Forhadt af mange for sin direkte og ufiltrerede måde at sige tingene på. Men uanset om man elsker eller hader ham, så er lettiske Ernests Gulbis svær at komme udenom i 2014, der har været den karismatiske spillers helt store gennembrudsår.
Man ser lidt af hvert, når man rejser som tennisspiller på sportens monkeyclass. Igennem en årrække havde jeg fornøjelsen af at følge dette liv på nærmeste hold, da jeg fungerede som international dommer på de såkaldte futuresturneringer. En familie printer sig særligt ind i hukommelsen. Familien Ivanov-Smolenski.
Sønnen Kiril var omdrejningspunktet for mor, far og kæreste, der alle rejste fra turnering til turnering i et gammelt og slidt folkevognsrugbrød. Jeg mødte dem første gang en iskold februardag udenfor Tennisklubben Ullevis indendørsbaner i det centrale Gøteborg.
Jeg hilste pænt og tænkte ikke videre over familiens forsamling omkring bilen. Det var først to timer senere, da jeg igen hilste på sønnen det slog mig, at hele familien rent faktisk boede i bilen, i frostgrader!
“Opvokset og opfostret til at have fokus på egne evner, og intet andet, har letten haft betyde besværligheder med at vise respekt overfor konkurrenter og kollegaer.”
Det var tydeligt at mærke på familien Ivanov-Smolenski, at hver eneste dollar sønnen kunne tjene i præmiepenge var værdifuld. Her var ikke ofret penge på hotel eller andre luksuriøse goder, som mange andre af turneringens, især skandinaviske, deltagere tog for givet.
Klubbens sofaer og faciliteter blev brugt for at få hverdagen til at hænge sammen. Som futuresspiller er en god ugeløn, hvis man tager sejren, omkring de 10.000 kroner. Derudaf skal alt betales. Hotel, fly, mad og en eventuel træner.
Med andre ord, så er det kun muligt at spille på dette niveau, hvis man har en velpostret økonomi med hjemmefra, eller man som mange østeuropæiske familier sælger alt og lever for lud og koldt vand. Disse familier ser tennis som vejen ud af økonomisk ruin, hvilket gør de satser alt.
Succeshistorier som Maria Sharapova er drømmebilledet, men for hver succeshistorie er mindst tusinder af fiaskoer vi aldrig hører om.
Da futures-rækken dengang tilbage i 2006 rykkede et smule sydpå i det Svenske mødte jeg en anden anderledes figur, Ernests Gulbis. Rygtet gik i Malmø Bellevue-Tennisklub at den 17-årige lette var et unikt talent, der netop havde optjent en stor sum point ved en stribe franske futuresturneringer.
Her var en mand der med stor sandsynlighed ville stryge direkte gennem systemet, og inden længe ville være at finde i de store Grand Slamturneringer.
Anderledes tilgang
Tilgangen til tennis for Ernests Gulbis var dog en ganske anden end den beskrevne for Ivanov-Smolenski. Sulten efter hver eneste dollar, viljen til at snyde sig til succes var ikke på samme måde at se, da han i turneringens semifinale mødte danske Frederik Løchte Nielsen.
Der var i langt højere grad fokus på, i tæt samspil med træneren, der fulgte intenst med fra sidelinjen, at få bygget pointene rigtig op, koste hvad det ville. Ydermere var et af punkterne, der blev arbejdet med, lettens temperament. Det var hele tiden lige på grænsen til at koge over i en kamp, der dog blev vundet i to sæt.
Niki Pilic var manden der på sit akademi i München var med til at udvikle den lettiske spiller fra han var 12-18 år gammel. Et dyrt ophold, hvilket skal ses i lyset af faderen Ainars job som investor. Efter sigende skulle investeringerne være gået så godt, at han i dag er blandt Letlands rigeste.
En status der har haft stor betydning for sønnens mulighed for at få hjælp og ro til udviklingen af sit tennistalent. I en familie fyldt af tidligere topatleter lå det i blodet, at også Ernests skulle blive til noget indenfor sportens verden.
Netop forståelsen i familien for, at sport på eliteniveau kræver dedikation og ofringer af mere almindelige karriereveje, betragter hovedpersonen selv i dag som en af hovedårsagerne til den opnåede succes.
Jagten på resultater på den korte bane, for at skaffe kapital, har aldrig været en nødvendighed. Det har evnen til at socialisere, at skabe sig et netværk på touren heller ikke.
Opvokset og opfostret til at have fokus på egne evner, og intet andet, har letten haft betyde besværligheder med at vise respekt overfor konkurrenter og kollegaer.
Karakterforladt kvartet
Et tydeligt eksempel på dette så man, da letten under sidste års Wimbledon blev spurgt, hvordan han så ”The Big four´s” (Nadal, Djokovic, Federer og Murray) betydning for udviklingen i international herretennis.
[quote_box_center]”De er grå mus, kedelige. Det viser alt for lidt personlighed efter min smag. Jeg savner typer som McEnroe, der var ligeglad med alle andre, typer der bliver elsket eller lagt for had. Sådan vil jeg gerne være, folk må mene om mig, hvad de vil. Kedelig bliver jeg aldrig,” forklarede Gulbis.[/quote_box_center]
Siden 2006 har Gulbis on/off været en del af tennissportens etablerede top. Humørsvingninger samt diverse skader har holdt ham fra kontinuerligt at bide sig fat i toppen.
I 2014 virker det dog som om, at noget af ungdommens skødesløshed er forsvundet fra letten, der fylder 26 til august. Svære situationer på banen er blevet besvaret med store slag fremfor knækkede ketsjere, hvilket bragte ham helt til semifinalen i French Open og for første gang i top-10.
Spørgsmålet er, om Gulbis kan vokse endnu mere mentalt og tennismæssigt. Med udviklingen i international tennis, hvor aldersgennemsnittet konstant øges er 26 ingen alder, hvilket giver Gulbis god tid til at udvikle sig endnu mere og måske endda udfordre den ”kedelige kvartet” i toppen.
