i denne ombæring.
Vi så det igen lørdag aften. Delpo er turneringens helt store cinderella-historie hos mændene. Den 1,98 meter høje ‘gentle giant’ fra Tandil i Argentina har haft nogle svære år. Blot fire kampe blev det til i 2014, blot 10 i 2015 og blot 21 i år inden OL.
Tre håndledsoperationer har han fået lavet, og baghånden er stadig blot en dårlig efterligning af det, den var engang, omend den nu omsider har fået en vis stabilitet igen (hvis du vil kende hele Delpos baghistorie, kan du med fordel læse Sport fortalts portrætartikel fra tidligere på året).
Men modet er der. Den mentale styrke er der. Serven er der. Slicen er blevet markant bedre. Og monsterforhånden er ligeså stor og vild og voldsom, som den altid har været.
De elementer var nok til at tage del Potro, der lige nu ligger helt nede som nr. 141 på verdensranglisten, hele vejen til finalen via en 5-7, 6-4, 7-6 (5) sejr over selveste Rafael Nadal i den over tre timer lange semifinale.
Afslutningen var alt andet end nem. Delpos offensiv havde sikret ham et break og en mulighed for at serve sejren hjem ved 5-4 i tredje sæt. Men først lavede han selv et par fejl derpå flugtede Nadal stærkt ved nettet, og da Nadal efterfølgende lavede sin karakteristiske løbende forhånd og drejede den ind fra en næsten umulig position, var det pludselig 5-5.
Delpo lod sig ikke slå ud dog. I næste parti kom han på 0-40, men lige lidt hjalp det. Et par lange forhænder fra Delpo og en serv ind på kroppen fra Rafa bragte balance i regnskabet, hvorefter Nadal servede partiet hjem.
Med så mange forspildte chancer for at afgøre kampen kunne Delpo sagtens have givet op. I stedet servede han stærkt og fortsatte med at gå efter sin forhånd ved enhver given lejlighed. Og det gav pote i både partiet og i tiebreaken.
Den skabende spiller blev – fortjent – belønnet med sejren. Rafa fik mange bolde retur, men det var Delpo, der var spilstyrende og initiativrig. 18 rene vindere blev det til fra forhånden mod Rafas ellers så uopslidelige defensiv.
Dermed er Delpo sikret minimum sølv, og han kastede sig ind i masserne for at få sin hyldest og dele sin glæde:
Med stor sandsynlighed stopper eventyret dog desværre også her i denne omgang. I finalen venter nemlig Andy Murray, som dels havde en tidligere og noget lettere semifinale mod Kei Nishikori (6-1, 6-4 på en time og 20 minutter), dels bare har været bundsolid hele året.
Derudover er finalen bedst af fem sæt, hvilket alt andet lige også må favorisere den mere veludhvilede og fysisk mere udholdende skotte. Men, men, men – man skal aldrig sige aldrig, og indtil sidste bold er slået, kan vi stadig drømme om en episk afslutning på del Potros imponerende OL.
Puerto Ricos første guldmedalje nogensinde
En ren Cinderella-historie har vi allerede fået hos kvinderne. Den 22-årige puertorianske Monica Puig har taget hele feltet med storm ved dette års OL.
Puig er p.t. nr. 34 i verden, men det har man ikke kunnet se den seneste uge. Tværtimod har hun spillet med en lethed og en selvfølgelig autoritet, som man ellers mere forbinder med en Serena Williams.
For sammenligningens skyld: Serena Williams har vundet fire OL-guld (inkl. i double) og 22 slam-finaler i single, Monica Puig havde indtil i går vundet én mindre turnering i Strasbourg i hele sin karriere og aldrig sluttet et år blandt verdens 50 bedste.
I Rio har Puig bl.a. udraderet dette års French Open-mester og verdens nr. 3, Gabine Muguroza. Hun har derudover slået den dobbelte Wimbledon-mester, Petra Kvitova, i semifinalen.
Og i nat dansk tid tog hun så det sidste skridt, da hun slog verdens nr. 2 og dette års Australian Open-mester og Wimbledon runner-up, tyske Angelique Kerber med cifrene 6-4, 4-6, 6-1.
Og ligesom del Potro hos mændene gjorde hun det med dejlig offensivt tennis.
Puig funklede i alle spillets facetter
I modsætning til Delpo, der primært benyttede sig af forhånden, var det dog i allerhøjeste grad også Puigs baghånd, der lynede. Hun spillede generelt på et vanvittigt højt niveau, men i tredje sæt ramte hun et niveau, hun formentlig aldrig har spillet på over længere tid før.
Alt, hvad hun rørte ved, blev til guld. Baghånd cross court ned i hjørnet? Tjek. Forhånd down the line ned i samme hjørne? Tjek.Baghånd inside-out ned i hjørnet? Tjek. Utagelig stopbold? Tjek. Umulig vinklet forhånd cross court? Tjek. Smukke og effektive flugtninger? Tjek.
Kontraspilleren Kerber, der på ingen måde spillede en dårlig kamp og har en af WTA-tourens bedste defensiver, havde intet at stille op mod dette arsenal af tørre, tunge, præcise grundslag, som stort set alle var placeret på eller tæt ved linjerne.
Hele 54 vindere slog Puig på Rios ellers så langsomme hard court, heraf 25+ med baghånden. Og da sejren endelig var hjemme efter et parti, der bølgede frem og tilbage med hele seks breakchancer til Kerber og tre matchbolde til Puig, tog Puig sejren, da en Kerber-bold sejlede ud.
Overraskelsen, glæden, lettelsen og forundringen over det ubegribelige, hun lige havde præsteret, stod malet i ansigtet.
Med sejren vandt Puig Puerto Ricos allerførste OL-guldmedalje nogensinde. En mere fortjent guldmedalje skal man lede længe efter. Det er år og dag siden, jeg har set bedre tennis på WTA-touren. Desværre har jeg ikke været i stand til at finde egentlige højdepunkter, men DR viser her den afgørende bold i hvert sæt samt ikke mindst Puigs jubel efter sejren.
Så ja, tennis hører i den grad hjemme ved OL. Når det kan få den slags følelser frem i spillere, trænere og publikum og byde os den slags kampe, som vi fik i går, er det squ lige meget, at der ikke er pengepræmier eller ranglistepoint på spil.
Herrernes finale spilles kl. 20.30 i aften dansk tid.
Denne artikel findes i samme version på websitet Sport fortalt.
