Trods sin unge alder er Oliver Bønding allerede blandt de 2 bedste britiske juniorer, der kan følges i junior-udgaven af French Open
Siden Tennisavisen for godt et år siden udgav nedenstående artikel i forbindelse med, at dansk-britiske Oliver Bønding som 14-årig vandt sin første Grade 4 titel, er udviklingen fortsat med eksplosiv hast mod toppen af britisk tennis.
ITF Junior: Oliver Bønding britisk top 10 junior som 14-årig efter Grade 4 titel
På den seneste junior-rangliste hos ITF er Oliver no. 46, og sammen med no. 42 Henry Searle fra årgang 2006 eneste britiske juniorer i top 50.
Desuden er Oliver den 5. højst rangerede junior i Verden i årgang 2007.
Ganske vist fulgte efter Grade 4 triumfen i Aldershot en periode, hvor Oliver i Grade 1 turneringer på græs i både Nottingham og Roehampton samt ved Wimbledon blev besejret i 1. runde, hvilket dog i alle 3 tilfælde var mod top 100 spillere, mens Oliver stadig var udenfor top 300.
Oliver fik i sommeren 2022 bedre træningsmuligheder, da han fik adgang til at bruge LTA’s faciliteter i Roehampton, som ligger i nærheden af Wimbledon.
Det har betydet bedre træningsfaciliteter og muligheden for at træne med bedre sparringspartnere, og han har blandt andet haft flere muligheder for at spille mod de bedste engelske professionelle spillere, heriblandt Jack Draper.
I starten af september nåede Oliver kvartfinalen i en Grade 2 grusturnering i Rakovnik, hvor han derved optjente 60 point til ranglisten, og mod slutningen af 2022 rejste han til Sydafrika, hvor han deltog i 2 Grade 3 turneringer (som nu betegnes som J100), og i begge turneringer strøg Oliver helt til tops i både single og double.
Derved avancerede han markant på ranglisten, hvor han i starten af 2023 – efter at årgang 2004 havde forladt listen – var no. 117, da han gik ind til årets første J300 turnering i San Jose, Costa Rica, hvor forventningerne på forhånd ikke var alt for høje, idet det var hans første turnering på dette niveau siden førnævnte græsturneringer sommeren 2022.
I Costa Rica vandt Oliver i 1. runde i både single og double, men i begge kategorier måtte han forlade turneringen i næste runde, hvorefter turen gik videre til J300 i Ecuador, hvor Olivers rangering lige præcis ikke gav direkte adgang til hovedturneringen.
I stedet var Oliver seedet 1 i kvalifikationen, hvor han var oversidder i 1. runde, men i 2. runde led han et smerteligt nederlag, da han efter 6-2 i 1. sæt ikke fik lukket kampen i 2. sæt mod Matthias Uwe Kask (CAN), der vandt efter 13-11 i tiebreak i 2. sæt og 11-9 i match-tiebreak i 3. sæt, efter at Oliver havde haft 7 matchbolde.
Nederlaget var en mental udfordring, men hans team formåede dog at løfte hans moral, og han gennemførte en god træning i Ecuador, inden turen gik videre til J300 i Barranquilla i Colombien, hvor lodtrækningen ikke var videre gunstig for Oliver, der til gengæld af samme grund ikke følte noget pres.
Derved begyndte serven at fungere bedre, og efter sejr 7-6(5), 6-4 over no. 165 Max Stenzer (GER) i 1. runde (R64), vandt Oliver i 2. runde 7-6(5), 6-3 over 6. seedede no. 70 Alexander Razeghi (USA), og rækken af 2 sæts sejre fortsatte med 6-2, 6-3 over 10. seedede no. 84 Duncan Chan (CAN) i 1/8-finalen og 6-2, 6-3 i kvartfinalen over no. 442 Matthew Forbes (USA), der forinden havde fejet al modstand brutalt til side med overbevisende 2-sæts sejre.
I semifinalen tog Oliver revanche for det bitre nederlag til førnævnte Matthias Uwe Kask, der denne gang selv fik “klask” 7-6(3), 6-1.
