Mandag sluttede Wimbledon for Frederik Løchte Nielsen, hvorefter Holger Vitus Nødskov Rune holdt skansen til onsdag i single og indtil fredag i double
Som antydet i slutningen af nedenstående omtale fra den første uge ved Wimbledon, var planen for mandag i 2. uge endnu en tur i køen for at få ground ticket til Wimbledon.
Oplevelser i London: Holger succes på græs – Cliff i topform – Wimbledon Centre Court
Manic Monday stadig lang kø til Wimbledon
Mandagen i 2. uge betegnes ofte som “Manic Monday”, hvor der fortsat er lange køer i parken.
Vores plan var primært at se 3. runde kampen i double med Frederik Løchte Nielsen og 1. runde i Boys singles med Holger Vitus Nødskov Rune, og da Løchte skulle spille 2. kamp på Court 17 og Holger 3. kamp på Court 10, valgte vi at møde en time senere end om fredagen, hvor vi stillede os i kø ved 0530 tiden og fik queue no. 2876 og 2877.
Da vi nåede frem til køen ca. 0645 fik vi udleveret queue no. 5319 og 5320, selvom vi havde forventet, at køen til ground tickets ville være kortere i 2. uge.
Som tommelfinger-regel tager det ca. 5 timer at nå ind på anlægget, uanset hvornår man stiller sig i køen, og vi var fremme ved billetlugen ved 1130-tiden, og derfor var der stadig ca. 1 time til, at Løchte skulle spille på på Court 17.
Ventetiden blev udnyttet til at se afslutningen af kampen i Boys singles mellem Anton Matusevich (GBR) og Gauthier Onclin (BEL), der få dage i forvejen havde besejret Holger i semifinalen i Roehampton, hvor han derefter sikrede titlen med finalesejr over Liam Draxl (CAN).
Vi havde i forvejen set Matusevich to gange tidligere i Roehampton, da han vandt over sidste års vinder af Junior Masters, Brandon Nakashima (USA), og da han tabte 3-6, 2-6 til Holger i kvartfinalen.
Matusevich var chanceløs mod Holger, der i Roehampton spillede op til sit bedste, men mod Onclin fungerede både serven og spillet optimalt for britten, og med sejr på 6-3, 4-6, 6-4 sikrede han sig videre til 2. runde mod Govind Nanda (USA).
Derefter bevægede vi os igennem menneskemængden og frem til Court 17, hvor vi var på plads, inden kampen med Løchte og Robin Haase mod den 3. seedede verdensklasse konstellation, Raven Klaasen (RSA) og Michael Venus (NZL) begyndte.
Klaasen og Venus levede helt op til forventningerne, og derfor var Løchte og Haase under pres helt fra starten af kampen, hvor Løchte på billedet herunder – med familien i baggrunden – er presset ud i baghåndssiden.
Både i 1. og 2. sæt fik det dansk-hollandske par brudt deres serv, og da de ikke var i stand til at bryde tilbage, blev begge sæt vundet sikkert 6-2, 6-3.
Statistikken illustrerer tydeligt forskellen, idet Klaasen og Venus havde henholdsvis 6 og 11 vindere, mens Løchte og Haase havde 0 og 3 vindere, hvorimod ingen af parrene er noteret for mere end en enkelt unforced error.
I 3. sæt blev Løchte og Haase igen brudt, men da det omsider lykkedes at bryde tilbage, blev sættet afgjort i tiebreak, hvor 2 dobbeltfejl fra Løchte medvirkede til, at Klaasen og Venus kunne vinde komfortabelt 6-2, 6-3, 7-6(0).
Statistikken bekræfter den større jævnbyrdighed i 3. sæt, hvor Løchte og Haase er noteret for 6 vindere mod 7 af modstanderne.
Sikker sejr til Holger Rune i Wimbledon debut
Da kampen blev afgjort i 3 sæt, passede det perfekt ind i tidsplanen, da vi lige nåede på plads, inden Holger skulle spille sin første kamp på Wimbledon mod den 17-årige svensker, Kevin Chahoud, og som billedet herunder viser, var DTFs direktør Emil Bødker ligeledes blandt tilskuerne.
Wimbledon er som bekendt fyldt med traditioner, og både i køen og på anlægget bliver der drukket masser af champagne, og derfor blev der lejlighed til både at nyde det gode vejr og et glas champagne – samt naturligvis selve kampen.
