I dag afvikles semifinalerne ved DM i Hillerød.
Herrernes semifinaler spilles kl 17.00 med følgende parringer:
Sebastian Grundtvig, HIK – Oskar Brostrøm Poulsen, Gentofte
Martin Linnet Killemose, KB – Valdemar Frederik Pape, HIK
De fire seedede spillere er alle slået, men det er ikke overraskende at se de fire semifinalister fremme til dagens opgør, flere af dem var forhåndstippet til at skulle kæmpe med om titlen.
Sidste år var de klubkammerater, men nu repræsenterer de hver sin klub i semifinalen; både Sebastian og Oskar har vundet ungdomsmesterskaber indendørs, men ikke som seniorer.
Veteranen Martin Killemose er oppe mod det unge talent Valdemar Pape, vinder erfaring over ungdom?. Martin har vundet DM inde to gange tidligere, i 2012 og 2014.
Damernes semifinaler spilles kl 18.30 og her mødes:
Sofia Nami Samavati, Holte (1) – Rebecca Munk Mortensen, KB (3)
Karen Barritza, Birkerød (2) – Emilie Francati, Gentofte (4)
De fire topseedede er alle nået frem til semifinalerne, og der tegner sig et par spændende opgør. Førsteseedet Sofia Samavati møder den 15-årige KBer, Rebecca Mortensen, som i slutspillet sikrede KB holdguldet.
Den anden kamp står mellem to landsholdskollegaer, som ofte leverer tætte kampe når de mødes. Karen har vundet DM indendørs intet mindre end 6 gange, senest i 2018.