Både Elmer Møller og Holger Vitus Nødskov Rune er videre til kvartfinalen i prestigefyldt turnering, hvor det igen slås fast, at de er Europas to bedste i årgang 2003
Begge danske deltagere ved den største europæiske udendørs U14 turnering Open des jeunes Stade Francais viste spil af høj klasse, da både Elmer Møller og Holger Vitus Nødskov Rune med 2-sæts sejre er videre til kvartfinalen i Paris, hvor Tennisavisen torsdag aften modtog melding om, at der ikke var en finger at sætte på drengenes indsats.
Holger lagde ud med en overbevisende og velspillet kamp mod 8. seedede Luca Nardi (ITA), som i løbet af året har markeret sig flot som bedste årgang 2003 efter de to danskere.
Det blev der ikke ændret på i 1/8-finalen, hvor Holger vandt 6-2, 6-3 i en kamp, som ikke efterlader tvivl om, at de øvrige i årgang 2003 er et godt stykke fra samme internationale niveau som de to danskere.
Elmer fik i 1/8-finalen chancen for at møde en spiller fra Sydamerika, hvilket han klarede til perfektion, da han vandt 6-3, 6-4 over 15. seedede Roman Andres Burruchaga (ARG), som i øvrigt er søn af Jorge Burruchaga, som scorede sejrsmålet, da Argentina vandt VM i fodbold i 1986.
I kvartfinalen får Holger også mulighed for at møde en argentiner, når han fredag møder 7. seedede Santiago De La Fuente, der er bedste argentiner i årgang 2002. Han brillerede med en voldsom forhånd, da han vandt over Martin Breysach (FRA) 6-4, 6-4.
Elmer møder 10. seedede Jakub Katuch (SVK), der ligesom danskerne kommer direkte fra EM finalespillet. Sloveneren vandt i 1/8-finalen over Natan Rodrigues (BRA) 6-1, 6-1.
Kvartfinalerne bliver en stor udfordring for de 13-årige danskere, som igen bliver nødt til at præstere på det højeste niveau, hvis de skal gøre sig håb om at holde deres seedninger som 3 og 4.
I double kommer de dog ikke til at holde seedningen som no. 2, da de – efter at have siddet over i 1. runde og vundet 1/8-finalen på walkover – tabte 2-6, 4-6 i kvartfinalen til italienerne Flavio Cobolli og Luca Nardi, som således fik revanche fra singlerne, hvor Cobolli i 1. runde tabte til Elmer og Nardi som nævnt i 1/8-finalen til Holger.
På ovenstående billede tager Holger og Elmer et velfortjent hvil efter træning, og herunder et par billeder fra anlægget