De fleste der har set Danmarks store tennistalent Clara Tauson, har bemærket det. Hun er godt på vej mod titlen som den kvindelige udgave af John McEnroe.
”Gider du ikke godt holde din k….”.
Ordene flyver ud af munden på Clara Tauson under et af stortalentets indledende opgør under Australian Open tidligere på året. Selvom det er på en af de mindste baner på Melbourne Park, så opfanger mikrofoner og kameraer tydeligt, hvad det er for en svada, der bliver sendt af sted fra danskeren.
Ude i skyggen, på den lille tribune, sidder far Søren Tauson. Med hovedet begravet i kølende håndklæder forsøger han at lade som om, at han ikke høre datterens ord. Han er udmærket klar over, at de er henvendt til ham. Han forsøger ikke at få Clara til at beherske sig, han kender bedre end nogen mekanismerne, der kan få datteren til at præstere. Er hun først i zonen, der hvor hun engagerer sig i kampen, så skal spillet nok komme. Derfor er alt han gør at klappe stille og ellers kun svare ”kom så Clara”.
”Jeg forsøger ikke at gøre for meget ved det, for hun er super, som hun er. Jeg ville da være rigtig bekymret, hvis der var nogen eller mig selv, der gik og dresserede hende på nogen måde,” siger Søren Tauson til TV 2 Sport.
Efter kampen i Lugano, hvor Clara Tauson debuterede på WTA-niveau med nederlag til russeren Rodina, blev der igen et naturligt fokus på Clara Tausons temperamentsfulde stil. Flere gange undervejs i opgøret råbte hun højlydt, ofte henvendt til sin far Søren. Selvom han fuldt ud accepterer, at det er sådan datteren præsterer mest optimalt, så vedkender han sig også risikoen for, at det til tider kan påvirke resultaterne.
”Der er nogle ting, der på sigt kan håndteres bedre. Det kommer i takt med flere kampe på topniveau. Der er selvfølgelig momenter, hvor det kan være en fordel ikke at vise sin modstander for meget, men hvis alternativet er, at hun skal dresseres på en eller anden måde, vil det være meget farligt,” forklarer Søren Tauson.
Der har dog, set over hele sæsonen 2019 indtil nu, ikke været megen grund til vredesudbrud. Fem turneringssejre, to junior og tre senior, er det blevet til og derudover to kvalifikationssejre ved WTA-turneringen i Lugano.
Stor WTA-oplevelse
Turneringen i Lugano på WTA-niveau var ikke en del af programlægningen. Men da tilbuddet om et Wild Card til kvalifikationen opstod, så var Clara Tauson ikke sen til at takke ja. Med sejrene i kvalifikationen, plus den tætte dyst med Rodina, fik danskeren masser af værdifuld erfaring i det videre arbejde med at udvikle sit spil.
”Det var en stor oplevelse. Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville spille mig ind i hovedturneringen,” forklarer Clara Tauson til TV 2 Sport.
Oplevelsen i Schweiz har givet det unge tennistalent, der efterfølgende brød ind i WTA-top 400 for første gang, mod på meget mere.
”Forhåbentlig går det så godt, at jeg kun skal spille seniortennis, men det er meget svært, for når jeg kun er 16 år, må jeg kun spille et bestemt antal turneringer. Så jeg må bare gå all inn på det lige nu,” forklarer Clara Tauson.
Det er de internationale tennisforbund, ITF og WTA, der i fællesskab har sat retningslinjer op for, i hvilket omfang unge spillere må deltage i seniorturneringer. Regler der blandt andet er skabt for at undgå, at unge spillere har så høj aktivitet i en ung alder, at de for tidligt brænder ud.
Næste turnering for Clara Tauson er en ITF-turnering i tyske Wiesbaden i slutningen af april. Herefter er planen, at hun skal deltage i juniorudgaven af French Open i starten af juni. Om hun også spiller Wimbledon, som Caroline Wozniacki vandt som 16-årig, er endnu ikke besluttet. Det handler i høj grad om, hvilken vej pilen peger i forhold til at få adgang til en række seniorturneringer rundt om i verden.
Øget opmærksomhed
Helt så megen opmærksomhed som Caroline Wozniacki er der endnu ikke på Clara Tauson. Men de mange gode resultater er blevet bemærket, også udenfor tennisverdenen. Tidligere har Yonex skrevet en stor kontrakt med danskeren, der dermed fik værdifuld kapital til rejserne rundt i verden, der stadig trækker tunge veksler på budgettet, da præmiepengene endnu ikke er store.
Tidligere i april kunne Clara Tauson så indkalde til endnu et pressemøde, hvor hun sammen med Crowne Plaza kunne fortælle, at parterne havde indgået et samarbejde for de næste tre år. Et stort skridt og en blåstempling af, at der også udenfor tenniskredse er fokus på Tausons store potentiale. Bag Tauson er advokat Mikkel Nissen med til at forhandle aftaler, hvilket han i en lang årrække også har gjort for Caroline Wozniacki. Fortsætter Tauson sit triumftog rundt på alverdens tennisbaner, så vil der uden tvivl være meget arbejde for Mikkel Nissen de kommende år.