Vi sad lige bag den ene baglinje, hvor Holgers energiske servebevægelse blev fanget af mobilens kamera i nedenstående billede.
Thomas Bilde fra TV2 Sport havde hurtigt spottet, at Holger var godt på vej mod sejr i sin Wimbledon debut, og derfor var han sammen med en kameramand på plads og klar til at lave interview efter kampen.
Selvom Holger havde en smule premiere-nerver, blev der ikke for alvor tvivl om udfaldet af kampen, som Holger efter en solid indsats vandt sikkert 6-2, 6-4, og dermed var Holger klar til i 2. runde at møde sin gode ukrainske ven fra KB, Eric Vanshelboim, der allerede lørdag havde vundet sin første kamp 6-3, 3-6, 6-3 over Leandro Riedi (SUI)
På vej ud fra banen fik Thomas Bilde nedenstående interview, som efterfølgende blev bragt på dansk TV.
Tirsdag kortere kø på kvindernes kvartfinaledag
Når man har været tidligt oppe og stået i kø 5 timer og derefter tilbragt det meste af dagen på Wimbledon, har de færreste – der har nået guldbryllups-alderen – lyst til at tage endnu en tørn i køen allerede næste dag.
En tennisnørd som undertegnede skribent er dog en undtagelse, og derfor troppede jeg op igen om tirsdagen, hvor fruen i stedet sov længe og brugte noget af dagen på shopping i Tooting.
Da Holger og Eric skulle mødes allerede kl. 11 på Court 17, mødte jeg op i køen allerede kl. 0530, hvilket var samme tid som om fredagen, men det viste sig, at køen var væsentlig kortere end om fredagen, og mit queue no. var så lavt som no. 955.
Årsagen er formentlig, at singlerne hos både herrer og damer var afviklet helt frem til 1/8-finalerne, og derfor var der fra kvartfinalerne ikke adgang til flere af sådanne kampe på en ground ticket.
På grund af det tidlige tidspunkt og den korte kø, var det faktisk muligt at købe billetter til enten Centre Court eller en af de øvrige showcourts, men da mit formål med dagen primært handlede om juniorkampene, blev muligheden for at få billet til en showcourt fravalgt.
Jeg havde heller ikke spor lyst til at betale £130 for adgang til Centre Court, selvom Serena Williams var på plakaten til både kvartfinale i single, hvor hun vandt 6-4, 4-6, 6-3 over Alison Riske, og senere i mixeddouble med Andy Murray, hvor de vandt 7-5, 6-3 over Fabrice Martin (FRA) og Raquel Atawo, og desuden vandt Barbora Strycova 7-6(5), 6-1 over det britiske håb Johanna Konta.
Heller ikke £110 for adgang til Court 1, hvor Simona Halep vandt 7-6(4), 6-1 over Saisai Zhang og Elina Svitolina 7-5, 6-4 over Karolina Muchova samt en herredouble var et fristende alternativ til juniorkampene, som kunne overværes på en ground ticket, der om tirsdagen var sat ned til £20.
I køen dukkede pludselig en velkendt – nærmest berømt – steward op og hilste på, og han stillede beredvilligt op til fotografering herunder.
Mange har formentlig bemærket David Spearing, som ofte bliver vist på TV i forbindelse med nogle af de store kampe på Centre Court
Billedet blev sendt til en god bekendt, som straks googlede David Spearing og sendte denne beskrivelse retur:
“David Spearing is the longest serving steward at the Wimbledon Championships.
[1] Spearing can be found in the player’s box during the Wimbledon Championships wearing a trademark black Stetson hat.
[2] Spearing has attended Wimbledon for 43 years.
[3] He lives in Abu Dhabi where he runs a structural engineering company.”
Allerede ved 9-tiden blev en ground ticket erhvervet efter ca. 3½ time i køen, og derfor var der god tid, inden dagens kampe blev indledt kl. 1100.
Opgør mellem to spillere fra Danmark
Ca. et kvarter før kampstart tonede spillernes navne og billeder op på den elektroniske tavle på Court 17, hvor der er et pænt antal siddepladser, og desuden er der mulighed for at gøre brug af Challenger systemet, hvilket uden tvivl er en uvant situation for både Holger og Eric.
På billedet herunder trækkes lod, inden kampen begynder.
Endnu en gang er Emil Bødker på plads sammen med flere andre danske tilskuere.
