Med ni sejre i French Open, og 14 Grand Slamsejre i alt, nærmer spanieren Rafael Nadal noget ingen troede var muligt. De imponerende resultater bunder, paradoksalt nok, i at verdensranglistens nummer 1 aldrig har været en tennismæssigt naturtalent.
Han husker det som var det i går, Carlos Moya. Dengang hvor pigerne kiggede efter ham i den svenske ferieby Båstad og han nød opmærksomheden som en af verdens bedste tennisspillere. Med sig i Sverige havde han en ung kollega, hvis eneste lighedspunkt med French Openmesteren Moya var, at de begge var opvokset på feriøen Mallorca.
Teenageren Rafael Nadal havde lært sig at spille tennis omkring en solid defensiv, hvilket havde bragt ham hurtigt op gennem rækkerne i international herretennis. Carlos Moya havde indvilget i at hjælpe unge Nadal i en af hans første ATP-turneringer. For hjælp havde han i den grad brug for.
[quote_box_center]”Som ny mand på touren er du ofte meget usikker. Hvem taler du med om hvilke ting, samt hvordan fungerer hverdagen på hotellet, i omklædningsrummet og ikke mindst på banen. Det er noget mange spillere står alene med, da vi alle er konkurrenter. Men Rafael kom åbent og ydmygt og spurgte om jeg ville hjælpe ham. Jeg kendte familien fra Mallorca, så selvfølgelig ville jeg det,” forklarer Carlos Moya[/quote_box_center]
For det var ikke kun arbejdsgangen, der var et problem for Rafael Nadal i indledningen af karrieren som tennisspiller på øverste niveau. Sproget var også en gevaldig udfordring. Opvokset hjemme i trygge rammer blandt familie og venner på Mallorca, var spansk det eneste sprog, der blev talt.
Derfor var Nadal i de unge år gevaldigt udfordret ved mange turneringer, og havde det ikke været for hjælpsomme pressefolk ansat hos turneringerne og ATP, så havde spanieren med stor sandsynlighed rodet sig ud i lange søforklaringer på de få engelske gloser han havde lært sig.
“Jeg må ærligt sige, at det stod ikke klart i kortene for mig, at han skulle blive en af de største gennem tiderne.”
– Carlos Moya om Rafael Nadal
Ydmyg overfor mangler
Præstationerne på banen fortalte dog sit tydelige sprog om en spiller, der allerede i teenageårene formåede at bide skeer med de bedste. Allerede første gang Rafael Nadal deltog i French Open, vandt han.
En bemærkelsesværdig præstation, præcis som så mange andre elementer i hans karriere har været det. Uagtet at han i dag fremstår som en af de bedste spillere gennem tiden, så vil de fleste eksperter fortsat betegne Rafael Nadal som en spiller, der langtfra er komplet.
Dog mere i dag, end da vi for godt 10 år siden for første gang lærte Nadal at kende på den internationale scene. Carlos Moya, der beredvilligt tog en ung Nadal til sig som sin protege, tænkte dengang heller ikke store tanker om den langhårede landsmand.
[quote_box_center]”Jeg må ærligt sige, at det stod ikke klart i kortene for mig, at han skulle blive en af de største gennem tiderne. Jeg kunne se, at han havde hjertet på rette sted, han sled for tingene. Der var dog samtidig så mange mangler ved hans spil, teknik, taktik og offensive elementer. Når du mangler så meget, men allerede er slået igennem, så kan det ofte være svært, fordi fokus er på at bevare pladsen i top-100. Men der er Rafael unik, hvilket jeg den dag i dag kan se fortsat er tilstede hos ham. Han har en helt unik evne til konstant at tilegne sig ny viden samt implementere dem i sit spil. Han lærer nyt så hurtigt, at han gang på gang har overrasket mig i det han har udviklet i sit spil, det havde jeg aldrig troet var muligt. Det er i min verden der, hvor han gør sig unik i forhold til andre spillere,” forklarer Carlos Moya.[/quote_box_center]
Med 14 sejre i single i Grand Slamsammenhæng, senest ved French Open i juni måned, lurer næste rekord lige om hjørnet. Den rekord der i øjeblikket indehaves af en af Rafael Nadals mangeårige rivaler, Roger Federer, der har vundet 17 Grand Slamtitler i single.
I sig selv en helt unik præstation, at to af historiens største spillere har delt nærmest en helt generation på toppen af tennistronen og altså fordelt titlerne pænt mellem sig.
Ny prioritet sikrer Nadal rekorden
Udover en evne til at udvikle på samtlige elementer i sit spil over tid, hvilket blandt andet har udmøntet sig i to titler ved Wimbledon, en turnering mange havde svoret spanieren aldrig ville vinde, har kontinuitet været gennemgående hos spanieren.
Særligt grussæsonen har ikke bare budt på sejr i Paris, Nadal har gennemgående haft en uhyggelig høj sejrsprocent, når man ser på alle kampene. Den kontinuitet tror Carlos Moya ikke vil fortsætte i fremtiden, da Rafael Nadal har indset, hvad der skal til, hvis drømmen om at nå op på 18 Grand Slamtitler skal indfries.
[quote_box_center]”Rafael har haft mange skader, nogle af dem lange og alvorlige. Han er klar over, at han har slidt hårdt på sin krop. Derfor tror jeg han kommer til at træne anderledes op til de store turneringer. Fremover bliver fokus lagt på at peake i selve Grand Slamturneringen og ikke i lange perioder før og efter, hvilket han har kunnet, da han var yngre og havde flere ressourcer. Han bliver tvunget til at økonomisere mere med kræfterne, hvis han vil holde tid nok til at vinde de titler han mangler. Det er han klar over, jeg tror han når rekorden,” afslutter Carlos Moya.[/quote_box_center]
Rafael Nadals 14 Grand Slamtitler er fordelt med ni i Paris ved French Open, to i London ved Wimbledon, to ved US Open i New York og en ved Australian Open i Melbourne.