Tennisspilleren Maria Jespersen var netop begyndt på det hun troede var den ultimative drøm, tennis på fuld tid. Det varede dog kun kort tid, før hun fandt ud af, hvor kold og kynisk tennisverdenen kan være, når man som ene dansker rejser rundt.
I dag er humøret tilbage i top og Maria Jespersen har genfundet glæden ved at spille tennis. Det bliver dog først og fremmest til kampe i Danmark, der kan passes ind med det nye liv som studerende på Københavns Universitet. Den lige vej gennem systemet, men drømmen om at leve af tennis var der for Gentoftespilleren.
[quote_box_center]”I ungdomsårene trænede jeg og levede tennis. Det var hele mit liv. Når man har så dybfølt en passion for noget, bruger så forholdsvis meget tid på det, så er det i min verden kun naturligt at se, hvor langt det kan bære. Som idrætsudøver må det ultimative være at måle sig med de bedste i verden, det var det jeg gerne ville give et skud,” fortæller Maria Jespersen, da Tennisavisen møder hende i forbindelse med DM i Tennis, et af årets højdepunkter på Jespersens gamle hjemmebane i Helsingør.[/quote_box_center]
Som alle andre måtte Maria Jespersen starte fra bunden, da hun for første gang ville forsøge sig på internationalt niveau. Det betyder, at der ingen garantier er for, at man kommer ind i turneringer. Det kræver en enorm fleksibilitet og mobilitet at få sat et optimalt turnerings- og træningsprogram sammen. Som kvindelig spiller kræves der at man opnår point i tre turneringer, før man bliver optaget på WTA-ranglisten. Og først når det sker, kan adgangen til turneringen blive en anelse lettere og man kan planlægge bedre.
En mur af modstand
Det der hjemmefra lignede det sværeste, at komme ind i turneringerne, skulle dog vise langtfra at være den eneste forhindring på vejen. Som et socialt menneske ynder Maria Jespersen at have folk omkring sig, og tale med de folk hun møder på sin vej, også selvom det er potentielle konkurrenter. Den tilgang til tilværelsen som tennisspiller er det dog langtfra alle der har.
[quote_box_center]”Jeg har oplevet at gå rundt på et anlæg en hel dag for at forsøge at finde nogen at træne med, men det var nærmest umuligt. Jeg spurgte en seedet spiller, da hun kom til anlægget og så ligeså alene ud som jeg, hvilket hun var. Hun spurgte så, om jeg var i hovedturneringen, hvilket jeg ikke var. ”Nej, så ville hun lige se, om hun kunne finde en anden at spille med først,” slam, lige op i ansigtet, det var ikke sjovt,” fortæller Maria Jespersen.[/quote_box_center]
På de fleste rejser var hun tvunget til at rejse alene afsted. Ofte med korte afstikkere hjem, da træningsmulighederne som beskrevet sjældent var optimale. Så vidt muligt forsøge Maria Jespersen at koble sig på det team af svenske pigespillere, der ofte rejste sammen i en stor gruppe. Spillere der for manges vedkommende var på samme niveau som Gentoftespilleren, men blev støttet af klubber og forbund til at rejse ud.
[quote_box_center]”I Sverige har man en kultur, hvor man anerkender folk, der forsøger at rejse ud og spille internationalt. I Danmark er det lige omvendt. Jeg kunne konstant mærke, hvordan folk så skævt til mig. ”Hvorfor spiller du internationalt, når du ikke engang kan vinde DM”, var attituden ofte. Det ramte mig, fordi jeg følte jeg skulle forsvare noget, i stedet for at fokusere på det jeg egentlig gerne ville, tennis,” fortæller Maria Jespersen.[/quote_box_center]
Den mur af skepsis hun mødt blev ikke bedre af, at den omsorgsfulde pige fra Helsingør havde det dårligt med at bruge løs af mor og fars penge. Det koster penge, mange penge, at gøre sig erfaringer som professionel tennisspiller. Alle de udfordringer lagt sammen blev for meget for Maria Jespersen, der så sig selv ændre adfærd.
[quote_box_center]”Jeg låste mig inde på hotelværelset, bestilte roomservice og isolerede mig fra den verden jeg drømte om skulle være min fremtid. Det hele blev for meget, alt det der ikke handlede om tennis. På banen gik det egentlig godt nok, resultaterne blev gradvis bedre, men hvis du ikke har det godt som menneske, så er det bare ikke det værd i længden,” forklarer Maria Jespersen.[/quote_box_center]
Hun bruger i dag masser af tid på tennis, når det ikke er studiebøgerne der kalder. Igennem egne erfaringer håber hun at kunne hjælpe unge piger med ambitioner frem i verden. Opfordringen fra Maria Jespersen lyder til både forældre og klubber at nedbryde grænser. Det med ikke at ville rejse sammen med spillere, fordi de er for andre klubber, holder ikke, det er Danmark alt for lille til. I stedet skal spillerne se hinanden som ressourcer. Uden hinanden bliver rejser udenlands alt for hårde og opslidende. En ting er man står alene med ansvaret på banen, udenfor er det vigtigt at stå sammen. Ellers ender man som Maria, der desværre langtfra er en enkeltsående dansk historie.
