Det danske hold med første-års U16 spillere tabte i consolation til Norges et år ældre spillere
Efter fredagens 0-3 nederlag til Belgien var Danmarks chance for at gå videre til slutspillet om Europamesterskabet for U16 hold udspillet, men der var stadig æren at spille om i Consolation-rækken, hvor Danmark lørdag mødte Norge, der havde tabt 0-3 til Tjekkiet.
Norge stillede ligesom Belgien udelukkende med spillere af årgang 2000, og den ene års forskel kan betyde en del i junior-årgangene.
Som omtalt efter fredagens møde mod Belgien var Niels Heise Korsgaard alligevel meget tæt på at vinde i 2. singlen, hvor han vandt 1. sæt og tabte de to sidste 5-7.
Lørdag var det Mads Tagesen, der fik tjansen som 2. single, og han fik ikke den bedste start på kampen, idet han tabte 1. sæt 0-6 mod Herman H. Jentoft.
Det gik langt bedre i næste sæt, som Mads endda vandt 6-4, men i 3. sæt fik nordmanden igen overtaget og vandt kampen 6-0, 4-6, 6-3.
Den danske 1. single Sebastian Grundtvig (billedet herover) viste sidste år under NM for U14 Hold, at han var i “Nordisk særklasse”, da han vandt sikkert over de øvrige skandinaviske landes 1. singler.
Mod den norske 1. single Jacob Groener blev den status ikke for alvor udfordret, da Sebastian vandt 6-1, 6-3 over den 1 år ældre modstander.
NM for Hold U14: Sverige nappede titlen for næsen af Danmark
Dermed lå kampens afgørelse i doublen, hvor Sebastian og Mads tabte 4-6, 3-6 til Jakob Groener og Lukas Hellum Lilleengen, og dermed norsk sejr på 2-1.
I modsætning til de øvrige rækker, hvor Danmark også spiller kampe søndag, er EM slut for U16-drengene, da der kun var 7 hold med, og dermed 3 i Consulation, hvor Norge søndag møder den sædvanligvis stolte tennis-nation, Spanien, der havde tabt 1-2 til Frankrig i den indledende runde.
Frankrig tabte lørdag 1-2 til Tjekkiet, som går videre sammen med Belgien, der besejrede 1. seedede Polen 2-1.
Derfor kan holdets danske coach, Kenneth Carlsen, der også er Davis Cup holdkaptajn, måske få tid til at følge med på livestream søndag kl. 1800cet, når de to kandidater til Davis Cup holdet, Mikael Torpegaard og Andreas Bjerrehus er i aktion i dysten mellem Ohio State University og Virginia Tech.
College Tennis: Torpegaard og Bjerrehus kan følges på livestream søndag