Johanne Christine Svendsen var på finalekurs i en dårlig organiseret turnering, som var præget af udsættelser, og hun blev derfor nødt til at rejse hjem uden at spille semifinale

I den forløbne uge har flere unge danske U12 og U14 drenge været med EuroElite på Gran Canaria for at deltage i Category 3 turneringen Gran Canaria Yellow Bowl, hvor der også har været dansk deltagelse i U12 hos pigerne, der havde Mark Frøslev med som coach.

Rosa Viller Møller fik en flyvende start med sejr i 1. runde over Paula Franco Naranio (ESP) 6-0, 6-1, men i 1/8-finalen tabte hun med de omvendte cifre 1-6, 0-6 til Adriana Berankova (CZE), der senere er nået til finalen, som hun er favorit til at vinde.

Også Johanne Christine Svendsen (billedet herover) fik en god start, da hun i 1. runde vandt over Carlota Heinz Santana (ESP) 6-2, 6-1, og i en uge præget med mange udsættelser fik hun efter sejr i 1/8-finalen over kval-spilleren Laura Camara Allgaier (ESP), der bagud 0-3 i 1. sæt trak sig fra kampen, samt i kvartfinalen over endnu en kval-spiller Maria Andrienko (RUS) 6-1, 6-4 spillet sig frem til semifinalen.

De mange udsættelser betød, at Johanne blev nødt til at rejse hjem med det planlagte fly, inden semifinalen blev afviklet.
Det var Mark’s vurdering, at kampene efter danske normer sagtens kunne være afviklet, men på grund af dårlig tilrettelægning fra de lokale arrangører blev der nogle af dagene slet ikke spillet kampe, selvom det reelt havde været muligt.

Mark Frøslev vurderede, at Johanne Christine havde haft en god chance mod Gloria Alogo Piqueras (ESP) i semifinalen.
De to danske piger var oversiddere i 1. runde i double, hvor de i kvartfinalen tabte til Adriana Berankova (CZE)/Alexandra Okorokova (RUS) 6-2, 2-6, [6-10]

Patrick Bennetsen og Philip Bonke videre fra kval

I U12 Boys single var både Alexander Borup og Patrick Bennetsen med i kvalifikation, og begge indledte med sikre sejre, da Alexander vandt over Pablo Martinez Tenorio (ESP) 6-1, 6-0, og Patrick vandt  endnu mere overbevisende over Alejandro Soering Manrique De Lara (ESP) 6-0, 6-0.

I kvalfinalen tabte Alexander 0-6, 0-6 til Adam Kulig (POL), hvorimod Patrick med besvær kæmpede sig videre til hovedturneringen med sejr over Daniel Phillips (BER) 1-6, 7-6(3), 6-4.

Også i U14 Boys single var der dansk deltagelse i kvalifikationen, hvor Philip Bonke i 1. runde (Q64) vendte et truende nederlag til sejr over Pablo Rodriguez Martel (ESP) 2-6, 7-6(2), 6-0.

I 2. runde blev det til endnu en sejr til Philip, der vandt over Victor Heinz Santana (ESP) 6-1, 6-3, hvorimod William Svendsen, der var oversidder i 1. runde, tabte 5-7, 2-6 til Ian Pedersen Lozano (ESP), som tilsyneladende har danske forbindelser.

Philip fortsatte sejrsstimen i kval-finalen, hvor han vandt sikkert 6-1, 6-0 over 4. seedede Sam Baldwin (AUS) 6-1, 6-0.

Efter 1. runde kunne man på dette opslag på EuroElite’s facebook både se billeder og læse om de danske spilleres indsats.


Og næste dag fulgte flere billeder og bemærkninger om danskernes indsats i kvalifikationen.

Ervin Mesic, Richard Biagiotti og Julius Kostopoulos i hovedturnering

I hovedturneringen trådte yderligere 3 danske drenge ind i turneringen, hvor Richard Biagiotti og Julius Kostopoulos var med i U14 Boys single sammen med Philip Bonke.
De tabte dog alle 3 i 1. runde, hvor Philip tabte 1-6, 3-6 til 3. seedede Maxime Hillhouse (FRA).
Richard tabte 4-6, 4-6 til Mario Antonio Morales (ESP), der havde wildcard, og Julius tabte 5-7, 4-6 til Pelayo Rodriguez (ESP).

I U12 Boys single trådte den danske U12 UM-vinder Ervin Mesic ind i turneringen, hvor Patrick Bennetsen som nævnt havde kvalificeret sig.
Patrick vandt endnu en sikker sejr, da han i 1. runde vandt 6-1, 6-0 over Pablo Padilla Perez (ESP), og det blev også til dansk sejr da Ervin vandt over Alvar Sola Pastor (ESP) 6-3, 6-2.

Herunder billeder og bemærkninger om kampene på EuroElite’s facebook

Turneringen gik op i “hat og briller” efter dårligt vejr

I 1/8-finale gik Ervin videre på walkover mod Hugh Butler (IRL), hvorimod det sluttede for Patrick, som på grund af smerter i knæet måtte trække sig ved stillingen 0-5 i 1. sæt mod Bor Artnak (SLO).

Ervin nåede dog ikke at spille kvartfinalen, idet turneringen gik mere eller mindre op i “hat og briller” som følge af dårligt vejr og en – ifølge både EuroElite og Mark Frøslev – ikke speciel kompetent turneringsledelse, hvilket betød at der på den planlagte finaledag fredag blev spillet kampe fra 2. runde, og spillerne fra flere nationer blev så trætte af situationen, at de valgte at tage hjem, som det fremgår af beretningen herunder fra EuroElite’s facebook

For fuldstændighedens skyld nævnes også resultaterne fra drengenes doubler.
I U12 tabte Patrick og Ervin i 1/8-finalen 2-6, 5-7 til Jorge Carlos Camara Allgaier/Pedro Caro Accino Roca (ESP), der havde wildcard.

I U14 vandt Richard og Julius i 1/8-finalen 6-3, 1-6, [10-6] over Victor Heinz Santana (ESP)/Tobit Weisshardt (GER), der også havde wildcard.
De fik dog aldrig spillet kvartfinalen, som de derfor tabte på walkover til Oscar Hernandez Gonzalez/Pablo Llamas Ruiz (ESP).

Forrige artikelITF Junior Mohammedia: Hannah i double semifinale. Tabte til 2. seedet i single
Næste artikelITF Junior Vierumaki: En enkelt sejr til Olga. Helena og Eric ude efter 1. runde
Ole Dalsgaard Jensen
Ole Dalsgaard Jensen er en erfaren tennisentusiast. Han er tidligere formand, træner og leder for NTK-Amager, har siddet i bestyrelsen i KTU og spiller i dag tennis som motionist.