Patrick Bennetsen og Johan Mottlau opnåede begge en sejr, inden de blev besejret i kvalifikationen af deres team-kammerater
Tennisavisen fortalte i december 2016, at Adam Blicher skal være “Guest touring træner” for Euroelite Tennis på en tur til Slovenien i 2017.
Adam Blicher bliver “Gæste-coach” hos Euroelite Tennis
Da tiden omsider oprandt, og Adam i fredags (7. maj) mødte Dave Bandelin i Kastrup Lufthavn kl. 05:01 var EuroElite-bossens første kommentar: “WOW, you look so young“, hvilket uden tvivl skyldes den “drengede charme”, som den 25 årige tennistræner udstråler.
Det var dog ikke Adams første møde med Dave, som han svagt husker at have sagt “Hej” til for 13 år siden i forbindelse med en ITF-turnering i Hørsholm, men selvom det er 13 år siden, er alt stadig som Adam husker det – hvad angår Dave, som siger sin mening uanset, om det er noget man har lyst til at høre eller ej.
Adam betegner Dave som “tough”, men fair – både over for spillerne og de trænere, han samarbejder med.
Dave er super skarp på, hvordan tennisspillerne bliver bedre til alle de ting, som ifølge Dave ikke kræver talent.
Det er 17. år, at Dave arrangerer turen til Slovenien, og Adam konstaterer, at alt har fungeret til punkt og prikke indtil videre, og han tilføjer
“Jeg fornemmer endda, at Dave helt får lir på, når han kan sidde og nørkle med logistikken, så den til sidst går op, og jeg må bare sige, at indtil videre har det været imponerende!”
Der er 19 drenge i 13-15 års-alderen med, samt 3 trænere, og med sine 5 års rejseerfaring for Dansk Tennis Forbund havde Adam forudset, at det ville blive en svær opgave, men til hans overraskelse oplevede han præcist det modsatte, hvilket han udtrykker således:
“I starten overvejede jeg, om Dave bare har været helt vildt heldig med 19 fantastisk rare drenge, der alle sammen opfører sig eksemplarisk, men jeg tør allerede godt nu sige, at det ikke er tilfældet. Ikke fordi der er nogle drenge, der har opført sig dårligt, men jeg tror enormt meget på det miljø Dave skaber omkring spillerne.
Dave har defineret nogle regler på forhånd og definerer undervejs reglerne for, hvordan vi gør.
Alle bliver gjort opmærksomme på, at de har valget mellem at følge reglerne eller lade være. Samtidig bliver de gjort opmærksom på hvad konsekvenserne er af begge valgmuligheder.”
Adam påpeger én af de egenskaber som gør Dave god som kulturel leder i Euro Elite, når man ved, at hans ambition er at skabe ansvarsfulde, selvstændige og problemløsende mennesker på og uden for banen:
“Der er ikke nogle nuancer. Enten så følger du reglerne eller også gør du ikke.
Uanset hvad du hedder til efternavn eller hvilken rangering, der står ud for dit navn på ranglisten.
Samme behandling til alle.
Nogle vil måske kalde Dave for gammeldags og for hård ved børnene – jeg må sige, at gruppen af børn vi har med på den her tur taler for sig selv.
De er velopdragne på og uden for banen. Nogle gange træder de selvfølgelig ved siden af, men det er kun naturligt, de er jo børn. Træder de ved siden af bliver de gjort opmærksom på det og får samtidig også at vide hvad konsekvensen er af at træde ved siden af på samme måde igen.”
Det gør Adam stolt som menneske og træner at være med pen sådan tur for EuroElite, fordi realiteten i tennis er, at kun ganske få er så privilegerede at komme til at leve af at spille tennis.
Adam slutter med disse bemærkninger:
“Derfor er realiteten også for majoriteten af tennisspillere, at de ikke kommer til at leve af at spille tennis og dermed er den uddannelse i livet som spillerne kan få igennem tennis essentiel.
Euroelite skaber rammerne hvori det er muligt for børnene at starte på den uddannelse. Om de vælger at engagere sig i den læringsmulighed eller ej, er op til dem.”
To af de Danske deltagere på turen til Slovenien har været i aktion i kvalifikationen til U14 Boys singles ved Tennis Europe Category 2 turneringen Grawe Open i Maribor.
12-årige Patrick Bennetsen (årgang 2004) mødte i 1. kvalrunde Tobias Koller (GER), som blev besejret 6-3, 6-2.
I 2. runde mødte Patrick sin EuroElite team-kammerat Viktor Blom, der havde fået wildcard.
Viktor, der bor i Sverige men spiller for Polen, vandt 6-4, 6-3, hvorefter han tabte kvalfinalen 1-6, 2-6 til 3. seedede Aleksandar Tomas (AUT).
Johan August Mottlau, der ligeledes er årgang 2004, og fylder 13 år torsdag (11. maj), vandt i 1. kvalrunde over Simon Kordasch (AUT) 6-4, 6-2.
Han mødte også en team-kammerat i 2. runde, hvor han tabte 2-6, 3-6 til 13. seedede Axel Valvaara (FIN), der er no. 548 hos Tennis Europe.
Finnen tabte i kvalfinalen 0-6, 2-6 til 8. seedede Ido Geva (ISR).
Herover et billede med alle EuroElite deltagere, som var med i kvalifikationen.
Næste dag blev spillet “Davis Cup” match mod Slovenien
Elliot Jarosz (SWE), der var seedet 4, var den eneste fra EuroElite, som kom videre fra kvalifikationen
I hovedturneringen deltager Asger Emil Ildor og Erwin Mesic i U14 og i U16 deltager Alexander Stage.