Holger og Eric har mødt hinanden flere gange helt tilbage fra U10-tiden og for nylig i den hjemlige Elitedivision.
I ITF-sammenhæng mødtes de i 2017 i finalen ved en Grade 4 turnering i Kenya, hvor Holger vandt 6-2, 6-3, og efterfølgende vandt de sammen titlen i double.
Holger har haft overtaget mod Eric i de fleste opgør, og det samme var tilfældet fra starten af kampen, hvor Holger spillede på et højt niveau, som sikrede ham 1. sæt 6-0.
Dominansen fortsatte i 2. sæt, hvor Eric dog vandt to partier, så den endelige sejr lød på 6-0, 6-2.
Da de havde takket hinanden for kampe med en kammeratlig omfavnelse, som ses på øverste billede, satte Eric sig ved siden af Holger, og de sad og hyggesnakkede om den store oplevelse at spille mod hinanden på Wimbledon, hvilket de fortalte om i et fælles interview med TV2 Sport.
Kommende spansk stjerne i aktion
Som antydet i nedenstående opslag på Tennisavisens facebook, var planen herefter at følge det 16-årige spanske stortalent Carlos Alcaraz Garfia, der ligesom Holger tilhører den talentfulde årgang 2003.
Garfia blev i 2018 Europamester i U16 efter sejre undervejs over både Holger og Elmer Møller, som han besejrede i finalen.
Spanieren har allerede deltaget i flere ATP Challengers, hvor han har vist, at han kan gøre sig gældende, bl.a. med sejr over no. 151 Pedro Martine Portero (ESP), og han har vundet sæt mod no. 106 Pedro Sousa (POR), og senest nåede han semifinalen i en $25.000 turnering i Martos.
Garfia havde i 1. runde vundet 7-6(13), 6-2 over 18-årige Tyler Zink, og i 2. runde mødte han no. 20 Matheus Pucinelli De Almeida (BRA).
Kampen viste flere eksempler på, hvorfor spanierne har høje forventninger til Garfia, som vandt overbevisende 6-1, 6-2.
Efter kampen stillede Garfia op til fotografering, selvom han egentlig troede, at jeg var ude efter en selfie sammen med Nadals forventede afløser.
Double med Holger og japansk makker
Inden den sidste kamp i dagens planlægning blev der lejlighed til at møde nogle af de øvrige fremmødte danske tilskuere i Cafe Pergola, hvor der blev tid til en snak med Daniel Mølgaard, der er en erfaren arrangør af både danske og internationale turneringer, om nye initiativer fra ITF.
Desuden en snak med et par tennisledere fra JTU – nærmere betegnet Hørning ved Aarhus – som betragter den nye populære padel sport som et godt supplement til tennissporten, og de forventer at kunne rekruttere nye medlemmer til tennis fra padel, som er væsentlig nemmere for nybegyndere at give sig i kast med end tennis, hvor mange bolde i starten havner i hegnet, indtil man får nogenlunde styr på teknikken.
Herefter gik turen til Court 11, hvor Holgers japanske doublemakker Shintaro Mochizuki, der også er årgang 2003, i den første kamp havde vundet 7-5, 7-6(3) i single over 17-årige Roman Andres Burruchaga (ARG).
I den næste kamp på samme bane tabte Mochizuki’s landsmand, 14. seedede Shunsuke Mitsui overraskende sikkert 2-6, 3-6 til no. 22 Nicolas Alvarez Varona (ESP), og efter denne kamp var Holger og hans makker, der er seedet 2 i double, klar til deres første 1. runde opgør mod det britiske par Felix Gill og Jack Pinnington Jones.
Holger og Mochizuki levede op til favoritværdigheden ved at vinde 1. sæt 6-3, men britterne gav dem kvalificeret modstand, og især var deres hurtige reaktioner ved nettet imponerende.
I 2. sæt fulgtes de ad til 4-4, hvorefter britterne brød serven i et parti, hvor der blev slækket på koncentrationen, og derved måtte kampen – en smule unødvendigt – afgøres i 3 sæt.
Det dansk-japanske par genfandt koncentrationen i 3. sæt, hvor de sikrede sig sejren 6-4, 4-6, 6-3.
Wimbledon på TV og turist i London
Selv for en tennisnørd kan 2 dage i træk i køen være lige i overkanten, og derfor besluttede vi at stå over om onsdagen, hvor vi i stedet slappede af i Tooting og fulgte nogle af kampene fra Wimbledon på TV2 Sport.
