Clara Tauson klarede kvalifikationen og tabte derefter til finurlig fysisk stærk fransk spiller i lærerig kamp. Mille Elsborg vandt over højt rangeret lettisk spiller
Da undertegnede i sidste uge et par gange var i KB for at overvære Copenhagen Winter Cup, var en af “stamgæsterne” blandt publikum 12-årige Clara Tauson, som dog var for ung til selv at deltage, selvom det ikke ville have afskrækket hende, da hun ikke lader sig skræmme af, at hun ofte møder spillere, der både er ældre og større end hende selv.
Clara er netop kort før Nytår fyldt 12 år, og er derfor en af de yngste U14 spillere. Da hun fortalte, at hun i den kommende uge skulle deltage i en turnering i Sverige, fik hun løfte om, at det vil blive omtalt i Tennisavisen.
Der er tale om Categori 3 turneringen TE Lidingö 2015, som afvikles i denne uge.
Foruden Clara (fra Gentofte) har Sofia Seron Pawlik (B93) deltaget i kvalifikationen til turneringen, hvor Mille Elsborg (Roskilde) var direkte i hovedturneringen.
Det er en meget stærkt besat turnering, da flere spillere benytter den som forberedelse til næste uges Categori 1 turnering Kungens Kanna & Drottningens Pris i Göteborg, hvor Hannah Viller Møller trods rangering som no. 75 skal spille kvalifikation, hvilket skyldes at flere rangerede svenske spillere har fået wildcards.
Hos drengene har Sebastian Grundtvig fået wildcard til hovedturneringen.
Tilbage til turneringen i Lidingö, hvor Sofia Seron Pawlik (årgang 2002) i 1. runde af kvalifikationen mødte 6. seedede (537) Maja Radenkovic (SWE), som vandt 6-1, 6-1.
Clara Tauson er rangeret 326 og var derfor seedet 1 i kvalifikationen. Denne seedning levede hun fint op til med sejr i 1. runde over Smilla Kjaergaard (SWE) 6-3, 6-3, og i kvalfinalen vandt Clara 6-2, 6-1 over Anna Leijon (SWE).
Claras far, Søren Tauson fortæller i en kommentar til Tennisavisen, at Clara viste godt spil i den første kamp, og at hun i den næste hævede niveauet et hak og spillede fejlfrit, da hun vandt 6-2, 6-1.
I hovedturneringen tabte Clara 0-6, 5-7 til Agnes Gustafsson, der trods det svensk-klingende navn repræsenterer Frankrig.
Søren Tausons kommentar til denne kamp
[quote_box_center]”I første runde i main draw skulle hun møde en stor og fysisk stærk franskmand, som spillede et finurligt spil, som Clara først rigtigt fik styr på i et tæt andet sæt, som desværre blev tabt.”[/quote_box_center]
og Søren sluttede med denne positive kommentar
[quote_box_center]”En god tur, hvor der blev høstet en masse erfaring.”[/quote_box_center]
Mille Elsborg i 2. runde efter flot sejr over no. 53
Mille Elsborg (billedet herunder), der er no. 305 på ranglisten, er ligeledes rykket op i U14 i år, og hun var den af de danske deltagere, der nåede længst i turneringen, idet hun i 1. runde vandt 6-1, 2-6, 6-0 over 7. seedede Marija Semenistaja (LAT), der er no. 53 på ranglisten.
I 2. runde var modstanderen no. 398 Jade Glen Ekwe (FRA), som havde været gennem kvalifikationen. Mille tabte denne kamp 3-6, 3-6.
Mille var desuden med i double sammen med Agnes Ditlev fra TC Odense, og de fik en enkelt kamp, da de tabte 3-6, 3-6 til 1. seedede Faria Frayman/Zoziya Kardava (RUS)