Caroline starter nu op på 2. halvårs hard court sæson, hvor hun plejer at gøre det rigtigt godt. Men der er hårde modstandere på den anden side af nettet lige fra start.

Hovedturneringen starter på mandag.

Caroline sidder over i 1. runde. I 2. runde møder hun en kvalifikationsspiller. Her kan der godt vente en ubehagelig overraskelse, idet der er adskillige rigtigt gode spillere med i kvalifikationen, spillere som Caroline godt kan tabe til. Men det burde “per definition” være overkommelige modstandere.

I 3. runde møder hun efter seedningen (10) Agnieszka Radwanska, såfremt Radwanska kan slå Coco Vandeweghe, hvilket bestemt ikke er sikkert. Coco har fart på p.t., medens Radwanska er noget svingende i år. Set med danske øjne vil Carolines chancer for at gå videre formentlig være bedst, hvis hun møder Radwanska, som hun traditionelt har meget godt styr på, hvilket ikke nødvendigvis er tilfældet med CoCo.

I 4. runde, kvartfinalen, siger seedningen, at Caroline vil møde (1) Karoline Pliskova, som burde have slået sig frem hertil. Såfremt de 2 mødes, kan alt ske. Hvis Pliskova er i topform, får Caroline svært ved at besejre hende. Men det er Pliskova ikke altid, så Caroline skal være klar til at udnytte ethvert tegn på svaghed. Vi har før set Pliskova gå helt ned, når hun presses på en dag, hvor det ikke kører 100% for hende.

På papiret vil Caroline i semifinalen møde (3) Angelique Kerber. Men Kerber er som bekendt ret så uforudsigelig, så det kan meget vel være, at Caroline i givet fald vil stå overfor enten (7) Johanna Konta eller (14) Petra Kvitova, som må betragtes som seriøs dark horse. Uanset hvem af de 3 Caroline skulle møde, vil det kræve, at hun er initiativtagende og præsterer på sit højeste niveau for at vinde. Hvem af de 3 er at foretrække, hvis man kunne vælge frit – ja vel helst Kerber og nødigst Konta, som har slået Caroline de 2 gange, de har mødtes.

I finalen vil Caroline efter seedningen møde (2) Simona Halep. Men Halep kan forudse nogle betydelige bump på sin vej i form af (8) Swetlana Kuznetsova eller (12) Jelena Ostapenko i kvartfinalen samt (4) Garbine Muguruza, (5) Elina Svitolina eller (9) Venus Williams i semifinalen. Som højest seedede af de 4 må Muguruza, som p.t. spiller formidabel tennis, anses som favoritten. Halep er noget svingende p.t , så sandsynligheden for, at hun når frem til finalen, er næppe ret stor. Såfremt Caroline kommer til at se Muguruza på den anden side af nettet i finalen, får hun det svært. Men det er ikke umuligt for hende at vinde over Muguruza, der som alle andre spillere også har svagere perioder og  dage. Set med danske briller ville det jo være meget fint men nok ønsketænkning, at Kuznetsova skulle slå sig igennem til finalen. Til gengæld er det næppe ønskværdigt, såfremt det skulle lykkes Ostapenko, at nå så langt, hvilket godt kunne tænkes.

Alt i alt en udfordrende lodtrækning for Caroline, som skal finde sit højeste niveau formentlig allerede fra sin første kamp, og for at vinde turneringen, skal hun formå at fastholde dette hele vejen igennem. Det er der nu efterhånden ikke så meget nyt i; lette kampe er noget, der tilhører fortiden – hvis der i øvrigt nogensinde har været sådanne. Men forhåbentlig ser vi Caroline få en god start på 2. halvårs hard court sæson, som traditionelt er hendes bedste.

Forrige artikelEntryliste: Uge 33, Premier P5 Cincinnati, Caroline, Pliskova m.fl.
Næste artikelITF Porto: Ny double-titel til Emilie Francati og Emily Arbuthnott
Ole Jørgensen
Ole Jørgensen har siden 1992 har været aktiv i den lokale tennisklub bl.a. som formand for klubben i 10 år, som træner, som holdleder på et motionist turneringshold og som aktiv spiller. På den globale scene er hans store interesse dels udvikling og tendenser på og omkring WTA-touren og dels den enkelte spillers udnyttelse af sit potentiale. Oles interesse for udviklingen på WTA-touren, som han har fulgt nøje, startede især da Caroline Wozniacki vandt Wimbledon som junior.