Af Lars Elvstrøm
Ud over tennisspillerens fysiske og slagtekniske kapacitet beror den udslagsgivende faktor i en tenniskamp på psykologiske faktorer som en god vurderingsevne og evnen til at lære og tilpasse det indlærte forskellige situationer. Men den konkrete kamp skaber også nervøsitet og kan være direkte angstprovokerende, hvorfor en dialog om årsagen til og tacklingen af psykisk spænding bør indgå som en del af træningsmiljøet i en tennisklub.
Psykisk spænding kan mærkes som spænding i musklerne, på fordøjelsessystemets reaktioner, på vejrtrækning, puls og svedsekretion. Spændingsniveauet afhænger af den enkelte spillers personlighed samt af konfrontationen med den betydning, som den pågældende kamp repræsenterer – både for en selv og for omgivelserne.
Generelt er det vigtigt ”at præstere” i vores samfund, og det giver en tydelig afsmitning på unges opvækst, hvor mange børn bliver syge af stress og studerende tager medicin for at klare presset. Pres er der også rigeligt af i idræt, hvor man har gjort sig erfaringer som denne sammenhæng mellem psykisk spænding og præstationseffekt, sådan som den norske psykolog Villi Railo viser i bogen ”Sportspsykologi” allerede i 1977.
Psykisk spænding er nødvendig for at kunne præstere. Kurven illustrerer, at stigende psykisk spænding øger effekten af en præstation – indtil et vist niveau! Øges den psykiske spænding yderligere, har det en negativ effekt på evnen til at præstere. Som billedet også viser, kan to personer A og B øge deres psykiske spænding fra forskellige udgangspunkter. A øger herved effekten af sin præstation. For B med en mere anspændt personlighed, kan kampens stresstillæg have en direkte negativ effekt på præstationen. Generelt er den psykiske spændings negative indflydelse større i idrætter med finmotorik end i idrætter med store kraftpræstationer. I tennis, som repræsenterer ”blandet motorik” vil der for den enkelte spiller være en optimal psykisk spænding, men spørgsmålet er, hvordan den kommer til udtryk, påvirkes og reguleres?
Presset ved uvisheden om en kamps udfald påfører som udgangspunkt alle spillere en psykisk spænding og ”valget” mellem ”kamp” eller ”flugt”. Målet er selvfølgelig som udgangspunkt at kæmpe, men en for høj psykisk spænding øger risikoen for præstationsangst, der kan resultere i en ubevidst flugtadfærd.
Man skal ikke være særlig rutineret for at se, om en spiller kæmper koncentreret og med sine forudsætninger og træningstilstand gør sit bedste. Uanset hvordan det går, ses en målrettet adfærd uden brug af energi på ligegyldige forhold og med offensive taktiske valg. En forudsætning er dog, at spilleren har viljen til at rumme kampens ubehagelige psykiske spænding og modet til at udholde spændingen igennem hele kampen.
Hvis en spiller derimod ubevidst vælger ”flugten”, kan man se et tøvende spil, der ikke matcher spillerens formodede niveau, og et flakkende fokus – muligvis kombineret med en voldsom aggression rettet mod irrelevante forhold. Resultatet er et personligt ubehag, der både i kampens løb og efterfølgende enten bekræfter spilleren i et negativt selvbillede eller i tilfælde af et idealiseret selvbillede påkalder sig beskyttelse med forklaringer i form af ”dårlige undskyldninger”. Formålet med at registrere og anerkende den ubevidste ”flugt” er naturligvis bagefter at kunne arbejde hen imod en kampadfærd, der er mere personlig udviklende og konstruktiv.
Konkret kan man under sådan en kamp høre udbrud som ”dårlig opstrengning”, ”dårlig bane”, ”jeg kan ikke spille i blæsevejr”, ”jeg er ved at blive syg”, ”modstanderen snyder” eller ”dommeren er en idiot”. Forklaringerne kan selvfølgelig være korrekte, men høres de for ofte, må de i en spillers miljø mane til eftertanke. De signalerer jo et behov for at berolige sig selv og sine omgivelser med, at man ”normalt” er dygtigere end den øjeblikkelige pinefulde præstation, og de fjerner fokus fra en fornuftig håndtering af modstanderens spil. For at undgå denne ubehagelige psykiske spænding er spillere set at simulere en skade og/eller bare at forlade kampen. Endelig afslører spillere, der bryder i gråd under en tenniskamp et niveau af præstationsangst, der muligvis er behandlingskrævende.
Hvis spilleren på denne måde har tabt kampen, kan ”flugten” fortsætte i apatisk og depressiv adfærd, kritik af og aggression mod forældre og trænere, grædeture eller psykisk smertelindring ved hjælp af alkohol. Der er mange eksempler på, at piger med gråd har synliggjort en næsten invaliderende præstationsangst. Psykologiske forsvarsmekanismer er selvfølgelig vigtige, fordi de sikrer, at ”psyken” generelt overlever i et menneskes håndtering af sit liv, men de skulle objektivt set ikke være så fremtrædende i unge tennisspilleres kampe. Aktiveres de alligevel – i stedet for glæden over den fysiske udfoldelse og den livsbekræftende, men i en større sammenhæng betydningsløse spændingskonfrontation – er det noget, tennismiljøet bør arbejde med!
