Deres indbyrdes opgør er drabelige. De hader at tabe, og det er sjældent at de begge kan forlade tennisbanen med et smil på læberne.
Men når lejligheden byder sig og de ikke længere er rivaler, når de er makkere i en herredouble, er det meget svært at finde modstandere, der kan ødelægge deres gode humør. I Stavangers internationale kat. 3 forsøgte de skrappe Litaueske herrer Bruzas & Vasiliauskas forgæves at ekspedere danskerne ud af turneringen. Men Overbeck & Theilgaard kunne smilende takke Litauerne for pæn modstand efter 6/3 6/4. Efter endnu en sejr i semifinalen, så den danske duo frem til finalen. Det 2. seedede polske par, der sikkert kunne have givet danskerne pæn modstand, meldte imidlertid fra. Så uden sved på panden og stadig med et smil på læberne, kunne Carl Emil Overbeck og Gustav Theilgaard tage imod vinderpokalerne.
Også i singleturneringen viste Carl Emil Overbeck fine takter. Efter suveræne sejre i de to indledende runder, stod han i kvartfinalen over for Skovbakkens Mads Tagesen. Et dansk topopgør, der blev vundet 7/6(7) 3/6 6/2 af Overbeck (HIK). Semifinalen blev endestationen, da 3. seed Matas Bruzas fik revanche for nederlaget i doublen med en sejr på 7/6(7) 6/1.
Tobias Bo Kudsk (Skovbakken) stod efter tre sejre over for Julius Adomavicius i kvartfinalen. Den 5. seedede litauer havde dagen inden sendt Gustav Theilgaard (Hillerød) ud med 6/2 6/2. Og Adomavicius var bedre på dagen og vandt 6/3 6/3 over Kudsk. Birkerøds Marcus Gram Pedersen sad over i 1. runde, vandt sin kamp i 2. runde – men måtte i 3. runde erkende, at den senere turneringsvinder Matas Vasiliauskas (Litauen) var en tand for skrap. Pedersen var med hele vejen i første sæt, men i andet sæt rykkede litaueren fra og vandt således opgøret 7/5 6/3. Hillerøds Kevin Chen tabte i 2. runde til Italiens Frederico Serena. Chen var seedet 12 og havde bye i 1. runde.