Selvom både Djokovic, Federer og Nadal var på pogrammet i herrernes kvartfinaler, var vort fokus mest på 1/8-finalen i Boys singles, hvor Holger mødte 18-årge Anton Matusevich, som han ugen forinden havde besejret relativt enkelt 6-3, 6-2 i Roehampton efter en overbevisende indsats, og derfor var der inden kampen berettigede forventninger til, at Holger kunne gentage sejren.
Inden kampen havde britten forsøgt sig med psykologisk krigsførelse, da han ifølge en artikel i Daily Mail, som Ekstra Bladet havde refereret til i denne artikel, havde hånet Holger for ikke at have et liv udenfor tennis ved at henvise til tennisrelaterede opslag på Holgers Instagram, og han blev citeret for at han ville forsøge at sætte sig mentalt i hovedet på den unge dansker.
Måske lykkedes denne plan, idet Holger fra kampens start virkede både anspændt og låst, mens britten til gengæld fortsatte de gode takter fra 1. runde opgøret mod Roehampton vinderen Gauthier Onclin, og han holdt sig ikke tilbage med at vise knytnæve, når han vandt bolde.
Holger fandt aldrig frem til de samme takter, som han havde vist i runden forinden mod Eric Vanshelboim, og han var også langt fra niveauet ugen før, da han vandt sikkert i kvartfinalen i Roehampton, og derfor var den logiske udvikling af kampen, at et nederlag var undervejs, da Matucheviz havde sikret sig 1. sæt 6-4, og ved 5-3 i 2. sæt havde britten 3 matchbolde i Holgers serv ved 0-40.
Holger har dog før reddet sig ud af håbløse situationer, og et nyt håb blev tændt, da han afværgede alle 3 matchbolde, og efterfølgende brød han brittens serv til 5-5.
Efter at have sundet sig stillede Holger op til interview med Camilla Nørgaard fra TV2 Sport, hvor han svarede både kompetent og ærligt på de stillede spørgsmål, indtil følelserne overvældede ham, hvorefter Camilla udviste god situationsfornemmelse og afbrød interviewet.
Humøret tilbage i torsdagens double
Næste dag skulle Matusevich forsøge at følge op på den sensationelle sejr over Holger, da han i kvartfinalen mødte Holgers double-makker Shintaro Mochizuki, som han ugen forinden havde besejret komfortabelt 6-1, 6-4 i 1/8-finalen i Roehampton, men britten kom hurtigt ned på jorden igen, idet japaneren tog revanche ved at vinde 6-3, 6-3.
Den anden kvartfinale i øverste halvdel af lodtrækningen var et opgør mellem 2 spillere fra årgang 2003, og opgøret blev vundet af Martin Damm (USA) 6-1, 6-4 over Carlos Alcaraz Garfia.
Senere torsdag skulle Mochizuki sammen med Holger spille 1/8-finale i double mod Nicolas Alvarez Varona (ESP) og Juan Bautista Torres (BRA), og det lignede et endeligt farvel til Wimbledon i denne omgang for Holger, idet hans makker slet ikke ramte sit niveau i 1. sæt, som de tabte 2-6, og det gik ikke meget bedre i starten af 2. sæt, hvor de kom håbløst bagud 1-4 og fordel til 1-5.
Holger havde imidlertid fundet spillehumøret tilbage efter skuffelsen i single dagen før, og humøret smittede af på publikum, som var med til at skabe en god stemning, som blev endnu bedre, da de leverede et ægte comeback og vandt kampen 2-6, 7-5, 6-2.
Da Løchte var ude af turneringen, og Holger ikke mere var med i single, valgte vi i stedet at tage ind til London City som turister, og vi besøgte bl.a. Madame Tussaud, hvor nedenstående voksfigur af Rafael Nadal findes.
Fredagen blev ligeledes benyttet til at besøge en af Londons attraktioner, Royal Greenwich Naval Observatory, hvor man kan blive klogere “med tiden”.
Vi sørgede dog for at være tilbage i Tooting, så vi både nåede at se Holger og Mochizuki på TV2 Play i kvartfinalen mod 7. seedede Govind Nanda (USA) og Liam Draxl (CAN) og – først og fremmest – den episke semifinale i herresingle mellem legenderne Roger Federer og Rafael Nadal på TV2 Sport, hvor vi blev vidne til en forrygende kamp, som Federer fuldt fortjent vandt 7-6(3), 1-6, 6-3, 6-4.
