Med arbejdssejr i 1. singlen mod tysk "pumper" sikrer Holger sejren, som Elmer grundlagde i 2. singlen, hvorefter sejren blev cementeret i doublen
Torsdag indledte de danske U12 drenge forsøget på at gentage triumfen fra EM indendørs, da 2015 Tennis Europe Nations Challenge B12, som er EM for U12 hold, startede i Antalya i Tyrkiet, hvor Danmark er i Group B sammen med Tyskland og Rumænien.
England var oprindelig i samme pulje, men på grund af urolighederne i Tyrkiet har de valgt at melde afbud til EM-stævnet.
Ovenstående billede stammer fra EM-triumfen indendørs tidligere på året.
Danmark fik en perfekt start med 3-0 sejr over Tyskland med disse resultater
MS2: Elmer Møller vs. Max Hans Rehberg 6-2, 6-4
MS1: Holger Vitus Nødskov Rune vs. Maximilian Homberg 7-6(1), 3-6, 6-3
MD: Elmer/Holger vs. Rehberg/Fedor Richter 7-5, 6-4
De tyske singler havde besejret Frankrigs bedste ved kval-stævnet, og derfor måtte de bestemt ikke undervurderes på forhånd. Deres 1. single, som Holger betegner som en “pumper”, er ofte finalist eller vinder i TE turneringer.
De fleste tyskere spiller på tæppe og er hårdslående og hurtig på bolden, hvilket er en spillestil, som passer godt til Elmer.
Tyskerne har mere erfaring i U14, hvor danskerne formentlig efter EM vil deltage hyppigere end hidtil.
Den danske trup består udover Holger og Elmer også af Arthur Leonhard Linck, som flere gange ved kval-stævnet og EM indendørs har været med i doublen.
Selvom kampen efter 2-0 føring var afgjort inden doublen, valgte Danmarks coach juniorlandstræner Jens Anker Buus Andersen, at Holger og Elmer spillede doublen, hvilket formentlig var med tanke på, at Danmark stadig ikke har vundet puljen.
På grund af afbud fra England skal Danmark ikke spille fredag, hvor Tyskland møder Rumænien, som Danmark møder i den sidste puljekamp lørdag.
Rumænien indledte med at vinde 2. singlen, hvor Mihnea Petru Zaharia vandt 6-4, 6-4 over Fedor Richter.
Den tyske 1. single Maximilian Homberg udlignede til 1-1, da han vandt 6-4, 7-5 over Vlad Cristian Breazu.
Holger vandt 6-1, 6-0 over sidstnævnte ved kval-stævnet til EM indendørs, men den rumænske 1. single har siden da udviklet sig meget, og grus er hans favorit-underlag, og derfor kan sejr til Holger ikke betragtes som en selvfølge på forhånd.
Rumæniens 2. single var kun med i double mod Danmark ved førnævnte kval-stævne, hvor Elmer og Arthur vandt 6-3, 6-7(2), 6-1, men sejren over den tyske 2. single kan tyde på, at sejr til Elmer heller ikke er givet på forhånd.
Resultatet af den afgørende double mellem Tyskland og Rumænien fremgår i skrivende stund fortsat ikke på turneringens hjemmeside.
Spanien forsøger måske at få ram på Danmark med taktisk opstilling
I Group A tyder alt på, at Spanien er godt på vej til at vinde puljen, og de fleste forventer en finale mod Danmark, som ved kval-stævnet vandt begge singler mod Spanien.
Den spanske 1. single blev dengang spillet af Alejandro Turriziani Alvarez, som tabte 4-6, 1-6 til Holger, mens 2. singlen Carlos Alcaraz Garfia tabte 4-6, 3-6 til Elmer.
Den spanske opstilling svarede dengang til den spanske rangliste.
I de 2 første puljekampe har Spanien denne gang ladet Carlos Alcaraz Garfia spille 1. single, mens 2. singlen i den første kamp mod Kroatien blev spillet af Daniel Rincon, som vandt 6-2, 4-6, 6-2 over Lovre Erceg.
I fredagens puljekamp mod Tjekkiet blev 2. singlen spillet af Alejandro Turriziana Alvarez, der vandt 6-2, 6-1 over Daniel Siniakov.
Garfia vandt i begge kampe 1. singlen, hvor Fran Mitrovic (CRO) trak sig ved 2-4 i 1. sæt og fredag vandt Garfia 6-4, 6-1 over Tjekkiets 1. single Adam Jurajda.
Selvom der ikke er den helt store forskel på de 3 spanske spillere, er det nærliggende at få den tanke, at Spanien satser på at benytte deres stærkeste spiller mod Danmarks 2. single i en eventuel finale, ikke mindst fordi erfaringen også viser, at både Holger og Elmer ofte vinder endnu større, når de næste gang møder en modstander, som de tidligere har besejret.
Hvis det med denne taktik lykkes Spanien at komme foran 1-0, vil det lægge et ekstra pres på Holger i 1. singlen, og selvom han måske vinder, vil der fortsat være pres på Danmark inden doublen – men først skal både Danmark og Spanien lige sikre sig en plads i finalen efter de sidste puljekampe lørdag.
Herunder ønsker Dansk Tennis Forbund det danske hold held og lykke inden torsdagens kamp mod Tyskland. Det samme gør vi på Tennisavisen forud for lørdagens kamp mod Rumænien
Danmark møder i dag Tyskland ved U12 EM Hold i Alanya i Tyrkiet. Fredag kan der hviles, mens Rumænien venter lørdag. Sø…
Posted by Dansk Tennis Forbund on 6. august 2015