Efter at have vundet 1. sæt kom Danmark bagud 0-1, da Niels Heise Korsgaard tabte 5-7 i begge efterfølgende sæt. Da Sebastian Grundtvig også tabte, var belgisk sejr sikret
Det danske hold ved U16 EM i Cholet i Frankrig består udelukkende af spillere fra årgang 2001, der er yngste årgang i U16, og derfor kræves en god portion optimisme, hvis man forventer, at Danmark når videre til slutspillet om Europamesterskabet.
Niels Heise Korsgaard var dog meget tæt på at give Danmark en god start, da han i 2. singlen mod Belgien vandt 1. sæt 6-3 mod Theo Vandeweghe, der derefter med stort besvær alligevel sikrede belgisk sejr med de tætte cifre 3-6, 7-5, 7-5.
Da Sebastian Grundtvig efterfølgende tabte 1. singlen mod Frederic Jacobs 1-6, 1-6, var kampen afgjort, og den belgiske sejr blev 3-0, da Sebastian derefter sammen med Mads Tagesen tabte i doublen mod Frederic Jacobs/Maxim Verboven 6-7(4), 4-6.
Danmark fortsætter derfor i Consolation-rækken, hvor modstanderen lørdag bliver Norge, der tabte 0-3 til Tjekkiet. På det norske forbunds hjemmeside ser man dog “Nya möjligheter i morgon mot Danmark” – dvs. i dag fredag.
Billedet herover er fra UM, hvor Sebastian er øverst på skamlen og Mads og Niels på bronze-pladsen. Sølvvinder Eric Vanshelboim fra KB er ukrainer og kan derfor ikke repræsentere Danmark.