Barndommen i den serbiske familie var alt andet end normal for de tre børn. Faderen Srdjan havde fra starten bestemt, at den ældste søn, Novak, skulle have al opmærksomhed for at indfri drøm-men om at opnå økonomisk uafhængighed.
Af Per Colstrup Vinkel
Hans samtaler med pressen er få – faktisk sjældne. Srdjan Djokovic er arkitekten bag den storslåede karriere sønnen Novak Djokovic har opnået. Vejen til de mange store titler har dog på ingen måder været en dans på roser. Undervejs har især de to yngste medlemmer i familien måtte indse, at det kræver en ganske særlig dedikation at skabe en tennisspiller i mental særklasse.
Srdjan blev født i Kosovo i tiden mellem de to verdenskrige. Det var i denne periode englændere kom til Balkan og byggede hoteller med tennisbaner. Det var der drømmen om at skabe en tennis-spiller i international verdensklasse blev født. Som 19-årig rykkede faderen videre til Beograd, hvor han boede til han var 25. Det var også her han mødte Dijana, der kort tid efter fødte deres første af tre børn, Novak.
Et drømmebarn, der naturligvis fik stor opmærksomhed fra forældrene. Men også bedsteforældrene havde et særligt øje på lille Novak, på begge sider var den kommende superstjerne første barnebarn. Først fire år senere kom lillebror Marko til verden, og yderligere fire år senere kom så end-nu en lillebror, Djordje.
“Forskellen på os og de vestlige lande er, når vi får et barn, så vil vi have det til at være i vores liv hele tiden, 100 procent. Det er derfor vi i Serbien og på Balkan er så tætte med vores børn, derfor vi kan give hinanden betingelsesløs kærlighed. Derfor er vi også klar til at gå længere for hinanden, hvilket vores familie er et godt eksempel på,” forklarer Srdjan Djokovic i et interview med den europæiske udgave af Newsweek.
Kort før han blev tre rykkede Novak og forældrene til bjergområdet og byen Kopaonik. Faderen startede et firma der solgte sportsudstyr, mens Novak og de små brødre kunne se tennisbanerne under opførelse foran barndomshjemmet. Novak hjalp håndværkerne med praktiske ting omkring banerne, baner han allerede dengang havde en særlig følelse for, det husker Srdjan.
“Da han blev fire, fik han lov at komme til en træningssamling i byen Novi Sad. De optog ham hurtigt i klubben, han slog den samme baghånd han har i dag, resten er historie,” siger Srdjan og an-tyder, at han har mere på hjerte end at opremse vejen til den store succes.
Hård mod rivalerne
For at nå dertil, hvor han er kommet, som manden der realistisk indenfor et par sæsoner kan tilegne sig samtlige store rekorder i tennishistorien, er historien om et langt hårdt arbejde. Et arbejde der har krævet ofre, da der undervejs har været mange og hårde fravalg for at opnå succes.
“Ingen andre ville hjælpe os, derfor måtte jeg tage sagen i egen hånd. I 10 år var vi konstant sammen, vi lavede alt sammen. Alle steder vi rejste havde de andre trænere og fysioterapeuter. Vi havde kun hinanden. Presset på mig var enormt, jeg skulle hele tiden træffe beslutninger. Gik en enkelt ting galt kunne det koste, derfor var jeg hele tiden opmærksom på, at alting fungerede omkring os,” fortæller Srdjan.
Herunder ansættelsen af trænere og tilknytningen til de akademier Novak spillede på som ung-domsspiller. Pengene til dette blev lånt eller taget fra familiens husholdning. Det betød resten af familien hjemme i Serbien måtte spinkle og spare. Samtidig måtte de to mindste brødre indse, at de kun sjældent så deres far.
“Alt var lavet for at Novak skulle opnå succes. Desværre betød det, at Marko og Djordje ikke fik en procent af min opmærksomhed, den gik til Novak. Det er jeg ked af i dag, for de kunne begge have opnået noget stort. Men Novak tog al min energi, jeg havde ingen kræfter tilbage,” fortæller fade-ren.
Han fortæller, hvordan opholdet på Niki Pilic akademiet i Munchen var blandt de vigtige elementer i opbygningen af den base, der i dag gør serberen frygtet blandt alle modstandere. Det var her Novak for første gang oplevede at være alene, uden hjælp. Det gav ham mod, passion og den robusthed vi kender i dag. Altid mødte han til træning 20 min. før alle andre. På den måde ville han være optimalt klar, når træningen startede. Et godt billede på, hvorfor han altid har været kendt som en kæmper.
En kæmper verden for alvor så i 2011, da Djokovic tog den tredje Grand Slam i et kalenderår ved at besejre Roger Federer i US Open-finalen. En kamp, der for Srdjan, var selve symbolet på at den lange rejse med mange udfordringer var lykkedes.
“23.000 af de 24.000 tilskuere på stadion heppede på Roger Federer. Efter kampen tog Novak mikrofonen og sagde “I er de bedste fans i verden”. Det er mental styrke, en solid klippe. Da de skreg “Roger” tænker han i sit hoved “Novak”. Når han stopper karrieren, så vil han blive endnu mere respekteret for de bedrifter han har opnået.