Mochizuki havde tidligere på dagen vundet 2003-semifinalen mod Martin Damm efter en gyseragtig afslutning i 3 sæt, hvor amerikaneren først havde reddet 4 matchbolde og indhentet et stort japansk forspring, og senere reddede japaneren en enkelt matchbold, inden han sikrede sejren 6-1, 0-6, 10-8.
Vi fulgte doublen på en medbragt iPad samtidig med, at Federer og Nadal via Chromecast kørte på TV-skærmen, og det blev hurtigt klart, at Holger og Mochizuki ikke helt nåede op til det niveau, som var nødvendigt mod et par kompetente modstandere, som viste større skarphed, som sikrede sejren 6-3, 7-5.
Holger slutter junior med US Open og Junior Masters
Flere danske medier har de sidste par dage fokuseret på, at danske juniorer fra på mandag topper junior-ranglisterne i både Boys singles og Girls singles, men de glemte dog at tage det forbehold, at det afhænger af nogle af resultaterne ved Wimbledon, idet Clara Tauson ville miste sin 1. plads, hvis 1. seedede Emma Navarro vinder titlen i Girls single, og Holger bliver kun no. 1, hvis hverken Martin Damm eller Shintaro Mochizuki vinder titlen i Boys singles.
Den første betingelse er dog efterfølgende opfyldt, idet Navarro i semifinalen tabte 3-6, 0-6 til Daria Snigur (UKR), der lørdag også vandt selve finalen 6-4, 6-4 over 10. seedede Alexa Noel (USA).
Finalen i Boys singles afvikles søndag, og hvis 18-årige Carlos Gimeno Valero (ESP) vinder over Mochizuki i finalen, vil Holger overtage 1. pladsen på ranglisten i Boys singles.
En sejr til japaneren vil til gengæld betyde, at både no. 1 og 2 (Holger) på ranglisten vil være spillere fra årgang 2003, hvilket næppe er sket tidligere, at 2 spillere med endnu 2 år tilbage som junior topper ranglisten.
Selvom Holger kan spille junior-turneringer i både 2020 og 2021 er 2019 formentlig det sidste år, hvor han deltager i junior-turneringer, idet planen for junior-turneringer resten af året er, at Holger spiller både US Open i starten af september og Junior Masters i Chengdu sidst i oktober.
Allerede i den kommende uge har Holger fået wildcard til en ATP Challenger i Amersfoort i Holland, og derfor er en “sidegevinst” ved, at han ikke er med i weekendens kampe i Wimbledon, at der bliver nogle dages ekstra pause til at lade op til den opgave, og for Mochizuki er en ekstra fridag inden søndagens finale i Wimbledon formentlig også en tiltrængt “sidegevinst” efter nederlaget i double.
Ugen efter Amersfoort har Holger desuden fået wildcard til en $25.000 turnering i Pontedera i Italien, og derfor er det besluttet, at Holger ikke deltager ved U16 EM for hold, som afvikles lige efter, da han ellers ikke får mulighed for at få en pause med ferie og restitution, inden optakt til US Open og efterfølgende formentlig Davis Cup mod Tyrkiet i Vejlby-Risskov hallen.
I forvejen har der siden triumfen ved French Open udover en masse kampe været en del virak med presse og champseed, hvilket alt sammen er med til at tære på energien og kan være medvirkende til, at Holger ikke har toppræsteret i alle kampe ved Wimbledon.
Derfor er det vigtigt fremover at finde en balance, hvor der er fokus på udvikling, og at der forsøges at sammensætte et turneringsprogram med mulighed for både at vinde kampe og samtidig møde spillere, der kan presse mest muligt.
Angående det økonomiske betyder en netop indgået sponsoraftale med Friheden Invest, at Holger får et flot tilskud til at dække nogle af de store omkostninger, der er forbundet med at få opfyldt de store mål, som Holger har sat sig.
Desuden har Holger fået stillet midler i udsigt fra Leschly Tennis Foundation, hvilket dog endnu ikke er faldet helt på plads.
Der er dog ikke tale om en halv million, som nogle har fået indtryk af som følge af presseomtalen, men helt præcist er der tale om 100.000 kr. for et år.