Som ventet vandt Danmark også den sidste puljesejr over Hviderusland. Elmer Møller og Holger Vitus Nødskov Rune sikrede 2-0 føring efter singlerne, hvorefter Arthur Leonhard Linck sammen med Holger også vandt doublen
Danmark levede helt op til favoritværdigheden i den sidste puljekamp ved kvalifikation til EM for hold 2015 Tennis Europe Nations Challenge B12 i Mersin, Tyrkiet, da det blev til 3-0 sejr over Hviderusland efter disse resultater
MS2: Taras Ignatiuk vs. Elmer Møller 1-6, 1-6
MS1: Mikhail Dubrouski vs. Holger Vitus Nødskov Rune 0-6, 3-6
MD: Mikhail Dubrouski/Taras Ignatiuk vs. Arthur Leonhard Linck/Holger 3-6, 6-4, [4-10]
Ligesom det var tilfældet efter sejren mod Spanien var Arthur med i double, og han sørgede sammen med Holger for dansk 3-0 sejr.
Billedet herover stammer fra Arthurs første individuelle titel, da han vandt JuniorGPS i Farum tidligere på året.
Med 3 sejre er Danmark vinder af Group A, og derfor møder danskerne i Play-off no. 2 i Group B, Grækenland.
Danmark er kæmpe-favorit til at vinde denne kamp og dermed sikre sig deltagelse ved selve finalestævnet.
Aneke Rune minder dog om, at Danmark også blev puljevinder sidste år, men gik alligevel glip af slutspillet, da de tabte mod no. 2 i den anden pulje.
Med et års ekstra erfaring sammenholdt med den udvikling, som de danske talenter har gennemgået, skal man dog være meget pessimistisk for at tvivle på ny dansk sejr.
Grækenland var i pulje med Tyrkiet og Georgien. Tyrkiet blev vinder af Group B med 2 sejre, mens Grækenland med 3-0 sejr over Georgien blev no. 2.
Tyrkiet vandt 2-1 over Grækenland og 3-0 over Georgien.
Spanien blev som ventet no. 2 i Danmarks Group A efter 3-0 sejre over både Hviderusland og Ukraine, og de møder derfor Tyrkiet i Play-off.
Det sandsynligste udfald bliver formentlig, at Danmark og Spanien går videre til finalestævnet.