Godt nok er der en risiko ved at kæmpe for at vinde en tenniskamp, nemlig mødet med den realitet, at man måske ikke er god nok. Hvor villig en person er til at acceptere et nederlag er således en særlig faktor, der kan påvirke udfaldet af en præstation. Et forsøg beskrevet i ”The Journal of Neuroscience” (2014), hvor en MR-scanner overvågede forsøgspersoners hjerneaktivitet under et forsøg med gambling, viser sig at have en bemærkelsesværdig relevans for tennis. Personer, der ikke kunne lide at tabe, præsterede fint, når de var undertippede, men de blev nervøse ved muligheden for at vinde. Personer, der var ”ligeglade” med at tabe, præsterede dårligt som undertippede, men blev ikke nervøse ved muligheden for at vinde.
I tennis genkender de fleste af os den situation, at en undertippet tennisspiller gør det godt mod en favorit, kommer frem til en matchbold – for derefter at fedte det væk. Situationen kunne også være, at den undertippede på trods af dårligt spil alligevel kommer frem til en matchbold – og slår en vinder. Forskellen kan være, at spilleren i den første situation på matchbolden tænker; ”uha, bare jeg ikke taber nu”, mens spilleren i den anden situation tænker; ”fedt, nu går jeg sgu efter den”. Som det illustreres i denne almene figur fra Villi Railos ”Bedst når det gælder” (1984) er en præstation udover at være drevet af ren fysisk energi og følelser netop også påvirket af de tanker, der optager en udøver før og under kampen.
Som studievejleder i uddannelsessektoren og overdænget med kurser og psykologisk litteratur om eksamensangst kan man konstatere en bred enighed om tilstedeværelsen af nogle fælles faktorer hos unge, der udvikler eksamensangst. Konkluderende peges der på årsager som ”usikkerhed på sig selv”, ”store forventninger” og ”høje krav”. Det er ikke urimeligt at antage, at det samme gør sig gældende for unge tennisspillere, når de ikke kan håndtere deres præstationsangst.
Man kan hos Team Danmark læse (www.teamdanmark.dk/traen-som-en-atlet/sportspsykologi/), hvordan organisationen ønsker at arbejde med og udvikle dansk eliteidræt. F.eks. handler det psykologiske arbejde med en udøvers præstationsevne primært om afspænding, vejrtrækning og visualisering i en række mindfulness øvelser, der dyrkes for ”at registrere de tanker, følelser og fornemmelser, der trækker atleten væk fra fokus på opgaven”. Denne ”træning af opmærksomheden er en central del af mentaltræningen for en eliteatlet”. For en lille gruppe unge tennisspillere kan disse øvelser givetvis hjælpe dem til at finde den optimale psykiske spænding som tidligere beskrevet. Kritikere sidestiller imidlertid mindfulness med en hovedpinepille eller en gang placebo, der fjerner fokus fra problemer i stedet for at løse dem.
Størstedelen af de unge tennisspillere kommer aldrig ind under Team Danmarks elitedefinition. Men de er seriøse på klubbernes træning og deltager regelmæssigt med stor entusiasme i turneringer hver weekend. For dem kan der være et kulturelt problem i klubberne, fordi elitetræningens normer og praksis siver NED i rækkerne, hvor trænere og klubber arbejder på at komme OP igennem rækkerne. Det betyder, at selv om træningen af denne gruppe burde fokusere på den proces, der positivt kan præge dem til tennis for livet med en udvikling af fysiske færdigheder samt almene psykologiske og sociale kompetencer, kommer det i klubbernes dagligdag typisk til alene at handle om resultater, medaljer og mesterskaber.
En forudsætning for at vælge ”kampen” frem for ”flugten” er oplevelsen af tryghed – ved sine omgivelser og ved sig selv – både forstået som indsigt i og tillid til egne evner og forståelse og kontrol af egne reaktioner. Denne selvtillid er det en træners opgave at stimulere i det daglige arbejde i en dialog med spilleren. Det svære er at finde tiden til at være en realistisk og motiverende ”boldvæg” for spillerens refleksioner. Spillerens selverkendelse må skabes på alle fire områder af spillet; det slagtekniske, det taktiske, det fysiske og det psykologiske. En forståelse af egne psykologiske reaktionsmønstre kræver snak om de tanker og følelser, som opstår i en kamp. Den tid, opmærksomhed og empati, det kræver sammen med den unge at nå frem til en bevidstgørelse, kan klubberne ikke honorere, når forventninger og krav alene relateres til resultater, medaljer og mesterskaber.
I den bedste af alle verdener kunne en tennisklub i virkeligheden have en pædagogiske funktion og være et frirum, hvor den unge tennisspiller kunne opnå selvindsigt, prøve sig selv af og øve sig i at håndtere den naturlige præstationsangst, som andres og egne forventninger kan vække i forbindelse med en spændende tenniskamp.
Indlæg af
Lars Elvstrøm
Cand.scient. i idræt og biologi
Tennistræner (tenniskurser.dk)
