Dave Bandelin har sat sig med PCén foran sig. Det er lørdag formiddag i Farum, og Dave følger med i tenniskampen mellem Philip Scheuer-Larsen (Hillerød) og svenske Eric Eliasen. Det er en fremragende kamp mellem to dygtige tennisspillere. De to kvalifikanter formår at presse hinanden i lange, seværdige dueller.
Bandelin har en særlig næse for tennis. Han har efter sigende været Olympisk svømmer for USA. Man kan kun gætte sig til, om han selv kan spille tennis, for ingen har vist set ham med en ketcher i hånden. Hans mission som chef for EuroElite Tennis er ikke at lære spillerne det tekniske eller de små finesser. Det overlader han til spillernes tennistrænere. Han er en motivator, en taktikker, en strategist med næse for tennis og for talent.
Eric Eliasen er overlegen, vinder de vigtige point. Han har lidt mere at arbejde med. Men Philip Scheuer-Larsen kæmper, leder efter det spil, de få procenter, marginalen, som kan vende kampen. Han giver ikke op. Han bøjer sig ikke i en eneste duel, selvom den sidste bold og nederlaget rykker nærmere. Philip Scheuer-Larsen har det talent, som Bandelin leder efter.
Bandelin skribler noget ned på PCén, rejser sig og går hen til Philips far med et ark papir. Den gamle Scheuer-Larsen kigger på papiret. Bandelin har set potentialet i Philip. Han har analyseret ham og nu står hans far med en invitation i hånden, en uges camp til Philip på EuroElite.
Bandelin kan noget med talent. Ikke nødvendigvis med den tennisspiller, hvis talent ligger umiddelbart for øjet, ham med en lange sejrsrække og topplacering på ranglisten. Han graver dybt ned i sine spillere på EuroElite og hiver det bedste frem – det, der skal til at gøre forskellen. Han skaber vindere.
Og man forstår Philip og hans fars stolthed og glæde, der kommer til udtryk, da kampen er slut. Succes er i høj grad den anerkendelse, der kommer fra en uventet kant, når man mindst venter det.