Finalen mod no. 173 Mees Rottgering (NED) blev en fantastisk oplevelse for Oliver, der spillede foran omkring 1.000 hujende tilskuere, og efter mere end 3 timers kamp kunne Oliver med sejr 5-7, 6-4, 7-6(3) løfte trofæet efter endnu et højdepunkt i karrieren.
Olivers far Lars Bønding har fremsendt følgende information vedrørende Olivers trænerteam:
“Der har været lidt ændringer i hans trænerteam, da Dan Smethurst fik et civilt job ved årsskiftet.
Det betød, at Miles Maclagen overtog ansvaret. Dog har Miles på grund af familiemæssige og arbejdsmæssige forpligtelser som kommentator haft en lidt mindre rolle på det seneste og har overladt styringen til Wayne Black.
Jez Green har stadig ansvaret for Oliver’s fysiske træning“.
En måned efter turen til Sydamerika, tog Oliver til Californien for at deltage ved J300 i Indian Wells, hvor Oliver var seedet 5 og derfor oversidder i 1. runde (R64).
Efter 6-2, 7-6(2) over Nathan Blokhin (USA), der havde wildcard, vandt Oliver i 1/8-finalen 6-1, 3-6, 6-3 over 9. seedede no. 118 Stiles Brockett (USA), og i kvartfinalen 6-3, 7-6(6) over 2. seedede no. 44 Roy Horovitz (USA).
I semifinalen vandt Oliver derefter 6-3, 6-4 over 13. seedede no. 150 Cyrus Mahjoob (USA), og i finalen havde Oliver 2 matchbolde i 2. sæt mod 11. seedede no. 128 Cooper Woestendick (USA), der dog vandt sættet i tiebreak, og han vandt derefter finalen 6-7(8), 7-6(5), 6-2.
Ugen efter deltog Oliver ved J100 i San Diego, som ligeledes er i Californien, og efter yderligere 3 sejre nåede Oliver kvartfinalen, hvor han vandt 6-2 i 1. sæt mod 3. seedede no. 47 Alexander Razeghi (USA), som derefter vandt de næste 2 sæt og dermed kampen 2-6, 6-4, 6-1.
Oliver havde – udover 10 single kampe på 10 dage – desuden spillet 6 doubler, idet han i begge turneringer havde vundet de to første runder, inden han sammen med henholdsvis Mitchell Lee (USA) i Indian Wells og Max Stenzer (GER) i San Diego blev besejret i kvartfinalen, og derfor var han godt udmattet efter efter de mange kampe.
Efterfølgende avancerede Oliver til en rangering som no. 40 på ranglisten, hvor han i en periode var den højst rangerede brite, indtil han forleden byttede plads med Henry Searle.
Efter tilbagekomst til England har der de seneste måneder været fokus på eksamener, da Oliver i år skal gennemføre omkring 20 af slagsen.
Derfor har Oliver kun deltaget i U16 og U18 UK-mesterskaberne, hvor han i begge tilfælde blev besejret i finalen.
I denne uge deltager Oliver ved J300 i Belgien, og i næste uge deltager han i juniorernes French Open på Roland Garros, hvor danske seere får mulighed for at se Oliver i aktion på Discovery+.
Lars Bønding tilføjer disse bemærkninger:
“Oliver står over for mange udfordringer, men så længe fokus forbliver på udviklingen af hans spil i disse år og ikke kun på resultaterne, tror og håber jeg, at han har en lovende karriere foran sig.
Vejen er dog lang og kompleks, og det er vigtigt at være tålmodig“.
Oprindelig plan var at repræsentere Danmark
Oliver Ahn Bønding har både amerikansk, britisk og dansk statsborgerskab.
Han er født i Virginia, USA, og da han var 5 år flyttede familien til England.
Hans mor er født i Sydkorea, men er amerikansk statsborger, og han fars forældre og en faster bor lige udenfor Skanderborg.
De besøger Danmark så ofte, det er muligt, og Oliver både forstår og kan tale dansk – dog ikke flydende, men godt nok til, at bedsteforældrene forstår det.
Lars Bønding fortæller, at de oprindeligt havde aftalt, at Oliver skulle repræsentere Danmark, og han spillede faktisk som 11-årige Summer Cup for Danmark, men da det ikke lykkedes at finde en praktisk løsning, blev det derefter besluttet, at Oliver repræsenterer Storbritannien.