Sille Larsen tager revanche for 1. runde nederlag ved at vinde consolation-rækken. Charlotte Mosbæk Ellegaard og Johanne Christine Svendsen stoppet i semifinalen i double
Danmarks på papiret bedste kort ved Category 3 turneringen V Memorial Luzio Vaz i Coimbra, Portugal, var U12 ranglistens no. 1 Sille Larsen fra Fruens Bøge.
Som tidligere omtalt var hun dog den eneste af de fire danske deltagere, som måtte forlade hovedturneringen i single.
Til gengæld tog Sille revanche i consolation-rækken, hvor deltagerne er de spillere, som blev slået ud i 1. runde.
Sille gik her hele vejen ved at vinde rækken efter fire overbevisende sejre, selvom hun i 1. runde måtte ud i en 9-7 afgørelse i tiebreak mod Ines Oliveira (POR), men i 2. sæt blev der ikke afgivet partier, og Sille vandt således 5-4(7), 4-0, da der i denne række blev spillet til 4 eller tiebreak ved 5-5.
I næste runde, som var kvartfinalen, blev det 4-0, 4-0 mod Beatriz Freixo (POR), som var med som Lucky Loser.
Sejrsstimen fortsatte i semifinalen, hvor Sille vandt over Debora Madile (POR) 4-1, 4-1.
I fredagens finale vandt Sille 4-1, 4-2 over endnu en portugiser, Mariana Campino.
De tre øvrige danskere, der alle havde vundet i 1. runde, tabte i 1/8-finalen.
Johanne Christine Svendsen mødte Annalisa Schaenzle (GER), der vandt 6-4, 2-6, 6-2.
Charlotte Mosbæk Ellegaard tabte 0-6, 2-6 til Alina Shcherbinina (RUS), der er fremme i finalen.
Victoria Ilena Andersen tabte 2-6, 1-6 til Matilde Jorge (POR).
I double-rækken vandt begge de danske double-konstellationer i 1. runde, og i kvartfinalen blev det til endnu en sejr til Charlotte og Johanne, der vandt 7-5, 3-6, [10-6] over Ines Oliveira/Maria Reis (POR).
Victoria og Sille tabte til Kateryna Rublevska/Anastasiya Yakubechko (UKR). Ifølge resultat-listen var sejrs-cifrene 1-6, 6-0, men hvordan disse cifre helt præcis skal opfattes har Tennisavisen ikke modtaget informationer om, udover at danskerne tabte.
Charlotte og Johanne tabte i semifinalen 3-6, 0-6 til Francesca Andrea Feodorov (ROU)/Neriya Yona (ISR).
Victoria fra Randers og Charlotte fra Lyngby er no. 2 og 3 på U12 ranglisten, og ligesom no. 1 Sille er de årgang 2003 og bliver U14 næste år.
Den 1 år yngre Johanne er fra Kolding og no. 5 på ranglisten.